Løfterne opfyldes i Israel

Cecilie og Jeremy Longfield erkender, at der er mange forskellige holdninger til Israel. De mener, at Bibelen siger nogle klare ting, og ønsker at udbrede den forståelse til andre.Hvorfor er Israel noget særligt? Vi mødte gæstetalerne Cecilie og Jeremy Longfield fra Jerusalem før Dansk-Jødisk Venskabs årlige venskabsstævne.

Her sidder Jeremy med et UMO-team fra Holland. Jeremy mener, at volontørophold eller lignende er en oplagt måde, at opleve Israel på.

’Kristen zionisme’ er temaet for Dansk-Jødisk Venskabs årlige venskabsstævne, der finder sted i Evangeliekirken fra d. 3-4 november på Frederiksberg. Cecilie og Jeremy Longfield fra Jerusalem taler blandt andet over emnet: ’Rejsen til Zion’.
De har været Dansk-Jødisk Venskabs repræsentanter i Jerusalem siden januar 2010 og har forskellige opgaver.
– Vores opgaver i Israel er meget alsidige, hvilket sikkert er tilfældet for mange udsendte medarbejdere rundt omkring i verden, så vi vil nøjes med at nævne to af dem her:
– En af vore primære opgaver er at fungere som tovholdere og projektledere for Dansk-Jødisk Venskabs (DJV) hjælpeprojekter i Israel, hvor de primære israelske samarbejdspartnere er Ahavat Kol Israel, som brødføder fattige familier i Jerusalem, og Orr Shalom, som arbejder med udsatte børn og unge rundt omkring i Israel, forklarer de.
DJV yder både økonomisk og praktisk hjælp til disse organisationer og det er deres opgave, at formidle og koordinere hjælpen, samt holde DJV’s medlemmer og bestyrelse orienteret om samarbejdet. Samtidig bærer de generelt en stor del af ansvaret for videreudviklingen og udvidelsen af DJV’s hjælpearbejde. Sammen med volontørkomitéen i Danmark, er de også ansvarlige for DJV’s volontørprogram i Israel.
– I den forbindelse er det bl.a. vores opgave, at arrangere kommende volontørers ophold; finde dem en arbejdsplads i Israel og fungere som deres kontaktpersoner, mens de er her.
– De fleste volontører arbejder på hjem for autister, hjem for fysisk og psykisk handicappede eller på plejehjem, da det er disse former for institutioner, som har størst behov for hjælp.
De mener, at volontørlivet er en perfekt måde, at se og opleve landet på. Arbejdspladsen giver kost og logi, så det eneste man selv skal sørge for er: flybillet, rejseforsikring og lommepenge.

Vil have undervisning og inspiration

Cecilie og Jeremy er begge aktive i en menighed og ser det som en nødvendighed.
– Til daglig er vi en del af ”King of Kings Community Jerusalem”, som er en stor international kirke. Det er et ’must’ for vores ”overlevelse” her, at vi er en del af et åndeligt fællesskab.
– Vi er her med ønsket om at give ud af os selv, men for at vi kan blive ved med det, kræver det, at vi også har et sted, hvor vi kan få undervisning og inspiration, siger de begge.
– Derudover er dét at være en del af en menighed for os noget meget naturligt og velkendt. Vi har på mange måder en noget anderledes hverdag end vi ville have haft i vore hjemlande, og her er kirkefællesskabet med til at give os følelsen af at have et fast stabilt tilhørssted. Pt. er vi begge en del af kirkens lovsangsteam, og Jeremy er en af kirkens lovsangsledere, siger Cecilie.

Temaet for årets stævne er ’Kristen zionisme’. Her snakker Jeremy med nogle religiøse jøder.
Fornyet perspektiv på Israel og kirken

Parret har forventninger til årets stævne og ønsker, at flere unge skal forstå DJVs forhold til Israel.
– Vi håber at se folk få et fornyet perspektiv, når det gælder forholdet mellem Israel og kirken.
– Det ville være dejligt at se endnu flere fra de yngre generationer få en forståelse for og hjerte for Israel.
De mener, at mange af os ofte har den opfattelse, at Israel som land og folk kun har med Bibelens beretninger at gøre. Dermed har Israel heller ikke den store relevans i dag for os – udover de mange ting vi har lært og fortsat kan lære af disse beretninger.
– Men såvel GT som NT taler om ting, som skal ske i fremtiden, som vi endnu ikke har set og oplevet, og hvor Israel som land og folk spiller en meget central rolle. Med andre ord betyder det, at Gud ikke er færdig med Israel, og at der er nye beretninger i vente, som vi kan lære af, og som vi ikke skal snyde os selv for.

Kristen zionisme bliver politisk

Israel er et meget kontroverielt land. Så hvordan ser Jeremy og Cecilie på kristen Zionisme?
– Et sådan spørgsmål bliver meget hurtigt politisk ladet, hvad enten vi vil det eller ej. I Bibelen læser vi om, hvordan Gud udvalgte et folk og et hjemland til dette folk, igennem hvem Han ville åbenbare sig for verden og sende sin søn.
– I løbet af denne – skal vi kalde det rejse – lavede Gud pagter og afgav løfter til dette udvalgte folk; løfter som også er gældende for et bestemt geografisk område, mener de.
I Gamle Testamente talte Gud som bekendt bl.a. igennem sine profeter, når daværende forhold i landet skulle konfronteres, og når det gjaldt ting, som skulle ske i fremtiden.
– Tag bare alle profetierne som omhandler Jesus – hvor han skulle fødes, hvordan han skulle lide osv. På samme måde er der også profetier, der taler om, at jødernes skal vende tilbage til det land, som Gud oprindeligt lovede deres forfædre i GT og det er bl.a. disse løfter, som mange kristne zionister bygger deres overbevisning på, forklarer de.
– Sagt på en anden måde: Gud har været og er tro mod sine løfter og profetier i GT og NT, og det vil han blive ved med at være – også når det gælder det jødiske folk og landet Israel.
De har nu været i Israel i tre år og i løbet af den tid, har de set og lært meget. Deres syn på mange ting er mange gange blevet ændret. De formes stadigvæk af livet dernede.
– Når det gælder kristen zionisme, ser vi dog en fare i at lade politiske, race- og følelsesmæssige synspunkter forme eller stå i vejen for dannelse af menneskers holdninger og meninger. Det primære må være, hvad Gud siger i sit ord og i Bibelen taler Gud tydeligt om et specifikt hjemland til jøderne og om en by, som bærer Hans navn (jf. 1 Krøn 6,6). Om vi føler, at jøderne bør have et hjemland eller ej, er i og for sig irrelevant.

Ikke et let emne

Men er kristen zionisme kun for mennesker i Israel eller er det også et globalt fænomen?
– Det kommer helt an på, hvad forståelsen af ’kristen zionisme’ er. De mange forskellige kirkeretninger og kirketraditioner rundt om i verden, vidner om, at vi mennesker læser, forstår og fortolker Bibelens ord meget forskelligt og det gælder selvsagt også skrifterne som omhandler ”løftets land”. Jeremy vil søndag formiddag i forbindelse med stævnet dele sine tanker om emnet.
– Kristen zionisme er et meget stort emne, og vi har knap nok skrabet overfladen her, men har du lyst til at høre mere om emnet, så sæt et kryds i kalenderen og kom og vær med til DJV’s stævne, lokker Jeremy Longfield.
Stævnet byder også på emner som: ’Kan man være kristen og zionist?’ og ’Kristen zionisme i praksis’.
Desuden vil der være en stor messiansk lovsangsaften, som bliver ledt af Jeremy. Det bliver en lovsangsaften, hvor mellemøstlige og vestlige toner mødes. Aftenen vil byde på hebraiske, danske og engelske sange samt bøn for Israel og refleksion.