Hov, er det jul?
Da jeg var yngre, hørte jeg ofte ældre mennesker fortælle, at tiden bare fløj af sted. Inden de så sig om, var dagen bare gået, uden de rigtig havde fået lavet noget.
Dengang undrede jeg mig, for 24 timer er da 24 timer, uanset om man er ung eller gammel eller hvad?
Første søndag i advent var ungerne og jeg i gang med at pynte op til jul derhjemme, og pludselig oplevede jeg et déja vue. Det slog mig, at det ikke var så længe siden, at vi sidst pyntede huset med alskens julepynt, imens vi diskuterede, om de der nisser nu skulle være i stuen.
Imens ungerne diskuterede, vandrede mine tanker tilbage til lillejuleaften for 15 år siden.
Lillejuleaften var præget af forventningens glæde. Jeg var højgravid, og min mand og jeg skulle til Ikast for at holde jul sammen med min familie.
Imens Brian pakkede de sidste ting ind i bilen, kravlede jeg i seng og faldt hurtigt i søvn. En time senere vågnede jeg dog ved, at fostervandet var gået. Så Brian kunne nu starte med at tømme bilen igen, for nu kom vi i hvert fald ikke til Ikast.
Jeg gik i seng igen udstyret med et ur, så jeg kunne holde styr på, hvor langt tid der gik imellem veerne. Jeg tændte radioen, og ud af højttalerne lød Lille Messias med Anne Linnet.
Derfor lå jeg nu og tænkte på, at jeg også snart skulle føde min lille Messias. Jeg var også kun trolovet og ikke gift, ligesom Maria. Men jeg havde trods alt et trygt sted, jeg kunne føde, i modsætning til Maria som fødte vores frelser i en kold og beskidt stald.
Efter en forfærdelig søvnløs nat, hvor Brian bare lå og snorkede ved siden af, fødte jeg næste morgen – juleaftensdag – vores lille Line. Der var snevejr, og vi fik julegaver af personalet på det næsten tomme sygehus. Så julen betyder noget særligt for vores familie, selvom Brian nu er død.
Børnenes højlydte diskussion bragte mig tilbage til julen 2011. Hov, er det allerede jul igen? Hvor er de sidste 15 år dog blevet af?
Hmmm
Måske er der alligevel noget om snakken, at tiden går hurtigere jo ældre man bliver
Jeg må hellere skynde mig, for tænk på alt det, jeg ellers går glip af, når tiden sådan flyver af sted.