Klagesager om diskrimination af kristne i EU-lande

En stewardesse og en sygeplejerske blev tvunget ud af deres job, fordi de ville bære smykker i form af kors på deres arbejde. Nu er deres sag til behandling ved Europadomstolen i Strasbourg.
To britiske kvinder, en stewardesse og en sygeplejerske, blev tvunget ud af deres job, fordi de ville bære smykker i form af kors på deres arbejde.

Jurist Ruth Nordström, Uppsala følger sagen.

To andre – også briter – blev afskediget, fordi de af konfessionelle grunde vægrede sig ved at vie par af samme køn.
Tirsdag i sidste uge blev sagen prøvet ved Europadomstolen i Strasbourg. En af forsvarerne var Ruth Nordström, jurist fra Uppsala.

Godt rustede

– Vi var godt rustede og havde gode argumenter, det kan man derimod ikke sige om de britiske myndighedspersoner, som fremviste et håbløst ukendskab til gældende lovgivning. Så jeg er optimist, siger hun i telefonen på vej til lufthavnen i Strasburg.

Uhørt vigtig sag

Sagsbehandlingen af de fire tilfælde, som har verseret rundt i forskellige britiske processer, og som nu er havnet i Frankrig, betegnes af Ruth Nordström, som uden sidestykke og historisk.
– Mundtlig procedure ved Europadomstolen er ekstremt sjældent forekommende; men dette er et uhørt vigtigt tilfælde, med stor principiel betydning, og det er historisk, da det jo handler om tolkningen af begreberne menneskeret og trosfrihed i Europakonventionen, siger hun.
Selv om hun ikke var direkte part i sagen, var hun i højeste grad indvolveret. Inden forhandlingerne havde hun nemlig fremsat et trediepartsindlæg. At en tredie part har ret til at intervenere, er ikke tilladt i Ruth Nordströms hjemland Sverige, medens der internationalt gives denne mulighed.
Ruth Nordström har været talsmand for tre svenske organisationer, som overvåger retssikkerheden i Sverige: tænketanken Claphaminstitutet, som virker for trosfrihed for bl. a. præster, KLM, Kristne læger og medicinstuderende, og Pro Vita, en organisation, som arbejder for menneskerettigheder.
Men det endelige resultat er ikke lige på trapperne.

Måneder før dom

– Såframt der er enighed i dommerkollegiet, kan det vare fem, seks måneder inden der falder dom. Såfremt dommerne er uenige, kræver det flere møder, og da tager det betydelig længere tid, siger hun.
Tilsyneladende mener hun ikke, at hun har nogen grund til nervøsitet for udfaldet, snarere er hun fuld af tiltro, ikke mindst med tanke på hvor dårlig hun synes modpartens indsats har været.
– Når dommeren adspurgte dem, hvad andre britiske love sagde om samvittighedsfrihed, kunne de ikke give noget udtømmende svar. De kendte til noget om abort; men ellers bad de om tilladelse til at vende tilbage til emnet, siger hun og betegner ukundskaben som ”forbløffende”.

Samvittighedsfrihed

Den part, som hun repræsenterede, kunne fremvise helt andre takter og redegjorde for flere forskellige områder, som påvirkes af samvittighedsfriheden: militærtjeneste, receptudstedelse, plejepersonale som har ret til at nægte at deltage ved udslettelse af menneskelige embryoer, shiker som har tilladelse til at køre motorcykel uden styrthjelm, blot for at nævne et par eksempler.
I sit indlæg argumenterede Ruth Nordström med støtte af FNs deklaration for menneskerettigheder og trosfrihed, og redegjorde også for tidligere retspraksis i Europa.
Selv sagen mod pinsepræsten Åke Green tog hun op, en sag hvor Højesteret til sidst vægtede Europakonventionen højere end svensk lovgivning, noget som bestyrker hende i troen på en lykkelig udgang for trosfriheden selv nu.

Forfulgte tilstede

Tre af de fire personer, som tirsdagens forhandlinger omhandlede, var til stede i retssalen i Strasburg. En af dem, som Ruth Nordström talte med, var meget overrasket over, at nogen fra Sverige ville støtte hans sag.

Stor interesse

Med ved sagens behandling var der yderligere syv-otte andre personer, som i lighed med Ruth Nordström havde interveneret som tredie part.
– Jeg talte faktisk med en, som repræsenterede modstandersiden; men han var overordentlig ydmyg og interesseret i vores argumenter, siger hun.
Hun konstaterer, at der var stor medieinteresse for sagen.
– Her var masser af journalister fra forskellige lande. Og flere kristne grupper og kirker var på plads for at vise deres opbakning, siger hun og tilføjer:
– Men fra svensk side var der tyst, de er vist gået glip af noget…