Kamp om de gode pladser
Af Stefan Klit Søndergaard der er
sognepræst i Broager i Sønderjylland.
Børn kan skændes om alt. De kan skændes om, hvem der skal sidde hvor i bilen, eller hvem der skal først ind. Og selv når børnene har faste pladser og ikke kan skændes om det, kan de finde på at skændes med hinanden om, hvem mor skal sidde ved siden af.
Nu skulle man måske tro, at voksne er klogere end børn, men sådan er det desværre ikke altid. Godt nok er voksne mere diskrete. Men stadig bruger vi albuer, når vi aser og maser os selv frem i første række. Vi vil nemlig helst være de største, de bedste og de vigtigste.
Det er ikke forkert at være et respektabelt menneske. Det er ikke forkert at være anset. Det er ikke forkert at have indflydelse. Ikke i sig selv i hvert fald. Men det er forkert, hvis vi opnår alt dette på andres bekostning, hvis vi ser skævt til dem, som er under os i samfundspyramiden, hvis vi ser ned på dem, som ikke lever op til vores idealer.
I søndagens tekst taler Jesus om de eftertragtede pladser. Han er inviteret til fest i en fin mands hus og lægger mærke til, at gæsterne mænger sig med værten, og alle ønsker at sidde på de bedste pladser.
Men sådan skal man ikke gøre, siger Jesus. Det er bedre at sætte sig længere nede, for hvis man sætter sig øverst, kan man risikere at blive sat længere ned, og det er pinligt. Hvis man derimod sætter sig nederst, kan man blive hædret ved at blive budt længere op. Og så siger han, at enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.
Vi bryder os ikke om at være ydmyge. Tilbageholdende eller beskedne, det kan vi lige klare at være, men ydmyge, det kniber det meget med. Vi vil ikke bukke eller skrabe for nogen. Vi vil ikke underlægge os nogen autoritet.
Men det kan vi blive nødt til. Vi er mennesker af kød og blod og kan ikke trække os ind i nogen skal og forblive selvberoende. Vi må lade de hårde hjerter smelte.
Lukasevangeliet 14, 3-4.
Maleri af Peer Laigaard.
At ydmyge sig er at erkende, at der er noget, som er større end os selv. Det er at indse, at det ikke er os selv, vi skylder alt. Derimod skylder vi os selv til den, som er alt. Vi skylder Gud alt, også os selv. Vi skylder Gud vores hjerte, vi skylder Gud vores hænders gerning. At vi hjælper alle mennesker, også dem, som ikke kan gøre gengæld eller betale af eller overhovedet har gjort sig fortjent til det. At vi hjælper vore medmennesker, netop fordi de er medmennesker, netop fordi Gud kræver det af os.
Vores hjertes skyldighed til Gud er, at vi skal sige tak. Vi skal ikke bare tage det for givet, at vi ånder og lever. Vi skal se mening, formål og Guds gode vilje bag det hele. For den egenrådige og stolte er det nok vanskeligt at se Guds mening og formål. Derfor er der sikkert bønder, der tror mere på kunstgødning end på Gud. Derfor er der sikkert havefolk, der ikke regner det for noget særligt at sætte et blad på en nælde. Derfor lever vi for det meste med Gud i baggrunden, uden ydmyghed, uden at have hjertet på rette sted.
Vi voksne bruger mange kræfter på at lære vores børn at sige tak. Husk at sige tak, siger vi og vi glemmer det selv. Nej, selvfølgelig glemmer vi ikke at sige tak til hinanden, som etikette og pli kræver det. Men tak til den, som egentlig giver os mad, gaver og hjælp. Tak til den, som giver os håb, fremtid og evighed. Hvor bliver den tak af? Tak er kun et fattigt ord, siger man, men mere fattigt er det at glemme at sige tak.
Den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes, siger Jesus. Og det gjorde han især. Han ydmygede sig for at ophøje os. Han gav sit liv for at vinde vores. Det er det væsentligste og helt grundlæggende for kristentroen.
