Da Grundtvigs julesorg forsvandt

En af vore mest elskede julesalmer handler om, at himlen – i form af engle med ’solskinsklæder på’– besøger jorden midt i vinterens kulde og mørke. Salmen ender med bønnen om, at julesorgen må slukkes. Men hvad var det for en sorg, Grundtvig skrev om? Salmen slutter med bønnen ’lad julesorgen slukkes’. Hvad var det for en sorg, Grundtvig skrev om?

Grundtvig så glad ud – nærmest lysende glad – den julemorgen i 1825, da han læste ’Velkommen igen, Guds engle små’ fra prædikestolen i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn.

Det var en trofast kirkegænger og tilhænger af Grundtvig, som bemærkede præstens ansigtsudtryk ved gudstjenesten den juledag i 1825.
Guldsmed Clausen fortæller, at Grundtvigs ansigt lyste allermest, da han sluttede sin prædiken med at sige, at han denne nat havde skrevet en ny sang, som han nu ville læse op.

Englene i Jakobs drøm

I julesalmen Velkommen igen, Guds engle små oplever vi en dansk vinter med både mørke og kulde.
Men midt i frost og sne, uden blomster og fuglesang sker det, at himlen åbnes, og Guds engle med ’dejlige solskinsklæder på’ besøger jorden og lover både forår og sommer.
Beskrivelsen af englene minder om beretningen fra 1. Mosebog 28, hvor Jakob under flugten fra sin vrede bror sover under åben himmel ved det hellige sted Betel.
Her ser Jakob i drømme en stige fra jord til himmel, og Guds engle går op og ned ad den.
Også Gud Herren selv er der, og han lover flygtningen dels at passe på ham, dels at hans efterkommere skal arve landet (Israel).

Himlen besøger jorden

I salmen kommer englene på besøg hos jordens mennesker. Det gør ikke noget, hvor fattige og ringe folk er, for englene har før besøgt en hytte, nemlig den hvor Jesusbarnet blev født.
Derfor kan alle børn nu drømme sødt om Betlehem og barnet, som lå i krybberummet. Og natten bliver afløst af julemorgen, hvor vi kan ’høre julesang på ny’. Her er det, at himlen åbner sig. Her lyser Herren selv sin fred. Her åbner himlens dør sig for os, og Guds rige kommer.

Hvad var julesorgen?

Salmens ottende og sidste vers er et ønske og en bøn om, at måtte opleve Guds herlighed her på jorden. Grundtvig var selv i tvivl om, hvorvidt han skulle inkludere ordene om julesorgen. Var det ikke hans private problem?
I 1825 stod Grundtvig midt i en stor kamp for kirken. Han ønskede brændende at gøre op med tidens fornuftsdyrkelse og rationalisme.
Præsten Christian Bastholm (1740-1819) mente, at danske præster skulle sørge for folkeoplysning fremfor at forkynde evangeliet.
I praksis betød det, at præsterne fx skulle undervise om nye landbrugsmetoder og god moral. Kun de dele af den kristne tro, som var gavnlige for samfundslivet, skulle omtales.
Grundtvig stod for noget helt andet. I 1810 udgav han sin prædiken ’Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?’ Den blev opfattet som et angreb på hele præstestanden.
Grundtvig beskrev rationalismen som et frafald fra Kristus. Han fik en kongelig irettesættelse, men længtes stadig efter at se den kolde fornuftsdyrkelse blive afløst af levende kristen tro.
I 1825 skrev Grundtvig i opgøret med H.N. Clausen det 47 sider lange kampskrift Kirkens Gjenmæle. Han opfattede Clausen som en falsk lærer og ville derfor advare kirken imod hans tanker.

Vækkelsen kom

Clausen vandt en injuriesag mod Grundtvig. Han beholdt sit embede, men frasagde sig det i protest. Senere mistede rationalismen dog sit greb i befolkningen. Der kom en tid med vækkelser i landet, hvor folk forlangte en levende forkyndelse af den sande, bibelske kristne tro.
Men så langt var det ikke kommet julemorgen i 1825. Derfor var det Grundtvigs julesorg og bøn, at julen måtte give kirken og de kristne ny kraft og glæde.

Velkommen igen, Guds engle små,
fra høje himmelsale,
med dejlige solskinsklæder på,
i jordens skyggedale!
Trods klingrende frost godt år I spå
for fugl og sæd i dvale!

Vel mødt under sky på kirkesti,
på sne ved midnatstide!
Udbære vor jul ej nænner I,
derpå tør nok vi lide.
O, ganger dog ej vor dør forbi,
os volder ej den kvide!

Vor hytte er lav og så vor dør,
kun armod er derinde,
men gæstet I har en hytte før,
det drages vi til minde.
Er kruset af ler, og kagen tør,
deri sig engle finde!

Med venlige øjne himmelblå,
i vugger og i senge,
vi puslinger har i hver en vrå,
som blomster gro i enge.
O, synger for dem, som lærker slå,
som hørt de har ej længe!

Så drømme de sødt om Bethlehem,
og er det end forblommet,
de drømme dog sandt om barnets hjem,
som lå i krybberummet.
De drømme, de lege jul med dem,
hvis sang de har fornummet!

Da vågne de mildt i morgengry
og tælle mer ej timer!
Da høre vi julesang på ny,
som sig med hjertet rimer.
Da klinger det sødt i højen sky,
når juleklokken kimer!

Da vandre Guds engle op og ned
på salmens tonestige!
Da byder Vorherre selv Guds fred!
til dem, den efterhige!
Da åbner sig himlens borge-led,
da kommer ret Guds rige!

O, måtte vi kun den glæde se,
før vore øjne lukkes!
Da skal, som en barnemoders vé,
vor smerte sødt bortvugges!
Vor fader i himlen! lad det ske!
lad julesorgen slukkes!