Ledere i vækst mødes igen
Et to-årigt ”Arrow-kursus” skal hjælpe deltagerne til at blive ledt mere af Jesus, lede mere som Jesus og lede flere til Jesus.
I begyndelsen af november mødtes tyve personer i alderen 28 – 45 år på Ådalen Retræte til anden del af Arrows ledertræning, som begyndte i april i år.
De to sidste af ialt fire 5-dages samlinger finder sted i 2014. I Arrows ledertræning lægges der stor vægt på, at man følges med en mentor.
– Deltagerne kommer fra alle dele af dansk kirkeliv. De er præster, organisationsledere, centrale medarbejdere eller ledere i det profane erhvervsliv. Fælles for alle er, at de står i centrale ledelsesfunktioner, fortæller Peter Götz.
Kan næsten ikke vente
Facebook og diverse andre medier var fyldt med begejstrede udtalelser efter den første uge i april:
”Det bedste jeg nogen sinde har oplevet”, ”Jeg fik en langt større forståelse af mig selv”, ”Jeg bliver aldrig den samme” og ”Jeg kan næsten ikke vente til næste gang”, lød nogle af kommentarerne.
Med Jesus som leder
Ledetråden for Arrow er ønsket om at ’være ledt mere af Jesus, lede mere som Jesus og lede flere til Jesus’.
Det to-årige forløb går i dybden med nøgleord som kald, karakter og kompetencer.
Ledertræningen er ikke for potentielle ledere, men for ledere, der allerede har vist deres potentiale, står der i ”Jeg kan næsten ikke vente til næste gang” beskrivelsen af programmet. Og det er slet ingen hindring, hvis man allerede har prøvet at ramme muren – eller været nede i en krise. Ærlighed og åbenhed er nøgleord, hedder det i beskrivelsen.
International inspiration
Arrow lederskabstræning findes i godt 10 lande på tre kontinenter. Programmerne afspejler i hvert land både den nationale kontekst og de internationale erfaringer.
– Vi tager hele tiden det bedste med fra hinanden og udvikler på det i vores eget land, siger præst i Karlslunde Strandkirke, Jesper Oehlenschläger, der er initiativtager og leder af det danske Arrowprogram.
I første omgang oversatte Jesper Oehlenschläger bogen Growing Leaders (Ledere i vækst). Samtidig prøvede han Arrows principper af på sine ledere i kirken.
Da det viste sig at være en succes, voksede ønsket om at få kurset på et nationalt plan. Han deltog på et forløb i Canada og kontaktede samtidig (i 2010) Peter Götz, dengang formand for Evangelisk Alliance, for at få en national styregruppe op at stå. Det lykkedes i 2011.
Kald, karakter og kompetencer
– Ledere bliver ofte trætte og slidte, siger Peter Götz, der er formand for styregruppen. Derfor er denne lederskabstræning tilrettelagt for unge og yngre ledere (25-45 år), der endnu ikke er slidt ned og har mistet modet.
– At forstå sit kald, have øje for sin karakter og udvikle sine kompetencer kan afværge, at en leder smider håndklædet i ringen længe før han eller hun har nået at indfri sit potentiale. Dette er også vejen til at fostre modne ledere, der med deres livserfaring og vandring med Gud kan blive rollemodeller for andre, understreger Götz.
Lederteamet
Arrows lederteam består for tiden af Jesper Oehlenschläger, Peter Sode, Peter Kofoed Herbst, Agnethe Zimino, Ruth Cilwik Andersen, Helle Torp Tjørnelund, Neel og Peter Götz.