Nissen flytter altid med
Af Elisabeth Dons Christensen. Biskop i Ribe Stift.
Da jeg var barn, havde vi i vores læsebog i skolen en historie, der hed: Nissen der flyttede med.
På en gård havde de ikke behandlet gårdnissen ordentligt, og derfor hævnede den sig med at ødelægge alt. Familien pakkede derfor alle deres ting og gjorde klar til at forlade gården. Men da flyttelæsset var på vej ud af indkørslen, så man øverst i toppen af flyttelæsset en rød nissehue, der stak frem. Nissen var flyttet med.
Det gør nissen altid, for han er oprindelig en afdød forfaderånd, et genfærd, som tager hævn, hvis han ikke bliver behandlet ordentligt. Det er selvfølgelig derfor, han skal have risengrød juleaften. Så ham slipper vi aldrig for, for han står for alt det i vort liv, der bliver ved med at forfølge os uanset, hvad vi end gør for at for at pynte op på det hele med hyggelige nissehuer eller mere uhyggelige undskyldninger. Han lurer på vores dårlige samvittighed og især på vores frygt for ikke at kunne betale det tilbage, som vi skylder. Og vi skylder uendelig meget. Der er altid nogen eller noget, der har krav på os. Vore kære, vort medmenneske, samfundet! Så jo mere det, som har krav på os, betyder for os, jo mere må vi frygte nissen og hans betaling.
Det største et menneske kan opleve, er kærlighed. Kærlighedens pris er uendelig hjertebanken, uendelig frygt og uro for den elskede. Og dog må og skal vi elske, binde os til livet og til dem, vi elsker i livet vel vidende, at alt, om ikke før så siden, skal rives ud af vore hænder, for binder vi os ikke, og elsker vi ikke andet end os selv, så skal vi vide, at også denne mangel på kærlighed koster. Meget af vores tarvelighed kommer af, at vi ikke synes, vi vil betale den store pris, som kærligheden kræver af os.
Men betales skal der. Nissen flytter altid med.
Så her må vi vælge. Vi slipper ikke. Og det er ikke et valg mellem bananer eller appelsiner. Det er et valg mellem noget og ingenting. Vil vi ikke kærligheden, da får vi intet. Valget er vort.
Men inden vi vælger i blinde og lader alle de uskyldigt udseende julenisser få magten, så skal vi høre, hvad Gud har valgt til os, for at vi skal kunne leve og elske både livet og dem, vi elsker i livet, selv om kærlighedens pris er så uendelig høj, at vi er ved at opgive på forhånd.
Det er derfor, vi fejrer jul – og ikke for noget som helst andet. Julens røde tråd er, at Gud har banet en vej af liv og kærlighed ned til alle os små og store nissemænd og nissekoner.
Julenat kysser Gud jorden igen med hele sine himmelske hærskare af lys og liv og engle. Og midt i alt det, vi mennesker allerede synes, vi har mistet, og allerede synes, vi har betalt, der synger de: Frygt ikke!
For det er glæden og ikke frygten, der er jordens gæst i dag. Glæden er kommet ind i verden. Den glæde, ingen sorg og ingen bekymring kan tage livet af. Englenes himmelske lovsang siger ikke, at vi ikke skal betale. Nej, englenes himmelske budskab er, at vi – selvom vi skal betale – alligevel ikke skal frygte.
Vi skal ikke frygte livet, for det er i Guds hånd. Vi skal ikke frygte kærligheden, for kærligheden er af Gud. Guds frelse og befrielse består ikke i, at Gud tager os ud af denne verden med alle dens bekymringer og al dens frygt. Men Gud holder os fast til sig, fordi kærligheden koster. Derfor gav Gud slip på alt sit eget. Derfor ofrede Gud sig selv. Intet mindre kunne gøre det.
Gud havde kun sig selv, sin egen elskede søn at betale med. Til stald og krybbe, kors og død. Gud gav sig selv til os, for at vi skal turde elske og give os livet i vold.
Gud gjorde det af glæde. Der er slet ingen nisse på Guds flyttelæs. Alt er betalt på forhånd for os. Det er vores juleglæde.
