Per taler i hele verden

Bagersønnen Per Hyldgaard fra Hjørring bliver i stigende grad brugt som taler til massemøder i hele verden. Her fortæller han sin historie til Udfordringens læsere, som han sidste år indledte et samarbejde med.

Per Hyldgaards forældre havde en bagerbutik i Hjørring, og i hjemmet var prædikanter og missionærer ofte på besøg, når de talte i den lokale menighed.

”Lille Per” sad ofte og lyttede, mens hans drejede rundt på en fodskammel og forestillede sig, at det var en stor lastbil.
En dag spurgte en missionær ham, hvad han ville være, når han blev stor.
– Jeg vil være lastbilchauffør eller politibetjent eller – missionær, røg det ud af ham.
– Straks, jeg havde sagt det, skyndte jeg mig ind på mit værelse og bad Gud om tilgivelse. Jeg var så flov. For jeg havde jo ingen planer om at blive missionær, husker Per.
Men de ord viste sig at gå profetisk i opfyldelse mange år senere, hvor han kom til at tale på store massemøder for tusinder i over 30 lande. Mere end 200.000 har taget imod Jesus på disse kampagner.

Børneklub i kælderen

Per var efternøleren blandt de 5 søskende. Familien tilhørte Missionsforbundet, og hver uge samlede de 75 børn i kælderen til børneklub.
– Jeg voksede op med en forståelse af, at vi skulle ud med det kristne budskab, fortæller Per, der i dag er taknemlig for sin åndelige arv.
Men som teenager syntes han, det var svært.
– Jeg valgte at gå på Idrætshøjskole, og det blev en åndelig ørkenvandring for mig. Troen gled langsomt ud. Det var en kamp at holde fast og få læst i Bibelen. Jeg var også lidt flov over min tro.
Jeg bad desperat til Gud og fik også svar. Det skete ved et karismatisk ungdomsmøde. Jeg havde ikke tidligere oplevet kristendommen på den måde. Men her mærkede jeg Guds nærvær og fik en ny kraft over mit liv. Der blev tændt en brand i mig den dag.
Da jeg vendte hjem til Hjørring, smittede entusiasmen de 5-6 andre i ungdomsgruppen. Bøn kom til at fylde meget. Og vi oplevede, at gruppen voksede til over 40. Flere kom til udefra, fordi de var blevet frelst.
Tidligere havde jeg troet, at det var kedeligt at tjene Gud, men nu ønskede jeg ikke noget højere, husker Per, der opgav sine planer om at blive politibetjent, selv om han under sin værnepligt var blevet udvalgt til befalingsmand.

Bøvl…

– Jeg forsøgte at blive udsendt hos nogle missioner, men der var ingen interesse.
I maj ’89 var jeg på Brande Bibelskole, og jeg kan huske, at jeg en tirsdag sad ved søen og var meget frustreret.
Jeg sagde til Gud, at jeg ønskede at tjene ham, om jeg så skulle tjene ham i Bøvl! (Det er en lille by i Vestjylland.)
Kort efter kom der en mand og spurgte, om jeg ikke skulle på bibelskole i USA. Jeg vidste med det samme, at det var dét, jeg skulle.

Gud velsignede

– Da jeg rejste til Oklahoma, havde jeg kun penge med til 2-3 måneder, men i lufthavnen kom et ældre ægtepar for at hente mig. De tilbød mig at bo gratis i et hus. Og en anden tilbød at være chauffør for mig, så jeg ikke skulle gå flere kilometer hver dag til skolen. Jeg fik også bøger fra tidligere studerende. Det var, som om Gud ville vise mig, hvordan det var, når han sørgede for mig.
Jeg kunne endda tage hjem fra skoleåret med penge på bankbogen.
Det var fantastisk at være derovre i kirken, hvor de havde forbindelse til prædikanter, som Oral Roberts og T.L. Osborn. Hver søndag kom der 4-5.000 i kirke til hver af de 3-4 gudstjenester. Det var noget andet end det, jeg var vant til hjemmefra…

Visionen

I USA havde Per en nat en meget livagtig vision. Han så tusindvis af mennesker, som sank i og ikke kunne redde sig selv.
Per bad chokeret Jesus om at frelse disse mennesker. Men Jesus svarede: Jeg har gjort alt det, jeg kan gøre. Nu er det op til jer.
Visionen blev for Per et alvorligt kald til at gøre sit yderste for at lede mennesker i hele verden til frelse gennem tro på Jesus Kristus.

Ikke præst, men missionær

Da Per Hyldgaard kom hjem, fik han lov at fungere i menigheden i Hjørring, hvor de manglede en præst.
Bagefter kom han til menigheden i Brovst, før han tog til Tanzania i et år for at arbejde sammen med pinsekirkens missionærer og lære af dem.
Og derefter begyndte eventyret i Stenum.
Per var blevet gift med Lisbeth, som er sygeplejerske. De har tre børn, David, Sissel og Mikkel.
Da parret blev forstanderpar i Missionsforbundet lille menighed i Stenum i 1995, var det kun en lille kirke. Først voksede menigheden ud af den lille kirke, og efter at pladserne var fordoblet, begyndte man i 2000 at bygge den kæmpestore Vesterkirken med plads til 500 i salen – og mulighed for at lukke op i siderne, så der kunne være 1200.
Men Per følte sig stadig ikke på sin rette hylde. Han skulle ikke være pastor, men missionær.
I 2004 oprettede han sammen med gode venner Gospel Outreach. Og siden har han prædiket i mere end 30 lande.
– Der findes utroligt meget godt missionsarbejde. Nogle bygger børnehjem, bygger bibelskoler, osv. Og det er altsammen udmærket. Der kan aldrig blive for meget af den slags.
Men det, vi er kaldet til, er at være meget målrettede med at prædike evangeliet.
Og vores nøgle til det er at arrangere kampagner.
Vi vil helst til steder, hvor der ikke rigtigt har været noget før. Steder, hvor der ikke er så mange kristne endnu.
Vi vælger stederne efter, hvor vi føler, Gud viser os, vi skal arbejde.
Vi er fx begyndt at arbejde meget i det nordøstlige hjørne af Brasilien. Der er allerede store vækkelser i Brasilien, men ikke i den nordøstlige del af landet, hvor der bor 50 mio. Her er kun 2-3 pct. kristne.
Her er behov for 10.000 menigheder, siger Per.

Også muslimske lande

– I Bangladesh er der færre end 0,4 pct. kristne. Og selv blandt dem er mange kun navnekristne.
Derude har vi startet over 40 menigheder. Gud bruger os som redskaber.
Det kan ikke nytte, at budskabet er alt for kompliceret. Vort fokus er altid, at Jesus Kristus er verdens frelser.
Og de bliver altså frelst. Det er ikke noget med, at de bare løfter hænderne. Vi beder folk om at gå frem, og når de står foran platformen, så spørger vi endnu engang, om de er sikre.
Vi har bedt til frelse med ca. 200.000 mennesker – og det er kun dem, vi har navn på.
Men jeg ønsker, at vi kunne sætte et nul bagved, så det var 2 mio., og at det var tusind menigheder, der var startet.
– Da vi var i Pakistan, havde vi hundrede bodyguards. Vi måtte køre en ny rute hver dag af sikkerhedshensyn for ikke at blive fanget i bagholdsangreb.
Vi arbejder sammen med alle slags kirker. Og I kan tro, der kan gå ild i anglikanere og andre traditionelle kirker.

Mange helbredelser

– Mod slutningen af mødet beder vi altid for de syge.
I Bangladesh havde jeg bedt om 400 rådgivere, men de kunne ikke finde mere end godt 100. Det var alt, hvad de kunne slæbe sammen af kristne. Og den sidste aften var der ca. 7.000 mennesker, – så det var altså ikke kun kristne, der kom til møderne!
Selv om der ikke er nogen flot lovsangsmusik eller en speciel stemning, så sker der de mest ufattelige helbredelser. Gud stadfæster sit ord.
Et sted i Bangladesh var jeg ude året efter kampagnen. De mindede mig om, at jeg en aften havde bedt for de kvinder, som ikke kunne få børn. Jeg bad bare en kort bøn fra platformen. Men året efter fortalte de mig, at der var 23 kvinder, som havde fået at vide, at de aldrig ville kunne få børn. Nogle af dem havde endda været i Indien til behandling. De havde fået at vide, at det var fysisk umuligt. Ikke engang en operation kunne hjælpe dem. Men nu havde de alle sammen født et velskabt barn… Og nu var de allesammen begyndt at komme i en kirke. Og deres familier var begyndt at komme i en kirke.
Vi har set så mange døve komme til at høre. Svulster er forsvundet. Nogle gange er svulster faldet af, og de er kommet op med dem.
Vi har ses tusindvis af mirakler. Og vi giver Gud al æren.
Og hvis der er noget, som jeg er en lille smule stolt over, så er det, at i de 9-10 år, vi har været i gang, har vi været med til, at en ny kirke er startet ca. hver måned. 114 menigeheder er blevet startet i Bangladesh, Pakistan og Mail – lande, hvor det koster noget at være kristen.
I en landsby i Bangladesh var der én kristen. Efter kampagnen troppede der 700 op. Så hjalp vi dem med at bygge en kirke.