SUNDHED
Der er en kraft stærkere end depression

I mange år havde jeg kæmpet med depressioner. Men da jeg bad sammen med andre, opdagede jeg en kraft, som var stærkere.I mange år har jeg kæmpet med depressioner. Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg hver dag ledt efter en grund – en grund til at stå op om morgenen, en grund til min blotte eksistens.

Stormie Omartian sammen med sin mand Michael. Selv om hun blev lykkeligt gift, forsvandt depressionerne ikke. I stedet var det faste og forbøn som gjorde forskellen. Hun har siden skrevet flere bøger og inspirerer mennesker verden over til bøn.

Hver morgen har jeg spurgt mig selv: ”Skal jeg gøre en ende på det nu, eller klarer jeg endnu en dag?”
Jo, jeg har konsulteret adskillige psykiatere, men de medikamenter, de ordinerede, hjalp ikke. De forstærkede blot min følelse af håbløshed: Hvis dette var det bedste, lægerne kunne tilbyde, hvordan kunne jeg så håbe på en dag at få det bedre?
Jeg prøvede alt, hvad jeg kunne finde, for at blive følelsen af tristhed, fortvivlelse, håbløshed og dyb sjæleangst kvit. Jeg forsøgte at drukne den i alkohol og stoffer, at blive herre over den med okkulte metoder og forkerte forbindelser. Men der var ikke noget, der hjalp.
Når virkningen af endnu en forkert behandling tog af, var jeg tilbage i det samme fængsel som før. Jeg havde en permanent klump i halsen, som hele tiden gjorde ondt på grund af den fortvivlede kamp for at holde tårerne tilbage. Hvis jeg først for alvor lukkede op for sluseportene, ville en vældig flodbølge vælte frem. Det var jeg helt på det rene med.

Da jeg var 28 år, satte en af mine bekendte mig i forbindelse med en præst. Der i hans kontor tog jeg imod Jesus i mit hjerte og i mit liv. Og pludselig var der noget, der forandrede sig! Før jeg lærte Jesus at kende, drev jeg omkring uden mål og med. Jeg var billedligt talt fortabt i verdensrummet – og oven i købet uden iltmaske. Dømt til fængsel på livstid uden mad og drikke.
Men nu var jeg pludselig reddet. Helligånden fyldte mig. Levende vand sprudlede frem fra mit inderste og flød gennem min sjæl. Jeg mærkede, hvordan Guds Ord – Bibelen – stillede min sjælelige sult, styrkede mig og gav mig nyt liv.
Endelig forstod jeg, hvad det betyder at have håb. Jeg forstod, at mit liv havde en mening. Med én enkelt beslutning var det fuldstændig forandret.
Men jeg var stadig deprimeret.

Jeg begyndte at gå til gudstjeneste og lærte meget af præstens bibellære. Jeg lærte at læse i Bibelen hver dag. Jeg kunne slet ikke få nok af det! Endelig havde livet en mening, og jeg havde meget at indhente.
Den gammelkendte, indre tomhed, som jeg havde mærket, så længe jeg kunne huske tilbage, forsvandt langsomt. Guds Ords sandhed bragte liv i de afdøde celler.
Men depressionerne var der stadig væk, selvom jeg hurtigere fik bugt med dem – mente jeg i det mindste.
En søndag morgen traf jeg til gudstjenesten tilfældigt Michael igen – den mand, som jeg senere giftede mig med, og som jeg kendte fra tidligere, hvor vi havde arbejdet sammen på et kristent musikprojekt, længe før jeg blev troende.
Efter dette andet ”tilfældige” møde sås vi oftere og oftere og var venner i næsten et år, før vi giftede os. Selvom jeg var lykkelig over at være gift med Michael, måtte jeg til min overraskelse erkende, at depressionerne heller ikke forsvandt med ægteskabet. Ikke lang tid efter brylluppet indfandt sig på ny den uønskede tristhed.

Da jeg en morgen vågnede op og som sædvanlig tænkte over meningen med mit liv, mærkede jeg, hvordan jeg havde bortødslet meget af det, fordi jeg jagtede værdiløse ting i stedet for at forfølge Guds sag. ’Jeg har fuldstændig forkludret den eneste mulighed for at gøre noget meningsfyldt for Herren’, tænkte jeg. ’På grund af min miserable fortid, fuld af fiaskoer og svigt, har jeg én gang for alle forpasset chancen for at gøre noget, som kan gøre en ægte forskel i andre menneskers liv.’
Jeg sank ned i en dyb depression, som jeg ikke troede, jeg nogensinde igen skulle rejse mig fra. Den var så slem, at jeg ikke engang længere kunne komme ud af sengen.
Efter råd fra min mand opsøgte jeg en præstefrue i vores menighed. Hun havde en særlig evne, hvad angik åndelig indsigt, åbenbaring og sjælesorg. Mary Anne, som hun hed, var fortrolig med Bibelens Gud, som sætter fri, helbreder og forandrer liv ved bøn. Når hun bad, virkede Guds Ånd på særlig vis.

Jeg fortalte Mary Anne min historie. Hun foreslog, at vi først skulle faste tre dage. Så skulle vi mødes igen og bede sammen. Jeg fulgte hendes anvisning og gik efter at have fastet hen til hende igen. Ved dette møde var der også en anden præstekone til stede. Så snart de to lagde deres hænder på mit hoved og mine skuldre og begyndte at bede, mærkede jeg kraften fra Helligånden ramme mig.
De bad om befrielse for depressionerne, selvmordstankerne og angsten. Og underet skete: Jeg mærkede, hvordan depressionen forlod mig. Det vil sige, jeg følte fysisk i armene og skuldrene, hvordan tristheden og bedrøvelsen løftede sig. I stedet trængte en følelse af lethed, frihed, fred, håb og glæde ind i mit hjerte.
Næste morgen regnede jeg med, at depressionen ville komme igen. Men det var, som sjælesørgeren havde forudsagt: Den kom ikke. Heller ikke den næste dag og de følgende dage. Den kom faktisk aldrig igen tilbage. Den var fuldstændig væk – og har nu været det i over tredive år! Det var et fuldendt værk. Det havde Gud gjort, da ingen og intet andet kunne hjælpe mig.

Siden den dag har jeg troet på fællesbønnens kraft. Hvis Gud på et øjeblik kan tage en håbløs, livslang sygdom væk, hvor meget mere kan han så ikke gøre? Hvor meget mere vil han gøre?
I mellemtiden har jeg i over tredive år altid haft en bedepartner – eller to, eller tre, eller fem, eller syv – alt efter livssituation. Jeg har erkendt, at jeg ikke kan leve uden bøn. Uden den kan jeg ikke være en god ægtefælle, mor, forfatter eller foredragsholder. Kun med bøn kan jeg lægge Guds kærlighed og nåde frem for andre og udvirke noget. Jeg er taknemmelig for mit nye liv uden depressioner, og jeg ved, at bønnens muligheder er ubegrænsede, fordi Gud er ubegrænset. Alt er muligt, fordi intet er umuligt for Gud. Hvor meget tiltror du ham?

Vores præst fortalte os engang om en missionær, som sammen med nogle andre mennesker var blevet overrasket af en stormflodsagtig oversvømmelse. Straks tog de alle hinanden i hænderne og bød vandmasserne at standse. Da de således i bøn gik sammen mod vandet, blev deres liv skånet. Dette er et perfekt billede på, hvorfor kristne må gøre sig til ét i bønnen. Vi har brug for hinanden, især når vi rammes af noget svært i livet og føler, noget vil ødelægge os og skylle os bort.

1. Brug de chancer, der byder sig hver dag. Jeg kan kun opmuntre enhver til at finde en person, som han eller hun regelmæssigt kan bede med. Samtidig må sådant et møde ikke være langvarigt. Benyt de mange, små lejligheder, der giver sig i løbet af dagen, også selv om det kun er et par minutter.

2. Sammen er vi stærke. Find det gamle løfte frem igen: ”For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” (Mat. 18,20). Ved du, hvilken kraft der ligger i ”to eller tre”? Jesus har lovet ganske særligt at være midt iblandt os, når vi slår os sammen med en eller flere personer. Jeg kan ikke forestille mig noget stærkere argument for at gå sammen i bøn.

3. Find en fællesnævner. Jesus siger også: ”Jeg siger jer: Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader” (Mat. 18,19). Men hvad betyder det helt præcist – ”bliver enige om”? Og hvad præcist skal vi blive enige om? Og hvordan ved vi, om vi faktisk er enige? Det er først og fremmest vigtigt at være enige om, hvem vi beder til. Beder vi alle til den eneste sande, almægtige, hellige, levende Gud, Himmelens og Jordens Skaber? Beder vi desuden i hans søn Jesu navn? Er vi enige om, at hans vilje skal ske? Hvis vi ikke er enige herom, vil vores bønner ikke have kraft nok til at nå højere end til loftet i lokalet.

4. Bed konkret. Yderligere skal vi være enige om, hvad vi helt præcist beder om. Hvis du for eksempel beder om, at en bestemt person skal flytte til en anden by, og jeg beder om, at vedkommende skal blive her, er vi ikke i overensstemmelse med hinanden, og vores bønner har ikke nogen kraft. Hav også mod til at bede om noget konkret. Bed ikke bare almene bønner som for eksempel: ”Velsign dit-og-dat…”

5. Regn med Gud. ”Hører du mig virkelig?” Det spørger mange kristne sig. Tror du, at Gud hører dine bønner? At noget ændrer sig, når vi beder? Hvis vi virkelig regner med, at Gud hører bønhører os, vil vores bønner ændre sig.

6. Læg ikke pres på. Overlad resultatet til Gud. Tidligere brød jeg mig ikke om at bede højt for andre. For jeg spurgte mig selv: Hvad nu, hvis Gud ikke hører min bøn? Hvad nu, hvis jeg beder om helbredelse for nogen, og han ikke bliver helbredt? Eller om et gennembrud i livet for en bestemt person, og ingenting sker? Hvad så? I dag ved jeg: Det er min opgave at bede og Guds opgave at høre denne bøn. Jeg skal ene og alene gøre mit arbejde og lade Gud gøre sit. Resultatet afhænger af Gud, ikke af mig.

7. Hvad tæller: Det er hjertet, der tæller, ikke retorikken. Der findes forbavsende mange mennesker, som har svært ved at bede højt for andre. En af de væsentligste grunde hertil er frygt: ”Vil min bøn lyde veltalende? Vil jeg fortale mig?” Men Gud ser på hjertet og ikke vores evner som taler. Bed ganske enkelt fra hjertet, ligegyldigt hvor jævne dine ord er.
Af Stormie Omartian

Måske spørger du dig selv: Vil jeg nogensinde slippe af med min tristhed? – Bare rolig. Der findes veje ud af sjælens mørke. Depressioner er ganske vist lige så mangeartede som livet selv. Det gælder såvel sygdommens årsager og forløb som måden at blive helbredt på. Derfor kan alle erfaringsberetninger kun være en brik i et stort, komplekst puslespil. En depression udløses og næres kun sjældent af en enkelt grund. Derfor sker helbredelsen ofte på flere planer og i et individuelt tempo.

Kroppen: ”Depressioner virker på hele mennesket”, siger dr. Archibald Hart. ”Den sidder lige så vel i maven som i hovedet.” Kroppen spiller faktisk en væsentlig rolle i helbredelsesprocessen. Lette depressioner kan ofte overvindes med sund ernæring, mere sollys (i forbindelse med årstidsdepression) sport og tilstrækkelig med ro og hvile. Men hos mange mennesker ligger der en svær, kemisk forstyrrelse til grund. Denne kan have genetiske årsager (som er tilfældet ved bipolar depression) eller kan opstå, hvis et menneske skal udholde et ekstremt pres over en lang periode. I dette tilfælde er det ikke nok med sport og sund mad. Her kan medicin sørge for at genoprette den kemiske ligevægt i hjernen og i hormonbalancen. Det gode herved er, at videnskaben de senere år har gjort kæmpe fremskridt. Medicinen virker mere målrettet og har færre bivirkninger end for ti år siden. Alligevel søger mange desværre trøst i alkohol.

Forstanden: Næsten alle lader sig en eller flere gange narre af livsløgne: ”Jeg er en taber!” – ”Jeg skal gøre alle tilpas.” – ”Jeg må ofre mig for min familie.” – ”Jeg er skyld i, at mor døde.” Mange løgne eller irrationelle tanker lader sig let afsløre. Andre stikker dybere, styrer ubevidst vores reaktioner og anretter derved megen skade. Når skyldfølelse, angst eller frustration har spøgt i baggrunden tilstrækkeligt længe, kan tanker gøre syg. Og jo længere de driver deres uvæsen, desto dybere rutsjer personen ned i tristhedens dal, hvor der slutter sig endnu flere løgne til. Neurotiske depressioner er for eksempel ofte en følge af usunde følelses- og livsmønstre, som opbygges over en længere periode. Derfor gælder det om at opdage og omtænke løgne – helst sammen med en sjælesørger.

Sjælen: Sår på sjælen bløder ikke. Derfor går man hurtigt hen over traumatiske oplevelser som misbrug og mobning og fejer dem ind under gulvtæppet. ”Åh, nu er det jo overstået! Det var jo slet ikke så slemt.” Sorg ignoreres af angst eller usikkerhed. ”Livet må gå videre!” Men såret heler ikke af sig selv, ligegyldigt hvor lang tid der går. Derfor er det af afgørende betydning at tillade sorg, at forarbejde traumatiske oplevelser og at tilgive skyld – over for andre, men også over for sig selv – og at give slip. Vi kan lægge alle sår hen til Gud og være vis på én ting: Han er den bedste sjælesørger.

Omstændigheder: Mange depressioner forårsages hovedsageligt af livsomstændigheder eller livsstil som for eksempel langvarigt stress på arbejdspladsen (udmattelsesdepression), en dramatisk livsomlægning (som eksempelvis kan medføre ensomhedsfølelse) eller vold i hjemmet. I sådanne tilfælde er det vigtigt at ændre livsvaner eller – omstændigheder. For det er omstændighederne eller vanerne, som er hovedfaktoren.

Guds overnaturlige virke: ”Intet er umuligt for Gud”, sagde Jesus. Og det gælder stadig i dag. Gud gør underværker, og bøn kan udvirke de utroligste ting. Hvorfor helbreder Gud ikke altid eller straks? Dette spørgsmål ender for det meste i en blindgyde. Men ofte virker Gud, mens vi tager nogle skridt og modnes, idet vi måske reflekterer, omlægger vaner og ændrer vores måde at tænke på. Ét står fast: Gud hører vores bøn, og på korset betalte han den højeste pris for at udfri og helbrede os.