Livet som tegneserie

Hvem gider se fiktive tegnefilm med køleskabe, der igen og igen falder ned på hovedet af en udødelig and eller kanin, eller se på falde-på-halen komik i en sort/hvid stumfilm med folk, der træder en kost op i hovedet – når der i dagligdagen sker sjove ting, der overgår fantasien? Lad mig give nogle sande eksempler:

Jeg læste for nylig, at en dame var blevet låst inde på et kirkegårdstoilet ved Rønne Kapel på Bornholm. Måske en afdød kvinde var sur på svigerdatteren og låste hende inde som en sidste hilsen? Politiet fik damen ud i god behold, og de satte endda en servicemeddelelse på døren om ikke at gå derind, før låsen var blevet repareret. Ø-livet, når det er bedst.
Jeg har også været impliceret i (mange) andre pinlige tegneserielignende begivenheder:
Forleden aften lå jeg og lyttede til musik i høretelefonerne, og pludselig fik jeg elektrisk stød inde i øret, så jeg fløj gennem stuen som et levende lyn. Av. Jeg anede ikke, det var en fysisk mulighed!
Jeg har skam også guddommelige pinligheder i posen: Jeg sad helgenagtigt til gudstjeneste, da jeg lod hånden glide ned i tasken efter en pakke gajoler under den (meget) lange prædiken. Da min hånd kom op igen, fløj der et hygiejnebind med op, som landede i mellemgangen – til alles store fornøjelse, hvilket livede forsamlingen lidt op midt i Det Gamle Testamente.
Det samme skete næsten identisk under et møde på arbejdet, da jeg rodede efter en kuglepen i min taske, og et hygiejnebind fløj med ud på sine to vinger og landede som en bilramt pandekageflad hvid due midt på konferencebordet foran alle mødedeltagerne – inkl. min (mandlige) chef. Ups. Men måske det forklarede mine PMS-symptomer nu og da, så det var da ikke kun skidt.

Og sidst men ikke mindst har vi, som gik i søndagsskole som børn, oplevet Bibelens til tider ekstreme fantastiske historier med naturmirakler og helbredelser i tegneserieform på plancher med velcro og papfigurer – og ikke desto mindre er de helt sande.