Netanyahus koalitions-dilemma influerer på vigtige besøg fra udlandet

Statsminister Binyamin Netanyahu har travle dage. Mere end nogensinde. Han arbejder ihærdigt på at oprette en koalitionsregering og hører samtidig en advarende klokke minde ham om at skynde sig.
Vigtige besøg fra USA og Norge er afhængige af udfaldet af dette politiske puslespil. Hvis det ikke lykkes Netanyahu at skabe en samlingsregering i løbet af kort tid, må han gå til præsident Shimon Peres og sige, at han ikke har klaret opgaven at danne regering. Han vil få en ny, kort frist til at gøre det, men hvis det ikke lykkes i anden omgang, må Peres pege på en anden mand.

Hvem dette bliver, kan der kun gisnes om. Der ses ikke nogen politisk skikkelse i horisonten, som vil kunne magte dette.

De vigtige besøg er af præsident Barack Obama, udenrigsminister John Kerry og af Norges udenrigsminister Espen Barth Eide. Disse besøg vil først kunne finde sted, efter at der er dannet regering i Israel.

Kerry vil komme hertil som led i en Mellemøst-rundrejse, der ikke mindst har sigte på at få den israelsk-palæstinensiske fredsproces op på skinnerne.

Obama, der ikke har besøgt Israel som præsident, vil også gøre en sådan rundrejse. I Israel ser man med en del skepsis frem til dette besøg, der – siges det – vil fokusere på Iran og Syrien, men ikke behandle det betændte forhold mellem Israel og palæstinenserne. Men en sådan tilbageholdende holdning over for det mest brændende anliggende i regionen vil næppe falde i god jord, hverken hos israelere eller palestinensere.

Tiden er inde til at løse denne konflikt, der vedrører folk langt uden for området, og her har Obama chancen for at gribe ind. Det er og nu. Det er formentlig korrekt, hvad en amerikansk kilde har sagt, at Obama af hensyn til sin politiske fremtid ikke kan tillade sig at vende tilbage fra Mellemøsten med tomme hænder – og at der derfor hemmeligt på forhånd er opnået enighed om de væsentligte anliggender.

Ellers ville Obama ikke have meddelt sin ankomst. Risikoen vile have været for stor.
Den norske udenrigsminister kommer hertil som forberedelse til den internationale donorkonference om støtte til palestinenserne, et møde der finder en gang om året, og som iår har en presserende agenda som følge af den svækkede palæstinensiske økonomi. Også i disse kredse afventer man udfaldet af en regerigsdannelse – og hvem Israels udenrigsminister bliver.

Det er oprettelsen af en koaltionsregering, der kæmpes om bag kulisserne. Der er udført mange politiske kolbøtter og studehandler og været mange intriger om at komme med i regeringen eller holde sig i opposition.

En central skikkelse i oprettelsen af en regering er den 49-årige ex-TV stjerne, Yair Lapid, nu politisk komet, som er dukket op på firmamentet med 19 mandater og er blevet den næststærkeste faktor i knesset, efter Netanyahu. Den karismatiske Lapid er formand for det nye “Yesh Atid” (“Der er enfremtid”) parti. Han har dristigt udtalt, at han bliver Israels statsminister ved det næste valg.

Lapid vil sikkert blive medlem af en ny samlingregering. Han kræver soldatertjeneste for ultra-ortodokse, fremme af sociale forhold for unge, oprettelse af en palæstinensisk stat, standsning af bosættelsesbyggeri, nedtrapning af antallet af ministre og ophævelse af “minister uden portefølje”.

Det er ikke mindst disse anliggender, der kæmpes om bag kulisserne. Kampen gælder ikke blot Lapid, men mindst seks-syv partier er også med til at købslå med Netanyahu.

Det er sandsynligt, at Netanyahu vil tilbyde Lapid udenrigsministerposten, men forlydender herom har sat den tidligete udenrigsminister, Avigdor Lieberman, i harnisk. Han mener, at den post tilkommer ham, og at han kan genindtage den, når sagen om hans formodede kriminalitet er afgjort.

Viceudenrigsminister Danny Ayalon, der idag trådte tilbage fra sin post, er blevet åbenmundet og har fremsat en lang liste af Liebermns politiske bommerter.
– Det vil være en katastrofe for Israel, hvis Lieberman påny bliver udenrigsminister, siger Ayalon.

Mens brikkerne langsomt er ved at fald på plads i Netanyahus puslespil, tales der nu om Tzipi Livni som minister for et særligt ministerium, der skal fremme fredsprocessen. Hun har tidligere ført forhandlinger med palæstinenserne, og det menes, at hun vil være godt egnet til denne opgave.

Netanyahu ønsker at danne en bredest mulig regering, og det tales om, at han måske vil kunne skaffe sig omkring 80 af knessets 120 mandater. I en sådan regering vil der, udover højre-partiierne, være de ultra-ortodokse partier, nogle center-venstre partier og det nye parti “Habayit Hayehudi (“Det jødiske Hjem”) under ledelse af Naftali Bennet.

Den israelske politiske kommentator, Itamar Rabinovic, der har været ambassadør i USA og er en dybtgående kender af arabiske anliggender, skriver i en artikel under overskriften ‘Sandhedens øjeblik for Netanyahu”, at der har været indblanding fra såvel amerikansk som israelsk side i hinandens valgkampagner.
– Men vi har aldrig oplevet et sådant forsøge påt skabe en israelsk regeringskoalition, skriver han.

Rabinovic fortsætter:
– Hvis Netanyahu overvejer at holde Lapid ude og gå ind for en snæver, højredrejet koalition, vil dette være recepten for et frontalt sammenstød med Washington.