Sande venner liker

Jeg har endelig fundet mennesker, som forstår min humor. Nu sender vi smileys til hinanden på Facebook.
Bliver du misforstået konstant? Taler I forbi hinanden? Opstår der dyb tavshed, hver gang du forsøger dig med en vittighed? Så er det en god idé at oprette en Facebook profil. Her udvider du dit netværk betydeligt; her finder du venner, der forstår dig. Det er online sjælesorg, der rykker!
Facebook-venner er virkelig venner. De trykker like hver gang, du kundgør dine filosofiske refleksioner, de svarer dig klogt med et lol, jep eller nååå ja, og mest af alt: De overøser dig med små glade ansigter, hver gang du skriver noget, der tilnærmelsesvis er sjovt.
Som nu forleden. Nogen havde postet et citat af Pippi Langstrømpe: ”Det har jeg aldrig prøvet. Så det tror jeg sagtens, jeg kan klare!””
Jeg likede med det samme, og greb så chancen for at fortælle en vittighed, jeg forgæves har serveret for min familie i over 30 år -– uden at kunne påvirke en eneste lattermuskel hos hverken kone eller børn:
En dreng blev spurgt: ”Kan du spille klaver?”.
”Det ved jeg ikke”, svarede drengen, ”for jeg har aldrig prøvet!”
Hahahaha ha ha h a… Sjovt, ikke? Nå.…
Men over facebook er jeg blevet ven med min gamle chef fra dengang, jeg som helt ung stod i musikforretning. Han likede den og smileyede til mig og tilføjede med samme fantastiske humor, som jeg selv har:
En kunde havde brækket armen og fået den i gips. Da han fik gipsen af sagde doktoren: ”- Så, nu er armen så fin, at du kan spille violin!”
”- Tak, doktor, det har jeg da altid ønsket mig!, svarede kunden.
Hahaha, kluk, kluk, kluk. Herlig humor.
Og nu får I, kære læsere, den endelige lakmusprøve på, om I kan fange melodien. Her kommer vittigheden over alle vittigheder, og ligesom den første om drengen med klaveret, stammer den fra Harry Lindqvist, der skrev en fast klumme i Svenska Journalen gennem mine teenage-år. Hør nu:
To mænd gik i parken. Pludselig peger den ene hen imod en bænk og siger:
”Er det ikke Olfert Hansen, der sidder derhenne?”
Den anden svarer: ”Jamen, han er jo død.”
Hvorefter vennen siger: ”Hvordan kan det så være, at han bevæger sig?”
Hvis du grinede her, kan du måske blive en af mine sande venner på Facebook.

Af Svend Løbner
Journalist