Venstre sidebanner eksempel

Du er ikke en maskine

”Laaaangsom arbeit. Du nichst machina!”, sagde den gamle græker, Karalambo, som kunne en smule tysk. Det lærte han af tyskere, der invaderede hans hus og blev boende i flere år under 2. verdenskrig.
Karalambo sagde det til mig flere gange om dagen – da jeg var ganske ung og alene på eventyr i Grækenland. Jeg boede hos 78-årige Karalambo og hans hustru – ansat som ”oliven-plukker”. Om morgenen red jeg på æsel til deres olivenlunde. Og kommentaren faldt, enten når jeg ihærdigt slog på grenene på et oliventræ med en pind eller trak nettet væk fra træet bagefter. Han syntes, jeg arbejdede for hurtigt. Ofte lagde han en hånd på min skulder, mens han sagde det – og insisterede på en ekstra appelsin-, feta- og tomatpause… eller den lange frokostpause.
Nogle år senere bragte mit arbejde som journalist mig til New York, hvor jeg oplevede modpolen. Tempoet var forrygende hurtigt, fascinerende og smittende. Jeg sov næsten ikke i de otte dage, opholdet varede. Undervejs mødte jeg en new yorker, der fortalte, at når han en sjælden gang kørte ud af byen for at tage i skoven, endte det altid med, at han styrtede tilbage til bilen og tændte radioen. Stilheden skræmte ham.
Når man er havnet i ”new yorker-grøften” – altså den der med for mange jern i ilden og for lidt fred, så kan stilhed være foruroligende. Alle har brug for tid til at kede sig – bearbejde indtryk og følelser, lade op… måske tænke lidt over, om man skal justere lidt på sine valg og fravalg?
Prøver man altid at nå for meget kan det få uheldige konsekvenser, for vi er jo ikke maskiner, som bare kan erstattes, hvis vi brænder sammen. I mange småbørnsfamilier er stress, overstimulation og et forceret tempo – ikke kedsomhed – den største opgave at tage fat på.

Det kan være svært altid at efterleve den gamle grækers ord om at arbejde langsomt. I et samfund, der tilbeder hurtighed og effektivitet. Men jeg prøver… selvom min indre new yorker stadig kan finde på at stikke fjæset frem. Medfølelse er jo f.eks. meget vigtigere end effektivitet. Og jeg har efterhånden luret, at jeg når mest og har det bedst, når jeg er fredfyldt flittig.