Hvornår er lovsang ægte?
Bare fordi du løfter hænderne, betyder det ikke, at det kommer fra hjertet.En mand står en søndag morgen med hænderne løftet, mens han tilbeder Gud. Midt i musikken står han stille, mens han langsomt trækker vejret. Han lader Guds nåde, barmhjertighed og kærlighed fylde ham. Han føler fred, afslappethed og glæde, og det viser han i lovsangen.
Den samme mand går på arbejde mandag morgen. Han beder stille, da han føler sig dømt af Gud. Mens han stille fortsætter med at gå, lader han Guds nåde, barmhjertighed og kærlighed fylde sig. Han føler fred, afslappethed og glæde, og det viser han igennem lovsang, mens han takker Gud af hele sit hjerte midt på fortorvet.
Er et af disse øjeblikke fyldt med mere tilbedelse end det andet? Når manden er i kirke om søndagen, gælder hans lovsang så mere? Har vi brug for at have vores hænder løftet, mens vi synger det seneste lovsangshit, for virkelig at møde Gud?
Der er en farlig tendens i vores kirke til at inddele vores tro. For eksempel siger vi, at vi kommer ind i Guds nærvær i kirken, hvilket antyder, at vi går væk fra det, når vi forlader kirken. Vi går ind i tid med tilbedelse, når bandet går på scenen, hvilket antyder, at når vi sætter os ned igen, så ophører vores lovsang. Meget af dette her handler jo om måden, man siger det på – men den underliggende bekymring er reel nok.
Særligt lovsangsområdet har taget skade af denne tankegang. Vi ved, at vi kan bede alle steder, uden at det vil være dårligere. Der er ingen forskel på, om vi beder i kirken eller i bussen.
Men når det gælder lovsang, så virker det mere indviklet. Vi tænker på lovsang som de 15 minutter inden prædikenen. Vi ved dybest set godt, at det er mere end det, at det handler om at have en tilbedende livsstil, men vi fortsætter med at knytte det til det at synge.
På hebræisk, som Det Gamle Testamente er skrevet på, er ordet for tilbedelse shachah, og det betyder mere end noget andet at bøje sig ned. Når israelitterne talte om at tilbede Gud, så forstod de det som at bøje sig ned for Ham.
På samme måde er det med græsk, som Det Nye Testamente er skrevet på. Her er ordet for tilbedelse proskuneo, og det indbefatter også handlingen, hvor man kommer ned på knæ og tilbeder.
Der er ingen tvivl om, at syngende lovsang har en hovedrolle i et liv med tilbedelse. Det er et bibelsk princip, vi ser igennem hele Bibelen. Men selvom det er en kraftfuld handling at give gensvar på Guds kærlighed og nåde ved lovsang, så kan det også blive misbrugt.
Den moderne lovsangsbevægelse med alt dens lys, store bands og gode sange balancerer på en tynd line imellem at lede mennesker ind i Guds nærvær og at lede mennesker ind i en rock-koncert.
Det, der gør forskellen, er dit eget ansvar. Nogle gange kan det være svært at sige, om de følelser, vi føler under lovsang, skyldes, at vi oplever Guds nærvær, eller at vi kan lide musikken. Men lige netop i det øjeblik bestemmer du, om du tilbeder i din Ånd, eller om du bliver fanget af showet.
Det er ikke for at sige, at mennesker ikke møder Gud på denne måde, og på mange måder er vores lovsang i menighederne mere inkluderende og intim, end det nogen sinde har været tidligere. Men det at løfte hænderne på en søndag morgen betyder ikke i sig selv, at du lever et liv i tilbedelse.
Et liv i tilbedelse involverer, at du ser og søger efter Gud fra dag til dag, og at du giver ham gensvar, når du ikke har lyst til det. At vi sætter hele vores liv i en position, hvor vi bøjer os ned for ham – i vores daglige beslutninger, vaner og arbejde. Jeg siger grundlæggende, at ord ikke er nok; den sandhed, vi taler om og læser i Bibelen, skal leves ud.
Et liv i tilbedelse er ligesom en motor. Motorer er lavet af forskellige dele, som alle har deres specifikke funktion. Nogle af delene er store og giver stor kraft, mens andre dele er helt små, og de får de store dele til at fungere, som de skal. Selvom de alle har forskellige funktioner, så har de alle sammen et fælles mål: At skabe kraft.
Ligesom en maskine, så har et liv i tilbedelse forskellige dele – nogle er små, andre er store. Der er øjeblikkene med Gud i vores fællesskaber, i vores kirker, når vi samles med andre i fælles tilbedelse for at takke Gud for det, han har gjort i vores liv. Så er der øjeblikkene, vi har hver dag, hvad enten det er en overvældelse over skabningens skønhed, behovet for nåde i en brudt verden eller Guds hvisken ind i vores dagligdags rutiner.
Alle disse øjeblikke arbejder sammen i et liv i tilbedelse og skaber kraft til at videreføre vores tilbedelsesord til handlinger. Øjeblikke med Gud igennem sungen lovsang er ikke vigtigere end at mødes med ham på vej til arbejde, eller når vi er sammen med venner. Det er kombinationen af disse øjeblikke, der skaber et grundlag, som hjælper til at forme et liv i tilbedelse.
I Hebræerbrevet 13,15 står der: Lad os bestandig ved ham bringe Gud takoffer, det vil sige frugten af læber, som bekender hans navn.
Tilbedelse, som ærer Gud, er ikke nødvendigvis det samme som en søndag morgen med en meget ekspressiv lovsang.
Derimod er et liv i tilbedelse snarere et liv, som taler om Gud, lytter til Gud, som ser Gud i verden og som arbejder sammen med Gud. Ingen sang kan rumme dette eller give os dette. Gud ønsker, at vi skal tilbede ham i alt, hvad vi gør – ord, handlinger, sange og møder med ham og mennesker.
Gud elsker at høre os, når vi lovsynger ham – og han svarer igen ved at synge over os (Zefanias 3,17). Vi skal fortsætte med at tilbede ham igennem sang, både individuelt og i fællesskaber, mens vi supplerer det med vores daglige tilbedelses-handlinger, som giver vores ord hænder og fødder.
Af James Dwyer /
Relevant Magazine
