Fra Pjerrot til katolsk præst

På Vesterbro i København bor der en katolsk præst, der tidligere har været Pjerrot i Tivoli og som har haft en karriere som skuespiller og danser.Den katolske præst Michael Hornbech-Madsen fra Jesu Hjerte Kirke i København er en begavet livskunstner, der maler portrætter og restaurerer antikke møbler i sin fritid.

– Kunst er også en gave fra Gud. Kunst uden åndelighed er ikke kunst, siger præsten, der maler portrætter og restaurerer antikviteter i sin fritid.

”Glæde gror, hvor freden bor” står der over døren ind til en etageejendom på Vesterbro, hvor en usædvanlig mand bor. Ordene passer perfekt til den katolske præst Michael Hornbech-Madsen, der har en fortid som Pjerrot i Tivoli – som skuespiller og danser.

Præsten maler portrætter og restaurerer fine antikke møbler, som hans slægt har samlet gennem flere generationer. Hans hjem er et gennemført kunstværk fyldt med eksempler herpå.
– Min familie har haft en kunstnerisk løbebane på min mors side. Der har været en operasanger, en operakomponist og en balletdanser…beretter han.
Interessen for andres ve og vel har han måske fra sin far og farfar, der begge var læger. På den side af familien var der primært akademikere. Der var også stor interesse for kunst og antikviteter. Og for præsten er der ikke et stort spring fra kunstens verden til præstegerningen.
– Det udspringer af det samme: Gud!
– Kunst er også åndelighed. Ellers er det ikke kunst. Det handler om menneskets forhold til det transcendente. Og alle gaverne kommer fra Gud, understreger han.

Den katolske præst er ikke bekymret for troens tilstand herhjemme.
– Jeg oplever, at menneskers søgen efter Gud er stærkere end nogensinde før. Men at der er en anti-institutions-stemning.
– De hellige er ikke nødvendigvis dem, der beder rosenkrans – jeg har efterhånden truffet mange, der ikke tilhører noget kirkeligt. Det er kun Gud, der afgør det…Gud være lovet…med Jesus som sagfører, siger Michael Hornbech-Madsen.
Engang holdt præsten en retræte hos Birgitta-søstrene i Sverige. Her deltog bl.a. en svensk forretningsmand, som fortalte, hvilken dato han blev frelst.
”Bare jeg ku’ sige det samme”, sagde præsten til forretningsmanden.
– Men det kan man bare ikke. For frelse er Vor Herres afgørelse. Jesus forkynder frelse ved tro. Syndsforladelsen og håbet er det essentielle i den kristne tro, siger han.

”Tilfældigheder” og tro

– Jeg har oplevet Guds tilstedeværelse og kærlige fred, glæde og skønhed i glimt. Ikke mindst i musikalske oplevelser. Musik formidler det metafysiske allerbedst, siger den katolske præst og livskunstner Michael Hornbech-Madsen.

For Michael Hornbech-Madsen er troen faldet på plads. Når han enkelte gange har tvivlet på sit virke som katolsk præst, er han altid vendt tilbage til en skelsættende oplevelse med en pater. Til dengang det usandsynlige skete – der fik ham til at blive præst.
– Jeg var mange år om at beslutte mig for at blive præst. Da Niels-Jørgen Kaiser i sin tid spurgte, om jeg ville spille Pjerrot i Tivoli, svarede jeg ”Nej, det ved Gud jeg ikke vil”. Men da han så fortalte, hvad han ville betale, gik jeg alligevel med til at indgå et års kontrakt, fortæller han.
”Det glæder en at glæde andre”, står der over Pantomine Teatret…Michael Hornbech-Madsen kom til at elske rollen som Pjerrot og var det i ti år.
Alligevel dukkede tanken om at blive præst op med jævne mellemrum. I 40-års alderen gjorde han status over livet. Og det var på det tidspunkt, et tilfælde, der ikke var spor tilfældigt, ændrede hans tilværelse:
– Jeg havde engang indgået en helt fortrolig aftale med Gud om, at hvis en bestemt person, Pater Keller, en dag kontaktede mig, så ville jeg blive præst. Det var helt usandsynligt, at han gjorde det, så hvis det alligevel skete, ville jeg vide, at jeg havde et kald, fortæller han.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



En dag ringede telefonen. ”Mit navn er Pater Keller…Ved du, hvorfor jeg ringer til dig?”
– Han bad om lov til at besøge mig. Jeg sagde, at jeg havde for travlt…der var også en journalist, der skulle komme og interviewe mig på teatret den dag. Men Pater Keller sagde, at det kun tog fem minutter – og at jeg vel skulle spise? Jeg gik med til at mødes med ham alligevel.
– Det første han sagde, da han så mig, var ”hvornår skal vi gå til biskoppen?” Jeg kunne ikke affærdige det!
Pater Keller, som døde for ti år siden, var en fantastisk mand og et ægte fromt menneske med en meget stærk kontakt til de øvre regioner, beretter Michael Hornbech-Madsen, som efter mødet rejste til Rom for at studere teologi.

Hvis man vil nærme sig Gud, handler det om at finde troen på Gud og Jesus…det er dér, det ligger. Det er dér, det sner – konkluderer han efter mange år i troens tjeneste.
– Livet bliver helt anderledes, end man troede, hvis man tør overlade det i Guds hænder. Men man skal gøre noget. Handle og reagere på sin tro. Det lykkes ikke, med mindre man selv er med, siger han.
I 1997 vendte han tilbage til Danmark og startede sit virke som præst ”i en lillebitte katolsk kirke og menighed i Køge”.
Dengang glædede det ham ikke mindst at kunne hjælpe udenlandske borgere i Køge arrest. Især når han efterfølgende nogle gange blev ringet op fra Italien eller Spanien – af tidligere indsatte, der lige ville sige tak for hjælpen. Den slags varmer et præstehjerte.
– Men der er meget få katolikker i Danmark, og nogle gange har jeg følt mig sat lidt ud af spillet, fordi menigheden er så lille, erkender han.
Nu er han præst i Jesu Hjerte Kirke i Stenosgade på Vesterbro og bor i en lejlighed tæt på kirken. Han er født i 1950 og opvokset lige i nærheden – på Gammel Kongevej på Frederiksberg.
Det katolske har Michael Hornbek-Madsen med sig fra barndommen. Hans far var katolik, og han er ”opdraget i den ånd” og gik som barn på jesuitternes skole i Stenogade.

– Men jeg er glad for, at jeg har levet et helt voksenliv – og haft hænderne i det virkelige liv først. Som tidligere skuespiller er jeg vant til at se og forstå mennesker. Jeg ser mennesker, som de er. Med det samme. Det gør det lettere at kommunikere med dem. Katolske præster, der aldrig har levet et almindeligt liv, kan have sværere ved at forstå, hvordan det kan gå, som det gør for mennesker. Man kan få et lidt mærkeligt menneskesyn, hvis man aldrig selv har prøvet at leve et almindeligt liv.
– Hvordan skulle jeg kunne kommunikere åbent med andre, hvis jeg intet kender til det liv, de lever? Som Grundtvig sagde: Først menneske. Så kristen.
– Vi er alle fyldt med fejl og begår nye fejl i ét væk. Det er det, der gør os til mennesker. Men vi kan erkende og forsøge at ændre os. Den katolske kirke er en kirke for syndere. Vi lever ved Guds nåde. Livet er betinget af Guds nåde.
– Der er også megen forstillelse i kirken. Jeg har aldrig set så gode forestillinger som i kirken. Der kan de spille komedie! Siger han med et glimt i øjet.


Artiklen fortsætter efter annoncen: