Tilgivelsens svære vej
Tilgiv alle ikke mindst dig selv! Sådan lyder opfordringen fra de to kristne psykologer, Ruth Oehlenschläger og Elin Andersen. Som troende er det en vigtig del af ens åndelige hjemmearbejde, at man kan eller lærer at tilgive. Det er også vigtigt, at tilgivelsen er ægte, mener de to psykologer.Man kan tænke dårligt om andre. Tale dårligt om andre. Eller endda ønske dårligt for andre. Det er altsammen tegn på, at man selv har noget at arbejde med. Noget at tilgive.
– Vi har alle tilgivelse lagt ned i os, i og med vi er skabt i Guds billede. Jesus blev sendt til os, for at vi kan blive tilgivet og for at lære os om tilgivelsens kraft. Alle har trangen til og behovet for at tilgive. Og hvis vi skal kunne begå os socialt, er tilgivelse en nødvendighed, siger den kristne psykolog Ruth Oehlenschläger, der under sit psykologi-studie skrev speciale om tilgivelse.
– Tilgivelse er ikke en simpel vej. Men det er en fantastisk erkendelsesrejse og en mulighed for selvudvikling, der giver pote. Set fra et åndeligt perspektiv er tilgivelse essentiel og central. Hvis ikke vi kan tilgive, så lever vi med vrede, had og fjendskab, siger hun.
– Hvis man for eksempel går med tanker om at straffe en eller anden for noget, vedkommende har gjort imod en, så straffer man først og fremmest sig selv.
– Det er særdeles vigtigt, at vi kan give slip på negative og destruktive tanker, som trækker os ned. Og erstatte dem med positive tanker, som løfter os. Det har en helbredende effekt for et positivt livssyn er helende, understreger hun.
Der kan ligge ubearbejdede oplevelser fra fortiden som baggrund og optakt til de oplevelser og konflikter, vi havner i igen og igen indtil vi lærer at forstå, hvorfor det sker, og hvordan vi skal forholde os sundt til det. Hvis vi er meget dårlige til at tilgive, kan forklaringen ofte hentes i den tidligste barndom:
– Set fra en psykologisk synsvinkel hænger evnen til at tilgive sammen med udviklingspsykologien. Børn, der bliver svigtet, får som voksne sværere ved at tilgive og forsone sig.
– Spædbørn forsøger helt naturligt at reparere deres relation. Fordi barnet ikke har noget sprog, oplever barnet kropsligt, om moderen er i stand til at holde og rumme det – både kropsligt og psykologisk. Kroppen er følelsernes komponent svigt og afvisninger sætter sig i kroppen, hvis ikke de bearbejdes, siger Ruth Oehlenschläger.
Hvis man som voksen gerne vil tilgive, men har svært ved det på grund af belastninger fra barndomssvigt, kan en dygtig kropsterapeut gavne -sammen med samtaler og bevidstgørelse.
– Et svigtet barn, som ikke er blevet mødt, lyttet til, forstået og trøstet, har ikke lært, at når noget går galt, så kan det repareres, siger psykologen.
Resultatet kan være, at man har pakket sig selv sammen følelsesmæssigt eller hverken forstår sig selv eller andre. Så kan der være brug for at opbygge en helt ny følelsesmæssig værktøjskasse og ikke mindst lære at tilgive. Til tider en smertefuld proces.
– Det er godt jævnligt at minde sig selv om, at man ofte også selv har brug for at blive tilgivet, siger hun.
Når man er ved vejs ende mht. at tilgive andres svigt og krænkelser, så er det tid til den nogle gange sværeste del af tilgivelsens hjemmearbejde: Tilgiv dig selv!
– Det kan være svært at tilgive sig selv. Hvis man går dybt ind i en tilgivelses-proces, så kommer man til at stå ansigt til ansigt med sig selv undervejs i erkendelsesprocessen, tilføjer hun.
De fejl og svigt, man selv har begået over for andre, kan være de mest smertefulde at erkende og tilgive.
– Fra psyskologisk forskning ved vi, at man gennem tilgivelse kan slippe af med vrede, angst og depression. Statistik viser også tydeligt, at man får en øget grad af håb og selvværd, når man tilgiver, siger psykolog og parterapeut Elin Andersen, som er formand for Selskab for Kristne Psykologer i Danmark.
Hun mener, at tilgivelse er en naturlig del af at være kristen og helt uundværlig, hvis man vil opnå personlig og åndelig udvikling. I øjeblikket er hun ved at etablere tilgivelses-workshops, som skal køre i forløb af nogle måneders varighed.
– Tilgivelse kræver altid en bevidst beslutning, og ofte kan det være en hjælp med støtte i processen. Mennesker med et fælles ønske om at tilgive kan holde hinanden ved ilden i den proces, som tilgivelse er. Når man forpligter sig i en gruppe, får man lettere gået hele vejen, siger Elin Andersen.
Formålet er at bearbejde og tilgive små og store uforløste følelsesmæssige traumer, smertefulde oplevelser og belastende relationer, der forstyrrer sjælefreden.
– Tilgivelse er en del af enhver relation – et menneskeligt eksistensvilkår. Det hører med til at være menneske, at man før eller siden bliver udfordret til at skulle tilgive eller bede om tilgivelse. Vi arbejder næsten alle med små og store ting, der skal tilgives livet igennem. Men der er forskel på, om man har været udsat for et røveri, incest eller har brug for at tilgive problemer i ægteskabet. Jeg danner nogle grupper med mennesker, der passer sammen – som har problematikker, der ligner hinanden, siger hun.
Elin Andersen skelner imellem pseudo-tilgivelse og ægte tilgivelse.
– Den ægte tilgivelse er den, der rykker. Hvor man er helt ærlig omkring den smerte, man er blevet tilført. Hvor man mærker den, bærer den, tager den på sig og rummer den uden at stikke af fra smerten. Og uden at give den videre til andre igen og igen, som vi så let kommer til, hvis vi ikke har fuldført vores tilgivelsesarbejde, hvor vi kan se bag smerten og møde modparten som ligemand – eksistentielt set.
– Pseudo-tilgivelse, som der også ses en del af i kristne kredse, er hver gang vi for eksempel siger: Det var ikke sådan ment eller Det skal jeg/du ikke tænke på – altså bagatelliserer det hændte. Det er vigtigt, at vi tør være ærlige over for os selv. Ærligheden over for os selv er forudsætningen for, at vi kan tilgive. Og nødvendig i genforeningen/forsoningen hvis der er basis for en sådan, siger hun.
At lægge låg på følelser at fortrænge, lyve eller dække over dem over for os selv eller andre er ofte et forsøg på enten at undgå smerte, tilpasse sig, fordi man er bange for at blive udstødt af en gruppe eller for at opnå noget. Det kan også skyldes et håb om at skabe hurtig fred. Ofte lidt af hvert. Men vore relationer bliver overfladiske, utilfredsstillende og utrygge, hvis ikke vi er ærlige.
– Gud har skabt os særegne. Når vi ikke møder hinanden ærligt, jævnbyrdigt og med gensidig respekt, går vi også glip af den velsignelse, som vores forskellighed er. Så belaster og berøver vi i stedet hinanden, og tilgivelse bliver igen nødvendig, siger hun.
Vi vokser ikke menneskeligt, hvis vi altid lader os selv og hinanden slippe afsted med at såre og opføre os dårligt..hvis vi er uærlige og hele tiden viger udenom uden at mærke og eventuelt tale om, hvad det gør ved os – om hvad vi gør ved hinanden.
– Vi må tage medansvar for, hvad der sker/ ikke sker i vores relationer fremadrettet, siger Elin Andersen.
Når vi er åbne og ærlige, har vi en chance for at blive klogere og ændre tingenes tilstand. Det kan godt være, at vi beslutter os for at opgive at opnå ændringer i visse relationer – og i stedet accepterer tingenes tilstand. Vi kan vælge at trække os og søge de nære, givende relationer andre steder. Men der er stor forskel på at skilles i vrede eller i tilgivelsens fred.
– På den måde forbedres relationen indirekte, siger hun.
Forsoning af en relation kræver, at begge parter både kan og vil. Hvis man allerede har prøvet længe, uden at det har virket, kan det være godt at søge hjælp udefra for at få nogle nye værktøjer hertil.
– I en terapeutisk relation får man støtte til at komme videre. Fra en ekspert der ikke er følelsesmæssigt belastet af de relationer, hvor man har noget at tilgive.
– Man skal tilgive for at lette sit hjerte og for sin egen skyld. Men det gavner også andre. Gennem tilgivelse åbner vi efterfølgende for mulighed for forsoning, hvis den, man har tilgivet, tager ansvar for ikke at gøre det samme igen. Hvis det drejer sig om at tilgive svigt fra en person, der har svært ved at rumme følelser og tage ansvar, fx en misbruger, må den, der er blevet såret, erkende, at jævnbyrdig forsoning kan være svær. Her må man i stedet lære at sætte en grænse over for vedkommnede. På en god måde, uden at være nedladende, siger Elin Andersen.
Til tider må man erkende, at man måske selv tidligere utilsigtet har været med til at forværre livet for den mest sårbare, fx misbrugeren, fordi man ikke har tilgivet – og magtet at forholde sig til vedkommende på en kærlig og sund måde.
– Der kan være masser af rod i de nære relationer, ikke mindst i familielivet, hvor der hele tiden kan opstå noget.
– Det hober sig op, hvis man aldrig får en ærlig snak med sig selv og vælger at tilgive. Og om muligt får talt sammen om det. Så kan samvær og relationer blive mere og mere belastende. Derfor er det bare om at komme i gang, siger hun.
Elin Andersen vil også gerne lave tilgivelses-workshops med dem, der har rigtig meget rod i livet for eksempel i fængslerne. Hun vil arbejde for tilgivelse, der hvor det gør mest gavn. Men vi er alle kandidater, der konstant må øve os i tilgivelsens kunst, slutter psykologen.
Hvis tilgivelse i perioder forekommer uoverkommeligt, kan vi med helhjertet bøn bede om at blive hjulpet til at tilgive og blive vist vejen.
