Ørkengudstjeneste på stenbroen…
Ny gudstjenesteform på Nørrebro henter åndelig inspiration fra de tidlige kirkefædre. Tiltrækker modne unge.
Unge siver ind i Kristus Kirken på Nørrebro, stiller skoene og sætter sig. Stearinlysene er tændt ved et alter med hvid dug, et kors, ikoner og det vigtigste: vin og brød til eukaristien.
Ordet betyder nadver, og er det centrale i denne såkaldte Ørkengudstjenste, som holdes hver onsdag kl. 18.
Gudstjenesten henter både former og fornyelse fra den tidlige kristne kirke, hvis ledere ofte levede som eremitter ude i ørkenen. Herfra vendte de tilbage med åndelig kraft til en hedensk verden.
Også her på Nørrebronx skaffer Ørkengudstjenesten ro midt i storbylarmen, her bremser vi op i det stressede hverdagsliv og finder dybde midt i overfladiskheden. Ja, her er ånd midt i en materialistisk verden. Sådanne tanker kan strømme gennem hovedet, når man sidder og gearer ned.
Alle kan tage del i eukaristien, og hvis man ikke ønsker dette, får man blot en velsignelse, informerer ørkenpræst Simon Fuhrmann, inden gudstjenesten går i gang. Ind kommer alle medvirkende, sangdiakon, prædikant og røgelsesdiakon. Sidstnævnte bærer den velduftende røgelse i små kar, der hænger i en kæde. Når han svinger karrene, breder duften sig i hele det store kirkerum.
Herren være med jer, siger præsten til forsamlingen, der nu er oppe på over 50.
Herefter beder præsten frit: Herre, hvem er jeg, at jeg kan lede denne hellige gudstjeneste. Vær med os Herre!
– En ørkengudstjeneste er at være Gud nær, ja, at blive delagtig i Gud, fastslår han senere med henvisning til eukaristien, der ikke blot handler om tilgivelse for synd, men delagtiggørelse i Guds natur.
Sammen beder alle ordene fra Salme 51 i Bibelen: Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig! Bønnen efterfølges af stilhed, hvorefter strofen Kyrie Eleison synges igen og igen. Ordene på græsk betyder: Herre, forbarm dig!
Præsten tager et tredelt lys sammen med korset som symbol på Treenigheden og lyser velsignelsen. Han tager røgelseskarret og svinger det, røgelsesdiakonen tager over og svinger karret over menigheden.
Præsten siger: Karret er Maria og røgelsen er Kristus til syndernes forladelse! Han løfter brødet op som tegn på Kristi legeme, mens forsamlingen gentager Kyrie Eleison hele 39 gange for hvert af de piskeslag, Jesus fik i Pilatus gård, én gang for spydet i siden og endnu én gang for tornekronen på hovedet.
Herefter tager en deltager sin guitar frem og spiller et klassisk stykke musik. Præsten løfter Bibelen og udbryder: Salige er jeres ører, for de hører Guds ord!
En ung mand i cowboybukser stiller sig frem. Han er prædikant i dag og opfordrer menigheden til at spise Guds ord i hverdagen.
– Vi fristes ofte til at tage et stykke chokolade for at opnå en hurtig mæthedsfornemmelse, mens vi egentlig har brug for at sætte os ved det store kolde bord og spise i 40 minutter, siger han.
Derefter opfordres menigheden til at komme frem med de guddommelige tanker, der måtte dukke op. Der er også plads til fri bøn nu, og den strukturerede gudstjeneste bliver pludselig meget fri, inden den igen trækker på de oldkirkelige traditioner.
Forsamlingen udsiger en oldkirkelig bekendelse fra år 381, den såkaldt nikæo-konstantinopolikanske trosbekendelse, som begynder: »Jeg tror på én Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber
Menigheden opfordres på ægte paulinsk vis at give hinanden et helligt kys, som foregår ved, at man kysser sin egen hånd og derefter breder hænderne ud mod den, man vil hilse.
Præsten løfter igen brødet, hælder vinen op, tilsætter vand for der flød både blod og vand ud af Jesu side, da han fik spydet i siden.
Menigheden opfordres til at bede stille, tale i tunger eller bede højt, mens der ind imellem synges Kyrie Eleison.
Alle er velkomne til at gå op og modtage eukaristien. Enhver får et stykke brød, et bæger vin og dypper selv brødet i vinen. Igen opfordres menigheden til at bede, profetere, tale i tunger eller udlægge det.
Gudstjenesten toner ud, og alle inviteres med ind i et sidelokale, hvor der er suppe og brød til alle. En totaloplevelse til ånd, sjæl og legeme er ved at være slut.
– Det er en tragedie, at de forskellige kirkelige traditioner i historiens løb har kæmpet om at drive Ånden ud af kroppen eller fornægte kroppen til fordel for Ånden. Hvis kirkerne levede liturgisk i én krop og én ånd – ville gudstjenesten forene kirkerne.
Det siger Simon Fuhrmann, præst for Ørkengudstjenesterne, der holdes hver onsdag i Kristus Kirken på Nørrebro.
Der er en sælsom blanding af ortodoksi og karismatik i jeres gudstjeneste. Hvorfor det?
– Gudstjenesten ligner mennesket. Mennesket har både en krop og en ånd. Den faste form, liturgien, svarer til kroppen. Det karismatiske svarer til Ånden. Ligesom vi i vores liv ikke skal skille krop og ånd ad, har Ånden også sin plads i den ordnede liturgi. Hvis Ånden ikke fylder gudstjenesten og gør vores bønner levende, giver det ikke mening at holde gudstjeneste. Ligesom Gud længes efter at bo ved sin Ånd i vores menneskelige kroppe, fylder han gudstjenestens liturgi med sit guddommelige nærvær.
– Form og indhold hører ubønhørligt sammen. På denne måde har det karismatiske sin plads i den ordnede liturgi hvor ellers? spørger Simon Fuhrmann.
Ørkengudstjenesten er fælleskirkelig og samler modne unge fra et bredt spekter af kirker. Men initiativtagerne vil ikke starte egen kirke.
Hvorfor ikke?
– Målet med Ørkengudstjenesten er ikke at starte en ny kirke, men at blive et tegn om enhed i en splittet kristenhed og en splittet verden. Vi favner kirkens forskellige traditioner og søger tilbage mod vores fælles rødder til den tid, hvor Kirken var én.
I tiltrækker mange modne unge. Hvorfor tiltrækkes de af røgelse, tunikaer, ritualer
.
– Det spørgsmål stiller jeg også mig selv. Et bud kunne være, at gudstjenesten i mange sammenhænge bliver stadig mere flad og let tilgængelig. Men hvis vi søger den treenige Gud, der altid er større og helt ubegribelig, ja, et mysterie, så har vi måske brug for, at der i gudstjenesten også er rum for dybden og mysteriet.
– Et andet bud er, at livet bliver stadig mere tempofyldt. Derfor kan vi have brug for at komme helt ned i tempo. Ørkengudstjenesten tager ret lang tid, for vi har brug for tid til at komme til tro, slutter Simon Fuhrmann.