Venstre sidebanner eksempel

Anger fører os til Gud

At gå tilbage til Gud gøres bl.a. gennem anger – selverkendelse og ændret adfærd. Uden anger har Gud intet at arbejde med, understreger frikirkepræst Martin Bergsøe.At byde Gud velkommen i sit liv – uden at angre det dårlige, man har foretaget sig, svarer til at bede Gud om at tage os tilbage… uden at gå tilbage. Det forklarer den kendte kristne forfatter C.S. Lewis i bogen ”Det er Kristendom”.
”En kristen er et menneske, som er i stand til at angre og få hold på sig selv, og begynde forfra, hver gang han er faldet – fordi Kristuslivet er inden i ham og hele tiden genopbygger ham og sætter ham i stand til i nogen grad at gentage den slags ”frivillig død”, som Kristus selv underkastede sig.
Den kristne tror, at alt hvad der er godt i ham, kommer fra Kristuslivet i ham.” Skriver forfatteren til Narnia-fortællingerne.
Præsten i frikirken Bibelværkstedet på Falster, Martin Bergsøe, er helt enig. Som tidligere katolsk præst er han fortrolig med skriftemålets gave til det enkelte menneske.

Hvad anbefaler du et menneske, der gerne vil angre sine synder?
– Jakob opmuntrer os til at ”bekende vores synder for hinanden” (Jak.5.16), og Johannes understreger, at ”hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os” (1. Joh.1.8). Syndserkendelse er simpelthen det første og afgørende skridt for overhovedet at komme videre. En person, der ikke har syndserkendelse, vil aldrig kunne opnå sand omvendelse, endsige udvise synderlig taknemlighed.
– Jesus kaldes ”Frelseren”. Hvad frelser han fra? Synd og død! Hvis du ikke mener at have brug for at blive frelst fra disse to ting, nå ja, så er det så som så med taknemligheden, gudsfrygten…og glæden!
Hvorfor er det godt at tale om sine synder?
– Jesus siger, ”sandheden skal gøre jer frie” (Joh.8.32). Sandheden er, at vi er syndere. Men erkender vi dette over for Gud, kan/vil Han sætte os fri – det vil sige tilgive os.

Er det nok at tale med Jesus/Gud om det?
– Ja, det er det vel nok, for vi behøver jo principielt ingen mellemmand imellem den enkelte og Jesus, men er der en Guds mand eller kvinde inden for rækkevidde, så er det godt at sætte ord på – i hvert fald hvis det er noget alvorligt, man har på samvittigheden. Noget der tynger.
– Var der ikke en bog, der hed ”Ord som forløser”? Det er jo det, ord kan. Der er en voldsom kraft i ord, både til at velsigne og til at forbande. Den, der ydmyger sig, skal ophøjes. Det kræver ydmyghed at bekende sin synd for Gud gennem et andet menneske, men man sættes også fri på en særlig måde, når man ydmyger sig for Herren.
– En åndeligt modent menneske kan også give nyttig vejledning og opmuntring, som kan være den bekendende til stor hjælp og selvindsigt. Ved selve syndsforladelsen, som kan foregå ved håndspålæggelse, opleves en befrielse og lettelse, der er meget dyb.
– Som præst har jeg mange gange oplevet – og oplever – at mennesker, der skrifter… også jeg selv… i den grad bliver sat fri, siger Martin Bergsøe.

Enig med fængselspræst

Fængselspræst i Vestre Fængsel Erik Adrian elsker sit job. Det indebærer møder med mange mennesker, der har brug for at se sig selv efter i sømmene og ændre adfærd. Han betragter indsatte uden syndserkendelse som den største udfordring i arbejdet:
– Det sværeste er de selvoptagne, der ikke angrer og ikke ændrer adfærd, siger Erik Adrian.
Martin Bergsøe, som også har været fængselspræst, er helt enig: – Ikke alene er de svære, de er også uden for rækkevidde. Uden anger har Gud intet at arbejde med!!!

Ifølge C.S. Lewis

C.S.Lewis udtrykker det således i ”Det er Kristendom”:
”Det faldne menneske er en oprører, der må nedlægge sine våben. At gøre dette, at overgive sig, at sige, at man angrer, at indse, at man har været inde på et galt spor, og at forberede sig på at starte livet forfra, fra bunden – det er den eneste måde at komme ud af rodet på. Denne overgivelsesproces – denne fuld fart frem bevægelse – kalder de kristne omvendelse. Det betyder at aflægge os al den indbilskhed og selvstændighed, vi har tillært os og opøvet os i gennem årtusinder.
Det betyder at dræbe noget af sig selv, at lide en slags død. Faktisk er kun et godt menneske i stand til at angre.
Jo værre man er, jo større behov har man for det, og jo mindre er man i stand dertil.”

Hvordan angrer og skrifter man?
– Et andet ord for anger er ”dårlig samvittighed”. Men til ægte anger hører dog, at man har den intention ikke at begå den samme synd igen. Der er ikke meget anger i at bekende, at man er sin ægtefælle utro, hvis man ikke er indstillet på at afbryde sin illegitime forbindelse.
– Der er mange måder at skrifte på. Man kan for eksempel lave en aftale med en præst og så forberede sit skriftemål gennem bøn og faste. Eller Helligånden kan tale så stærkt til én, at man spontant griber fast i ærmet på den første og bedste præst for at lette sit hjerte. Det kan ske i kirkerummet, på et kontor, i de fleste transportmidler osv. Nogle skrifter regelmæssigt; hver måned, hvert år, ved en eller anden kirkehøjtid eller personlig mærkedag. Andre er mere til det spontane. Et skriftemål kan vare fra et minut til en time, siger Martin Bergsøe.

Hvad angrer vi og hvad gør præsten?

Hvad angres mest… er der nogle bestemte temaer, der går igen, når du har modtaget skriftemål?
– Det oftest fremkomne er nok i relation til ens eget tros-liv – eller mangel på samme. Og forskellige forhold inden for familien – sådan dagligdags ting. Svigt af den ene eller anden slags. Vi kender det jo alle fra os selv.
 
Er der noget specielt, du som præst skal gøre undervejs i skriftemålet?
– Jeg skal kunne lytte og tage den bekendende alvorligt. Det er vigtigt, at man ikke bortforklarer synden a la ”nå ja, det skal du ikke være ked af, det gør vi alle”. Det er der ikke nogen befrielse i. Friheden ligger i at få sat ord på sin synd for dernæst at møde et håndgribeligt udtryk for Guds tilgivelse.
– Som fysisk udtryk for at man er løst fra sin synd, kan præsten tilsige den skriftende syndernes forladelse sammen med en kort håndspålæggelse, lyse velsignelsen over vedkommende eller blot gøre korsets tegn, siger Bergsøe.

Gud tilgiver enhver, der med sønderbrudt, sønderknust hjerte bekender sine synder (Salme 51.19).

– Præsten behøver som regel egentlig ikke at sige så meget. Det handler om at give Gud en chance for at virke i pauserne og stilheden. En del præster er alt for glade for at høre sig selv tale, og det forplumrer forløbet.
– Det siger sig selv, at præsten som en tjener bør indtage en yderst ydmyg – og kærlig – holdning over for den person, der ofte under stor indre strid er kommet for at lette sit hjerte, siger Bergsøe.
 
Hvordan undgår man at drukne i sin egen mødding, mens man ser sig selv og sine synder i øjnene?
– Paulus siger, at ”blev synden større, er nåden blevet så meget desto større, for at nåden, ligesom synden har hersket i og med døden, skal herske ved retfærdighed til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre” (Rom.5.20-21). At få lov til at opleve dette igen og igen er i ordets egentlige forstand livsbekræftende og fylder en med stor taknemlighed.
– Man skal i øvrigt ikke blive så selvoptaget – hovmodig – at man tror, at ens egen synd er større end Guds nåde!
 
Hvordan kan man som præst motivere dem, der har så travlt, at de ikke engang opdager, at de skader andre?
– Det ved jeg ikke! Det er først og fremmest Helligåndens arbejde, ikke præstens. Præsten kan ikke frelse mennesker, Helligånden kan!
 
”Herren udsletter dine overtrædelser som en sky, dine synder som et skylag. Vend tilbage til mig, for jeg har løskøbt dig” ES 44,22