Kærlighed på nettet er ikke længere tabu
Stævnemøder på nettet er ikke længere et tabu blandt kristne. Flere kristne dating-sider oplever stor vækst.
– De dage, hvor online-dating var tabu, er ovre, selv i kristne kredse, siger Ashley Reccord, kommunikationsrådgiver for Spark Networks til Christian Post.
Spark Networks ejer flere dating-sider, herunder ChristianMingle.com, som i løbet af 2011 fik to millioner medlemmer. Datingsidens medlemstal er derfor nu oppe på fem millioner.
– Det fantastiske i vores tid er, at internettet kan bryde mange barrierer, når man danner nye relationer med mennesker, der deler ens interesser og værdier, siger Ashley Reccord.
I Norge blomstrer kærligheden også på nettet blandt kristne. Her får dating-siden KristenDate omkring 3000 nye medlemmer om året.
– Det er blevet helt almindeligt at bruge nettet til at finde den rigtige. Det er ikke længere flovt, og mange skriver helt åbent om sig selv, siger grundlægger og daglig leder, Øyvind Isaksen, til Vårt Land.