Poppet lovsang fra Bethel
Bethel Musics nye album ”tides” er forfriskende, fordi de dygtige musikere fra den californiske kirke fornyer den musiske indpakning, som deres lovsang traditionelt er indpakket i.
Bethel Tides er således kirkens til dato mest poppede album. Musikken bærer stadig den karakteristiske Bethel-lyd, men adskiller sig væsentlig fra den sædvanlige meget intense lovsangsmusik, som kirken er kendt for. Stilen er lettere, poppet og energisk, hvilket også betyder, at enkelte af numrene kan fremstå lidt mere overfladiske og knap så hjertefølte som sædvanlig.
Teksterne indeholder dog stadig stærke sandheder og lovprisninger, eksempelvis i Steffany Frizzell-Gretzingers harmoniske sang ’Be Still’:
For You alone are God, There will be no other // And You have won my heart, more than any other // So I will give it all, ‘Cause You gave it all for me.
Eller i Matt Stintons vellykkede videreudvikling af den traditionelle afro-amerikanske hymne ’Give me Jesus’, hvor han genbruger det gamle omkvæd, men har skrevet sit eget vers:
Give me the One my soul delights in // Give me the One in whom my hope is securely found, som trods de moderne, elektroniske elementer, der er lagt over sangen (og flere af albummets øvrige numre), alligevel fremstår både sårbar og rummer en dejlig, fredsfyldt lethed.
Albummet indeholder flere perler, eksempelvis albummets sidste sang: ’For the Cross’, der har en skarp tekst og en god dynamik, eller Jenn Johnsons smukke nummer ’I can feel you’, hvor musikken elegant underbygger hendes sang.
Albummet har høj kvalitet, men matcher trods flere individuelle perler nok ikke helt kirkens forrige succes-albums.