Far og datter på kampagne i Tanzania
Missionærdatteren Gitte Falk besøgte sine forældre, Hannah og Egon Falk, i Tanzania og fortæller her om en kampagne, hun deltog i.Mandag d. 16. juli satte vi kursen mod Ilagala, med udsigt til en køretur over 2 dage. Meget er sket i Tanzania, siden mine barndomsår herude, og jeg kunne blandt andet glæde mig over en lang strækning af asfalt, som gjorde især den første del af turen ganske behagelig.
Rejsens 2. dag tog os dog hurtigt væk fra asfalten, og foran os strakte der sig hundredvis af kilometer ad støvede, røde veje.
Da vi ankom til Ilagala blev vi kongeligt modtaget af byens kristne. Under stor jubel og stamme-inspireret dans bød Ilagalas præster os velkomne.
Det var meget rørende at blive modtaget på denne måde.
Onsdag begyndte vi med vores formiddags-seminarer, som blev afholdt i den Anglikanske kirkes nye bygning denne var dog ikke færdig, og i stedet for et almindeligt tag sad vi i skyggen under palmeblade.
Dette fungerede dog glimrende, da Ilagala ikke kun er et meget støvet sted, men også et varmt sted. Palmebladene gave os skygge, samtidig med at en let brise nemt fandt sin vej ind til os.
Peter Raphael, pastoren af New Life City Church i Arusha, og jeg delte formiddags-undervisningen mellem os.
Han havde en fantastisk undervisning om det kristne livs fundament. Selv havde jeg oplevet Gud lægge kvinderne i særdeleshed på mit hjerte, og jeg fik lov til at undervise dem om Evas skabelse, om kvinden med alabast-krukken samt Maria og Martha.
Vi blev hurtigt klar over, at Gud havde planlagt et grundlæggende tema om kristen livsførelse og attitude, da vores undervisning faktisk passede meget godt sammen.
Det var meget fantastisk at opleve, hvordan antallet af seminar-deltagere voksede for hver dag der gik.
Både børn, mænd og kvinder myldrede ind i den halvfærdige bygning. Da alle bænkene var optaget, satte folk sig ned på presseninger eller direkte på den røde jord, og enkelte slæbte sten og mursten ind, som de satte sig på. Hver session varede omkring 45 minutter, med plads til sang og tilbedelse både før og efter. Alligevel på trods af tiden vi brugte var folk opmærksomme og lyttende.
Hver eftermiddag blev der afholdt børnemøde noget, folkene i Ilagala ikke er vant til.
Der blev spillet musik, sunget og danset, og alle, både voksne og børn, var tiltrukket af Kiroboto dukken, der på mystisk vis troppede op hver dag med sine 3 venner og var med til at underholde.
I direkte forlængelse af børnemødet startede eftermiddagsmødet med sang og optræden af diverse kirkekor fra området. Både børn og voksne var nysgerrige, lyttende og meget opmærksomme, og selv de, der ikke ville være ved det, stoppede op lidt længere væk og blev stående, til mødet var slut først på aftenen.
Min far Egon prædikede ved hvert møde et enkelt, letforståeligt, men utrolig stærkt budskab om frelse, tilgivelse af synder og helbredelse og udfrielse fra onde ånder.
Hver eftermiddag nærmest styrtede folk frem til forbøn, sultne og desperate efter Guds berøring.
Ved hvert møde var der dæmonbesatte størstedelen kvinder og det var med lidt tøven, jeg ved det første møde kastede mig ind det, jeg oplevede som en kamp. En åndelig kamp, som kun kan vindes ved Guds hjælp! Nøden var stor og næsten ubeskrivelig, og tårerne trillede stille ned ad mine kinder, mens jeg bad for alvorligt syge kvinder, børn og mænd.
Adskillige gange blev jeg bedt om at holde klædestykker tilhørende syge, der ikke selv kunne komme til mødet dette gjorde jeg, fuldstændig overbevist om, at Gud kendte disse mennesker og deres situation.
Jeg bad i fuld tillid til, at Gud er i stand til at helbrede selv på afstand!
Dette fik vi bekræftet den sidste aften, da en mand kom op og vidnede han kom fra en anden by og var taget til møde uden sin familie. Han vidste, de ville have, han skulle komme hjem hurtigt, men han valgte at blive. Den ene eftermiddag gik han til forbøn på sin kones vegne – hun sad derhjemme og var blind. Da han ringede til hende efter forbønnen, kunne hun bekræfte, at hun havde fået sit syn tilbage!
En anden, gammel kvinde brød ud i spontan glædesdans efter at have vidnet om, at Gud havde helbredt hende. I 7 måneder havde hun ikke kunnet gå, men nu dansede hun af glæde for øjnene af os alle sammen!
Jeg kunne bruge meget mere tid og plads på at fortælle om alle mine oplevelser. Der er ingen tvivl om, at jeg rejser hjem, beriget og velsignet af denne rejse.
Nøden er stadig stor i dette store, smukke land, men jeg rejser hjem overvældet af den kærlighed, Gud har til dette folk.
De er på mange måder anderledes end jeg. Deres liv følger helt andre mønstre end vores i Vesten. Men ét er sikkert: Guds kærlighed til dem er lige så stor, som den er til alle andre. I Hans øjne er de hele arbejdet værd.
