Jeg – en klassisk ung
Jeg er alligevel ikke så gammel, som jeg følte mig på et sommerstævne i år.
Er jeg ved at blive gammel? Eller er jeg blot klassisk ung?
Det kom jeg i tvivl om under lovsangen på et af sommerens kristne stævner. For jeg lagde mærke til, at musikernes lydniveau var blevet højere, mødesalen mørkere og videoflimmeret bag lovsangsteksterne mere intenst.
Er jeg ved at blive gammel? spurgte jeg mig selv, mens jeg huskede tilbage på dengang, jeg selv ledte lovsang. Det var med en enkelt mikrofon og en akustisk guitar over for 2000 mennesker på det, der dengang blev kaldt Pinsevækkelsens Landsstævne.
Man kunne høre teksterne, man kunne høre sig selv synge, og man kunne se sig omkring og føle sig som ét folk i samlet lovsang til Gud.
Og man skulle ikke betale ved indgangen. Mødet var jo ikke en koncert
Måske er jeg blevet gammel
eller måske er jeg bare ærgerlig over, at jeg missede stævnets senioreftermiddag?
Nej, for dagens unge er blevet klassiske. De dyrker genrer som folk, pop, softrock og stille ballader, hvor en enkelt sangstemme akkompagneres nænsomt af akustisk guitar eller klaver.
Ligesom jeg selv og de andre hippier i de glade 70ere.
Og så tænker jeg: Måske er den gængse lovsangsstil på sommerstævnerne designet af mennesker i 30 års alderen. For det var jo in at give den hele armen for 10-15 år siden.
Nu skal Gud jo nok tage imod vores lovsang, uanset hvilken stil, vi bruger. Så bliv endelig ved
Men vi har bare jo ældre vi bliver sværere og sværere ved at koncentrere os om at tilbede Gud, når alt skal gå i et så hæsblæsende tempo.
Jeg har en idé: Måske skulle man lave en 30er-eftermiddag for dem, der kan li at larme, og så lade 
os klassiske unge – os gamle sammen med de helt unge – nyde lovsangsbruset i den klassiske lovsang?
Af Svend Løbner
Journalist
