Fra sygdom Til sundhed
Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt, medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert (normalkuvert 8,00 kr.). Salvedug kan ikke rekvireres over internettet.
Orla Lindskov Christensen
Anne Maries Vej 16
9000 Aalborg
– Orla@Udfordringen.dk.
Spørgsmål 1:
Kære Orla Lindskov
Først vil jeg sige tak for, at jeg blev helbredt på dit møde i Holstebro. Det er nu et stykke tid siden. Men siden da har jeg tænkt meget over, hvad jeg vil bruge mit liv til. Jeg kunne godt tænke mig, at du bad for mig over det emne. Jeg ved slet ikke, om det kan lade sig gøre.
Jeg føler, at jeg står ved en skillevej i mit liv, og jeg kan ikke se klart, hvilken vej, jeg skal gå. Men jeg ønsker Guds hjælp, for jeg ønsker ikke at gå fejl af den rigtige livsvej. Jeg ønsker for alt i verden ikke at vandre rundt på mine egne veje, men på Guds. Det kun kan føre til lykke og fred i livet.
Kan du bede for mig og eventuelt give mig et råd om, hvad jeg selv skal gøre. Jeg ønsker klarhed.
En taknemmelig hilsen fra
Den Tvivlrådige
Svar 1:
Kære Tvivlrådige
Jeg har bedt for dig, at Gud vil vise dig den rette vej, den rette livsvej.
Det kan godt lade sig gøre at bede den bøn, for vi har jo ifølge Bibelen lov til at lade alle vore ønsker komme frem for Gud.
Jeg vil også give dig råd om, hvad du selv kan gøre. Derfor vil jeg sige lidt om Guds nåde. I din situation har du nemlig brug for Guds nåde, – i form af vejledning.
Lad os huske på, at Guds nåde er en gave, som kommer til os uforskyldt, ufortjent. Det er en slags godhed, der kommer fra Gud.
Når jeg siger, at Guds nåde er en gave, så mener jeg dermed, at nåde er en ufortjent hjælp fra Gud, så vi kan genskabe vores liv og vores ånd og forblive på rette vej under vores vandring mod det himmelske Fædreland.
Guds nåde er også en hjælp til at genoprette det i vores liv, der er gået i stykker eller gået tabt.
Lad mig også her fremhæve, at fysisk og psykisk helbredelse er noget vi kan bede om. Det er også en bøn om nåde fra Gud. Og når helbredelse indtræffer, så er det Guds nåde, der viser sig, uden at det hænger sammen med vores fortjeneste.
Vi mennesker er velsignet med evnen til at modtage nåde fra Gud, men også med evnen til at give nåden videre til andre. Er vi nemlig ikke nådige overfor andre, så er det en af de største, måske den største forhindring for, at vi selv kan modtage Guds nåde.
Tilbage til spørgsmålet om, hvad du selv kan gøre?
I dit tilfælde tror jeg, du skal bede om Guds nåde til at vise dig den guddommelige plan for dit liv. Det er nemlig sådan, at nåden som vejledning kommer til dem, der beder om det. Det er min erfaring.
Der er en Guds nåde og hjælp til dem, der er faret vild og til dem, der ikke vil fare vild. Du tilhører den sidste kategori.
Guds nåde vil oplyse din livsvej og påvirker de valg, du foretager. Uden Guds hjælp vælger vi ofte at gøre ting, der afspejler vores mørke side. Det sker, når vi lader vores livsvej og vores valg styre af fx frygt, angst, bekymring og vrede.
Guds nåde vil styre dit liv i den retning, der er den rigtige for dig, den retning, der gavner dit liv mest. Guds nåde giver også dit liv visioner, handlekraft og beslutsomhed.
Lad mig runde af med at sige til dig, at det ligger inderligt i Guds vilje at hjælpe dig med at vælge den rette livsvej.
Derfor som allerede sagt: – nåde og vejledning gives til dem, der beder om det. Men du skal huske at bede helt konkret om det, måske over en periode.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov
Min oplevelse:
Kære Orla Lindskov
For mange år siden, hvor jeg boede og arbejdede i Jylland, var jeg til møde med dig i en Pinsekirke.
Ved den lejlighed bad du for min stammen. Jeg nævnte for dig, at jeg ønskede min stammen fjernet, og at jeg i de første af mine skoleår var angst for at komme til at stamme, når jeg skulle læse højt i min klasse. Jeg var angst for at blive til grin overfor de andre i klassen.
Da svarede du mig, at du ikke ville bede for, at min stammen ville forsvinde. Men derimod for at min angst for at stamme måtte forsvinde.
Det syntes jeg ikke dengang lød opmuntrende, fordi jeg havde sat næsen op efter et mirakel her og nu! Så jeg gik en smule skuffet fra mødet.
Men i tiden efter mødet har jeg ikke været bange for at stamme og for at blive til grin på grund af min stammen. Og jeg stammer den dag i dag så godt som ikke mere. Det siger jeg Gud tak for. Jeg takker også for, at du bad for angsten, frem for at du bad for min stammen. Hvis du kun havde bedt for min stammen, var det jo ikke sikkert, at min angst også var forsvundet. Nu er ondets rod, min angst, væk, hvilket betyder, at ondet, min stammen, også er væk.
To fluer med et smæk.
Du og din tjeneste og dine nærmeste ønsker jeg alt velsignet godt med Salme 139 i Salmernes bog.
Modtag mine venligste hilsener WP.
Min oplevelse:
Kære Orla Lindskov
For en tid siden modtog jeg en salvedug fra dig til min nabo. Han har det nu bedre i sin nakke, – og han mener, at det er på grund af salvedugen.
Erhvervsmæssigt er han begyndt at starte op for sig selv, – og han mener nu, at han ikke behøver mere at tænke på operation af nakken. Det skulle ellers finde sted i Tyskland.
Han har stadig problemer med nederste del af sin ryg. Jeg foreslog ham at lægge salvedugen på der.
Mange hilsener fra B.
Min oplevelse:
Kære Orla Lindskov
Tak for din trofaste tjeneste og din udholdenhed med at bringe håb og helse, frihed og frelse.
Jeg vil gerne bede om en salvedug, da jeg har fået nogle smerter i musklerne omkring hjertet.
For nogle år siden havde jeg lignende symptomer i flere år. Men efter du bad for mig, var de væk. Gud er god. Gud velsigne dig
Kærlig hilsen A.