Mirjam blev medicinfri
Mirjam Hagsteen blev først rask fra sin alvorlige psykiske sygdom, da Gud bad hende om at stoppe med pillerne.- Når vi har været det igennem og klaret det, så er der ikke noget, som kan vælte os af pinden, siger Mirjam. Hasse bryder ind:
– Det lyder altså lidt for skråsikkert.
Mirjam fortsætter:
– Det kan godt være, men det er altså sådan, jeg har det.
Et helt almindeligt ægtepar. En helt almindelig meningsudveksling. Det ville ikke være noget særligt, hvis ikke virkeligheden i seks lange år havde været så utrolig langt fra dette. Mirjam og Hasse Hagsteen fra Trige ved Århus fortæller sammen fra deres livs mareridt.
– Jeg vidste aldrig, om Mirjam ville være i live, når jeg kom hjem, eller om Falck havde været der, og hun var indlagt, fortæller Hasse.
Og Mirjam viser sine arme, som ellers altid er skjult af lange ærmer. Arme der er fyldt af knudrede ar, ar fra at skære sig og brænde sig.
Og Hasse trækker en tommetyk journal frem. 300 sider om Mirjam.
– På et tidspunkt var der en distriktssygeplejerske, som sagde, at han troede, Mirjam var den mest syge person i Århus Amt, husker Hasse. Han smiler ved tanken.
– Det er ved at være så langt væk nu, at det virker helt absurd, at jeg havde det så dårligt, forklarer Mirjam.
Mirjams teenageår havde været rigtig svære. Da hun mødte Hasse, havde hun stadig ikke fået dem bearbejdet.
– Vi mødte hinanden, da vi begge var med nødhjælp i Hviderusland. Jeg var afsted med baptistkirken i Roskilde, hvor jeg kom fra, og Mirjam var afsted sammen med Euroclass, som vi skulle køre hjem med. Jeg vidste bare, at jeg skulle med på den Hvideruslandstur.
De kalder ikke deres møde kærlighed ved første blik, men de snakkede næsten hele vejen hjem i bussen fra Hviderusland – og der er langt. De aftalte ikke noget, men cirka tre uger senere sendte de breve til hinanden. Som krydsede på vejen.
Mirjam og Hasse smiler ved tanken. Mirjam var 17, og Hasse var 25 dengang. Halvandet år senere var de gift. Bare to år senere fik de en søn, og da barslen var slut, gik Mirjam i gang med en uddannelse som pædagog.
– Da jeg nærmede mig den første stopprøve på uddannelsen efter et halvt år, knækkede filmen for mig, forklarer Mirjam.
Hun havde i nogen tid selvmedicineret sig med alkohol og skåret sig lidt, for at holde livet ud. Hun havde aldrig fået bearbejdet sine teenageår.
To dage før stopprøven tog hun et helt glas panodil og måtte til udpumpning for at overleve.
– Det var ren panik. Jeg havde slet ikke gennemtænkt konsekvenserne, fortæller Mirjam.
– Jeg kunne bare ikke forholde mig til mit liv og kunne ikke klare det pres, det var at være ung mor og skulle håndtere uddannelse samtidigt.
Hendes selvmordsforsøg betød, at hun blev indlagt på psykiatrisk afdeling for første gang ud af 16 og fik sine første antidepressive piller. Men det hjalp ikke rigtigt. Tværtimod fik hun det værre og værre.
– De værste dage tænkte jeg kun på, hvordan jeg bedst kunne skade mig selv. Endda når jeg var indlagt på akutafdeling S3, som var den bedst bevogtede afdeling med en vagt der overvågede mig døgnet rundt, kunne jeg lynhurtigt knuse en pære og skære mig med den, fortæller hun. Undervejs fik hun mange forskellige diagnoser. En af de værste var skizofreni.
– Hun begyndte at høre stemmer, se biller og kryb. Hun troede, der var nogen, der fulgte efter hende, og at der var gift i hendes mad. Da det var allerværst, kunne hun slet ikke skelne virkelighed og bedrag, forklarer Hasse. Mirjam kan nemlig ikke huske helt så meget som Hasse. En af de mange behandlingsmetoder, hun fik prøvet, var elektrochok – og det tog noget af hendes hukommelse.
– Jeg begyndte med at få nogle få piller, og til sidst fik jeg mere end 20 om dagen og havde prøvet omkring 30 forskellige slags medicin. Jeg fik antidepressiv medicin, nervemedicin, antipsykotisk medicin, sovemedicin, bivirkningsmedicin, og jeg fik det bare dårligere.
Hun synes, at noget af det værste ved hendes psykiske sygdom var tvangfikseringerne.
– De kunne ikke stoppe hende, når hun ville skade sig selv, så de blev nødt til at spænde hende fast, forklarer Hasse.
– Det er det mest modbydelige og ydmygende, jeg har oplevet i mit liv, husket Miriam og ryster på skuldrene, som om hun stadig kan ane de snærende bånd.
– Jeg synes, at det var værre, når hun var psykotisk og trak sig helt ind i sig selv og bare sad og rokkede, siger Hasse, som måtte stå model til lidt af hvert gennem årene.
– Jeg kan huske engang, hvor jeg sad nede på legepladsen med vores søn Benjamin. Han ville gynge og hygge, og jeg kunne se Miriam gå rundt oppe i vores lejlighed og finde ting frem til at skade sig med, husker Hasse.
Benjamin oplevede heldigvis aldrig de alvorligste sider af sin mors sygdom.
– Vi havde en aflastningsfamilie i kirken, som også tog sig af ham, når det var akut nødvendigt, og så tror jeg også, at Mirjam holdt en anelse mere sammen på sig selv, når Benjamin var der, forklarer Hasse.
– Jeg tror også, at Gud har beskyttet ham midt i det hele, konstaterer Mirjam.
Mens hendes nedtur bare fortsatte blev Hasse hængende.
– Jeg overvejede aldrig at forlade hende, og dengang vidste jeg jo ikke, at det ville få en ende, jeg troede, det ville være sådan her hele livet, eller så længe som hun overlevede. For jeg tænkte, at der nok ville være et selvmordsforsøg, som lykkedes på et tidspunkt.
– Men for mig var ægteskabet i medgang og modgang. Det var en pagt, og det var seriøst for mig. Før jeg blev gift, havde jeg sagt til Gud, at jeg ikke kunne leve uden at blive gift, og så oplevede jeg, at Gud mindede mig om, at ægteskab ikke var lutter lagkage, så det var jeg indstillet på, forklarer han.
Efter seks år med aktiveringstilbud, bostøtte, gentagne indlæggelser, psykologisk udrykningsteam, medicin, bivirkninger og daglig selvskade og selvmordsforsøg nåede Mirjam bunden af bunden.
– Jeg havde været indlagt i tre måneder, og de var ved at finde et psykiatrisk bosted til mig, for jeg kunne ikke bo hjemme længere. Jeg fik udgang, hvor jeg skulle blive på sygehusets grund, og så tog jeg den første taxi ud på motorvejen. Jeg nåede ikke at gå ti skridt, før politiet var der og tog mig med tilbage til sygehuset, husker hun.
Der hørte hun lovsang på sin discman, som hun plejede.
– Jeg havde ikke meget trosliv i de år, men jeg kunne høre lovsang, så det gjorde jeg. Og denne dag var det, som om Gud gennem en af lovsangene bare mindede mig om at stoppe med al medicinen med det samme, fortæller Mirjam, som ikke sagde det til nogen, men bare stoppede. På fjerdedagen opdagede sygeplejersken det og sendte hende ind til lægen.
– Af en eller anden grund lykkedes det mig at få ham overbevist om at lade mig fortsætte uden medicin, fortæller Mirjam.
Siden den dag for snart syv år siden har hun været medicinfri, og hun har heller ikke skåret i sig selv eller prøvet at begå selvmord.
– Det første halve år efter jeg var blevet rask, var jeg nærmest manisk af begejstring, men i dag har jeg det bare godt, fortæller Mirjam, som ingen bivirkninger fik, selvom hun stoppede med alle piller fra dag til dag.
– Jeg har ikke noget problem med medicin, hvis det virker. Men hvis det ikke virker, skulle man måske prøve noget andet, siger Mirjam.
I dag er Mirjam evigt taknemmelig for, at Hasse holdt ud. Ud over Benjamin på 14 har de Noah på fem og Sara på tre år. De har ingen aflastningsfamilie eller bostøtte, og Benjamin er en glad og tilfreds dreng. Og det er hans forældre også.
Mirjam er ved at finde ud af, hvad hun skal med sit liv, så hun ikke behøver leve på en førtidspension altid. Og de er en taknemmelig familie.
– Jeg ved ikke, hvad meningen var med det hele. Men jeg ved, at min tro ikke var prøvet før. Men det er den nu. Og den holdt, konstaterer Hasse.
