75 året for Krystalnatten
75 årsdagen for begyndelsen på holocaust den 9. – 10 . november 1938 i Tyskland, blev markeret på Nytorv i København.
Natten mellem 9. og 10. november er gået over i historien som Krystalnatten. Den nat gik Hitlers folk til aktion mod jøderne i en række af Europas storbyer.
Jødiske forretningsdrivende fik smadret ruder til deres butikker, jødisk litteratur blev brændt og der blev skrevet smædeord om jøderne på mure og butiksvinduer. Det var en rædselsnat for mange jøder. Det var begyndelsen på Holocaust, udryddelsen af 6 millioner jøder og mange romaer, fagforeningsfolk, kommunister og handicappede.
Der er ikke mange tilbage, der kan fortælle om rædslerne denne nat, men den 94 årige Hans Goldstein kan og vil gerne. Han sidder i kørestol og blev kørt op på scenen i den med sit manuskript og uden briller. Da han tog ordet, lyttede alle opmærksomt. Han er jøde, født i Wien, hvor hans far var tandlæge, og han husker krystalklart begivenhederne i Wien denne nat. Der var barske oplevelser. Forretninger blev ødelagt, butiksruder smadret, inventar smidt ud på gade og mange jøder blev taget. Han fortalte levende om det, og som tilhører blev man stærkt berørt. Hans far var en af dem, der blev taget, og en uge senere blev han ført til Dachau, men slap senere og kom til USA. Hans mor og hans søster kom kort tid efter til Auschwitz, hvor de begge døde. Han mistede i alt 18 familiemedlemmer i forbindelse med det tyske program, Holocaust. Han sluttede med at sige: ”Ingen af os, der oplevede Krystalnatten, glemmer, hvad der skete og snart er der ingen tilbage, der kan berette om det. Snart vil vi alle ligge i vores grav.
Heldigvis er mange øjenvidneberetninger fra Krystalnatten og fra Holocaust blevet indsamlet på video, for at deres stemmer vil kunne tale til os – også i fremtiden. Hans Goldstein og hans familie havde fået udrejsevisum inden Krystalnatten og Hans Goldstein kom til Danmark i foråret 1939 og har boet her siden.
Med lysende fakler
Mens vi lyttede til Hans Goldstein, stod mange med lysende fakler og lyttede. Før og efter lyttede vi til jiddisch sang og musik fra en dejlig Klezmergruppe.
Bag arrangementet, der bar titlen ”Aldrig mere en Krystalnat” stod ”Krystalnatsinitiativet, bestående af Det Jødiske Samfund i Danmark, Europæiske jøder for en retfærdig fred, Verdenskulturcenteret, Horserød-Stuttfhof Foreningen og en række fagforeningsgrupper og arrangementet havde flere slogans, bl.a.: Aldrig mere en Krystalnat – Nej til antisemitisme – Nej til Racisme – Lige ret – Ligeværd for alle.
Blandt de øvrige talere var Holger Kallehauge, tidligere byretsdommer og landsdommer, ansat i justitsministeriet. Han er selv stærkt handicappet og har alligevel ydet en betydelig indsats for de handicappedes organisationer. Han har desuden været medlem af den danske FN-delegation og i dag er han formand for Menneskerettighedsrådet. Hans klare budskab var: ”Vi er nødt til at være meget mere på vagt over for antisemitisme og racisme.”
Det spændende event på Nytorvet sluttede med fællessang af sangen ”Kringsat af fjender”, mens man tog opstilling til fakkeltog til Grundtvigs Hus, hvor man fortsatte med taler af Ferenz Orosz, talsmand for Raul Wallenberg Selskabet i Ungarn og Finn Schwarz forman for Mosaisk Trossamfund, og så var der sang af Henri Goldschmidts børnekor.