Derfor står Gud tidligt op

Jeg er klar over, at Gud vil mig og elsker mig. Men efter jeg er rejst til Thailand for tage min sidste praktik på et børnehjem, rører det mig pludseligt dybere end før. Jeg indser, at jeg alligevel ikke har forstået så meget af Guds kærlighed.
I Danmark står jeg normalt op så sent som muligt! Her i Thailand prøvede jeg også i begyndelsen at få mest mulig sovetid, især i lyset af at jeg nogle dage møder kl. 6.15! Men jo mere jeg lærer børnene at kende og mærker glæden i mit hjerte, når det enkelte barn ønsker min omsorg, jo mere har jeg lyst til at sætte mig på cyklen om morgenen for at tage på arbejde. Det er så berigende at være sammen med børnene. Hjælpe dem i gang med deres hverdag, trøste, tage dem med på eventyr, hjælpe dem til at finde hvile og kalde dem ved navn. Alle disse unikke situationer hvor der opstår en helt speciel kontakt til barnet.

En morgen bliver jeg ramt af en længsel på en sådan måde, at jeg ikke fysisk eller psykisk kan blive liggende der i sengen mere. Jeg tænker: Yes, måske er de allerede oppe, så jeg kan få endnu mere tid med dem! Jeg må godt nok ikke møde for tidligt på mit arbejde, og jeg kan sove 20 minutter mere, men min længsel efter at være sammen med disse børn er så stor, at jeg står op alligevel. Jeg vil opleve dem, følge dem på deres rejse, hjælpe dem hen til det legetøj de ikke selv kan nå eller endnu bedre – komme med overraskelser til dem og holde dem i hånden. Den morgen ankommer jeg et kvarter før tid på mit arbejde. Imens jeg cykler derhen, rammer disse ord mit indre: Katcha, sådan har jeg det med dig. Sådan har jeg det med hver eneste af mine børn.

Da forstår jeg, at jeg stadigvæk har meget at forstå om Guds kærlighed og længsel efter os! Min længsel efter kontakt med børnene er intet i sammenligning med Guds længsel. Han står op hver morgen, længe før Han ved, vi vågner, blot for at beundre sin skabning og være nær. Ja, måske sover Han slet ikke, men er mest af alt oppe, fordi han elsker os og vil mig og dig mere end noget andet.
Af Katcha H. Nielsen
Udsendt som volontør af Impact