Uventet juleglæde
For de ensomme ældre på plejehjemmet syntes glæden langt væk.
Josef trådte igen ind i det triste plejehjem, som lignede en faldefærdig ruin.
Dér besøgte han regelmæssigt en mand, som langsomt og pinefuldt gik døden i møde, udmattet af alder og sygdom. Han gik forbi mange forsømte mennesker, som sad og stirrede tomt frem for sig forladte og glemte af deres familier. Apati og mangler af enhver art fyldte rummet, og han mærkede, at mange af de ældre indvendigt gik i stykker af det. Det eneste, de havde i overflod, var tid. Men der var ingen, de kunne bruge deres tid sammen med. Ikke en levende sjæl var ved deres side, og således havde de også næsten glemt deres egen sjæl. Alle deres forhåbninger svandt langsomt bort.
Hver gang Josef besøgte den døende mand, gjorde han sig stor umage med at vise enhver, han mødte, opmærksomhed. Men det var for lidt for dem alle.
År efter år havde han hver jul besøgt manden, som var for stærk til at dø og for svag til at leve. Da han efter besøget gik ned ad den mennesketomme trappe fra anden etage, hvor manden boede, hørte han pludselig klavermusik. I et hjørne af stuen så han et klaver, som han aldrig tidligere havde lagt mærke til. En ham ukendt kvinde sad ved klaveret og spillede julemelodier. Han stillede sig bag ved hende. Det gjorde ham lykkelig at se hende spille. Hendes musik fyldte hans sjæl.
Han stod bag ved hende, men røbede hverken sin tilstedeværelse med støj eller bevægelse, indtil hendes spil var til ende. Da vendte hun sig om, som om hun vidste, at der stod nogen bag ved hende, så på ham og sagde:
– Hej! Ka du lide musikken?
– Ja, den er vidunderlig, sagde Josef, og fortsatte:
– Det er dejligt at høre den her på stedet.
Hun iagttog ham og smilede blidt.
– Ja, jeg er ny her, fortalte hun ham.
– Jeg har ikke selv valgt stedet her. Men jeg kan selv vælge, hvordan der skal være her for mig. Jeg kan se, at her er meget trist. Næsten alle er syge, bedrøvede
Mange sidder blot og stirrer ind i væggen. Jeg er halvfems år gammel og har besluttet mig for at gøre denne jul til noget særligt for alle, som er her, og for hvem det betyder noget, at julen er noget særligt. Måske kan jeg stadig gøre nogen lykkelig her i tristhedens hus.
Josefs øjne fyldtes med tårer. Også den gamle kvindes øjne skinnede. Nogle gamle mænd og kvinder nærmede sig dem med et smil på læberne. Som om venlighed og munterhed indtil dette øjeblik var blevet undertrykt i deres hjerter og nu banede sig vej ud i den fri.
Ja, Gud synger selv i de mest bedrøvede hjerter.
Af Stjepan Lice
