Norsk deltagelse i løvhyttefesten måske for nedadgående
Ingen myndighed i Jerusalem kender grunden, men det synes at være et faktum, at den norske deltagelse i Løvhyttefesten måske er på vej ned.
Det er den internationale kristne ambassade i Jerusalem, som arrangerer denne store kristne sympatitilkendegivelse, og det er den, som idag har opgivet deltagernes navne og disses lande.
Ifølge ambassadens mediedirektør, David Parsons, ligger Brasilien stadig i spidsen med 1318 deltagere, fulgt af Sydafrika med 541, Kina (sammen med Hongkong og Taiwan) 400, Finland 232, USA 230 og endelig Norge med 163.
Tallet for Norge kan imidlertid allerede nu bestrides, idet disponent Jon Teigen fra SI-Reiser har udtalt:”Vi har 300 gæster på bestllingslisten”. Mange norske kristne og pilgrimme er også taget med Fokus-Reiser, hvortil kommer 80 nordmænd der har påmeldt sig gennem Den internationale kristne Ambassades Norges-afdeling.
Adskillige nordmænd kommer imidlertid også hertil som enkeltpersoner, ikke via en organisation.
Først når festen, hvis højdepunkt er Jerusalem-marchen på torsdag, er forbi, vil arrangørerne få tid til at se nærmere på antallet af deltagere – og så vil det nok vise sig, at Norge ligger mere i top.
Et stort antal kristne parlamentsmedlemer fra en snes lande verden over afholder en konference i Jerusalem under Løvhyttefesten, og de ventes at ville udsende et stærkt budskab om identificering med den israelske regerings kamp for at gøre en afslutning på Irans atomprogram.