SUNDHED
Gobaneh giver kristen terapi med bevægelse og gospel musik

Hendes navn betyder ’fuldmåne’ og hun blev født i en muslimsk familie i Etiopien. Senere gik turen via Tanzania og en dansk ateistisk adoptivfamilie til tro på Jesus. Gobaneh og hendes danske mand er begge aktive medlemmer i Apostolsk Kirke i Hillerød.Var det noget med blid bevægelse til gospelmusik afsluttet af kristen meditation?

Gobanehs terapi går ud på at genskabe helhed i krop, sjæl og ånd med Bibelen som vejviser. Hun bruger blandt andet Pilates, afspænding og gospel musik foruden teoretisk undervisning i sine terapiforløb.

Gobaneh Ella Nielsen Dimma tilbyder terapi-former, der er næsten lige så eksotiske som hendes egen baggrund. Der er plads til både Pilates-inspireret motion og kristen bøn i kælderen i Hillerød Menigheds Center.

Dine Egne Ressourcer
– Hvem har pustet energi i dit liv – og hvem har taget din glæde? spørger Gobaneh i en invitation til åbent hus den 1. november.
Gennem terapien skal man igen finde energien og glæden, men der skal arbejdes med personlig vækst både på det kropslige, psykiske og åndelige plan. Her inddrages afspænding og psykoterapi både for enkeltpersoner og i grupper.
Folk skal lære noget om selvforståelse og deres egne grænser. Det er på den måde, at man kan få sit liv tilbage, siger Gobaneh Ella Nielsen Dimma, som er uddannet inden for både afspændingspædagogik og kristen psykoterapi.
Både kristne og ikke-kristne kan deltage i den alsidige terapi. Hvor situationen kræver det, vil også Gobanehs dansk-fødte mand, Tommy, være med i terapi, støttegrupper og undervisning.