Poetisk selvmål

Billedlig tale er der nok af, når Simon Grotrian udfolder sine poetiske evner i den 132 sider lange digtsamling med den interessante titel Selvbinderhjertet.
Læseren bombarderes med et væld af sproglige og grafiske nybrud og syntaktiske umuligheder, der selv i lyrikkens verden er lidt overvældende.
Digteren kan noget med sproget, det må man lade ham om, men at det så ikke er muligt at forstå ret mange verslinjer som andet end et udtryk for ekvilibristiske sproglege kan jo efterlade den stakkels læser med det fundamentale spørgsmål: hvad betyder det? I hvert fald er det denne anmelders oplevelse at ånde lettet op, når digte som ”Morgenlys”, ”Flammebuen” og ”Poesi er salt” spreder den ellers så tykke sproglige tåge og lader sig oversætte eller fortolke i den verden, som ikke er underlagt poesiens autonomi.
Men så igen: hvad ved jeg om det? Gad vide om det er en litterær genistreg, der bare overgår min fattige dansklærerforståelsesevne, eller om det er kejserens nye sprogklæder. Herfra ligner det mest af alt et poetisk selvmål!

Simon Grotrian:
Selvbinderhjertet
132 sider
279 kr.
ALFA