Forsker fik bevis for Gud

(Læsetid: 8 minutter)
Lene tilbyder nu ofte at bede for tilfældige, og mange mirakler sker.
Lene tilbyder nu ofte at bede for tilfældige, og mange mirakler sker.

Forskeren Lene Hauge Jeppesen ville være helt sikker, før hun personligt afskrev Gud som ikke-eksisterende. Men hun fik sig en stor overraskelse…
Lene Hauge Jeppesen er forsker og underviser på Syddansk Universitet i Odense, samt på Erhvervsakademiet Lillebælt, hovedsagelig i marketing. Hun har også et par andre uddannelser. For nylig besluttede hun at finde ud af, om Gud findes…

– Som ung tog jeg på et par jordomrejser og forsøgte bl.a. at finde meningen med livet hos en indisk guru, fortæller Lene til Udfordringen.
– I dag er jeg glad for, at jeg slap væk, for jeg vidste ikke, hvad jeg havde med at gøre.
En dag ringede min mor og sagde, at min søster var kommet med i en sekt. Så hun ville have mig til at redde hende.
Det viste sig nu, at det ikke var en farlig sekt, men en dejlig frikirke i Vejle. Og jeg fandt hurtigt ud af, at det var et godt sted, som jeg også ville med i.
Det var nok mest det sociale, der drog mig til frikirken. Jeg havde haft en svær barndom og havde nogle sår. Så det var dejligt at være med i et så positivt fællesskab. Vi kom ellers fra et helt u-kirkeligt hjem.

Savnede kraften

– Men jeg fandt alligevel ikke den styrke og fylde, som jeg nu har opdaget. Jeg har fx ofte hørt, at der er ”kraft i Ordet” – men jeg forstod det aldrig. Det er jo overnaturligt, og det har jeg aldrig kunne gribe – før nu.
Når andre sagde, at de kunne ”mærke”, at Helligånden var her, så tænkte jeg, at det ville jeg også gerne kunne. Men jeg mærkede ingenting.
Jeg blev ret hurtigt gift efter at jeg begyndte at komme i kirken, men blev skilt efter ca. 10 år.

Gled væk fra kirken

– Jeg fordømte nok mig selv og gled efterhånden ud af kirken. Siden har mit privatliv ikke set så godt ud. Jeg fandt en ny kæreste, som jeg flyttede sammen med i Odense.
Han var ikke kristen, men det syntes jeg ikke betød noget – dengang – i dag kan jeg se, hvor vigtigt det er.
Jeg blev stadig mere lunken. Jeg regnede mig selv for kristen, men jeg sagde det ikke til nogen. Jeg læste ikke i Bibelen og kom ikke i kirken. Jeg levede det ikke ud.
Når jeg kom ud i en krise, råbte jeg alligevel på hjælp fra Gud. Men jeg kom jo ikke tæt på Gud, så jeg kunne få den hjælp, jeg havde brug for.
Efter otte-ni år gik forholdet til min kæreste i stykker, og jeg har været alene de sidste ca. 5 år.

Mor tvivler…

– Min datter begyndte også at stille spørgsmål ved min tro. Hun gik selv på en kristen efterskole og lurede nok, at mor ikke var så troende.
Jeg kunne også selv mærke, at jeg faktisk ikke troede mere.
Som forsker lærer man jo, at alt skal kunne forklares. Og i perioder troede jeg ikke på Gud.
Jeg havde ligefrem ondt af min søster Lis og min svoger, fordi de gik og snakkede begejstret om den der gud, som jo ikke fandtes. En dag ville det gå op for dem, at de havde taget fejl, og så ville de blive så skuffede, tænkte jeg.

Alvorlig krise

– For et par måneder siden var jeg ude i endnu en krise. Værre end før. Det var ikke sådan, at jeg ikke kunne passe mit arbejde eller blev diagnosticeret til at have en depression eller noget andet.
Men jeg græd i 14 dage. Jeg var bare så ked af det. Og jeg vidste, at hvis ikke der skete noget, så kunne det ende galt.
Mens andre glædede sig over de mange helligdage i foråret, frygtede jeg dem. For jeg havde i mange år begravet mig i arbejde og havde ikke en særlig stor omgangskreds.
Så jeg ringede til min søster og håbede på lidt medlidenhed. Men hun sagde i stedet: Prøv at se væk fra dig selv og tænk på, hvordan du kan hjælpe andre.
Det var en øjenåbner. Og der begyndte at ske noget i mig.

Gav Gud en chance

– Jeg tænkte, at kun Gud kunne ændre min situation, og samtidig var jeg så overbevist om, at Gud slet ikke fandtes.
Det var mit – og er mange menneskers – dilemma.
Men jeg gav Gud en chance.
Jeg måtte have et håndgribeligt bevis. Så jeg begyndte at google mirakler på internettet. Og jeg fandt faktisk en del artikler, som virkede troværdige. Rigtigt mange kan fortælle, at de har oplevet et mirakel.
Jeg kom til at se nogle You Tube videoer af Torben Søndergaard, og de talte til mig. For jeg tænkte: Hvis Gud virkelig findes, så vil jeg tro på ham, og så vil jeg leve et autentisk kristenliv.
Jeg vil være en del af det. Jeg vil ikke bare stå og kigge på.
Så jeg støvede min bibel af og læste nu med en helt ny indstilling. Det var nu eller aldrig. Jeg læste for at finde svar.
Jeg så på Torbens hjemmeside, at man kunne blive ”kick-startet” ved at gå på gaden sammen med Torben. Men da Torben var i udlandet, blev jeg i stedet tilbudt at gå på gaden i Åbenrå sammen en, der hedder Tommy.
Jeg tog derned, trods sommerfugle i maven. Det var ret grænseoverskridende.
Vi gik rundt på gaden i 3½ time. Tommy viste, hvordan han kom i kontakt med folk. Og så skulle jeg lægge hænderne på dem og bede for dem.
Vi bad for mange, og jeg var helt ør i hovedet. For der var i hvert fald 15, der blev helbredt – hvor vi kunne se resultatet her og nu. Desuden var der nogen, som først skal have det tjekket.
Så – efter den aften tvivlede jeg ikke længere på, at Gud findes, ler Lene.

Får ved at give

– Når jeg nu beder for andre, så oplever jeg selv en velsignelse, som jeg ikke har kendt i mange år. Før gik jeg efter selv at blive velsignet. Nu velsigner jeg andre for deres skyld og bliver selv velsignet.
Efter at jeg har talt med andre om, hvad jeg selv har oplevet, har de også fået mod på at tage skridtet og gøre noget.
Nogle har været med mig på gaden, og de har også set spontane helbredelser.
Vi går alle og siger: ”Ja, hvis der kommer en anledning, så… vil jeg gøre det.” Eller ”Hvis Gud siger til mig, at jeg skal bede for nogen, så skal jeg nok gøre det…” Men det er den forkerte rækkefølge. Vi skal selv tage initiativet, og så går Jesus med os ud. Og der er en anledning hele tiden.
I sidste uge gik jeg rundt i Vordingborg og bad for syge. Hver anden, jeg gik forbi, slæbte rundt på en rollator. Andre gange går jeg bare hen til en rask person og spørger, om der er noget, jeg kan bede for. Og det er der som regel.

Helt normal

– Nogen forestiller sig måske, at du er hyperaktiv eller maniodepressiv. Fejler du noget?
– Nej, jeg fejler intet, svarer Lene med en høj latter.
– Jeg har min gode uddannelse, jeg passer mit arbejde og mine to børn. Jeg har hus og have og det hele. Jeg fejler ingenting. Jeg er bare ivrig efter, at flere skal få hjælp fra Gud.
Vi er alle sammen så bange for, hvordan folk skal se på os. Og jeg er også bevidst om, at det her koster mig noget. Det vil sikkert betyde, at nogle af mine arbejdskolleger vil tænke noget mærkeligt om mig. Men det er jo en del af prisen. Og det er jo ingenting i forhold til, hvad fx de kristne i Kina må finde sig i af forfølgelse.
– Tror du, at mange kristne har det ligesom du havde?
– Ja, det tror jeg. Dengang, jeg kom i kirken i Vejle tænkte jeg ofte: Hvorfor er der ikke flere, der bliver frelst? Hvorfor sker der ikke mere?
Jeg tænkte, at de andre nok bad mere og læste mere i deres bibel, end jeg gjorde. De var nok mere udadvendte og forkyndte nok mere over for deres venner og arbejdskolleger.
– Hvad skal vi kristne så gøre for at få vendt situationen?
– Vi skal være mere åbne om det, vi tror. Nogle synes måske, det er usmageligt og personfikseret at lægge klip på YouTube af mirakler, men jeg kan jo se, hvordan det har opbygget min tro og min begejstring.
Så lad os smitte hinanden med begejstringen over alt det, vi har i troen på Jesus.

Læs også