Jul i Brødre- menighedens Christiansfeld

Christiansfeld er som et juleeventyr. Få andre byer har så megen sjæl som denne lille by – og så er det endda kun en afglans af det, der var engang.

Det begyndte altsammen nede i Europa, hvor religions­krigene rasede, og kristne blev forfulgt, hvis ikke de hørte til den herskende kirkeretning. På den måde blev den gamle Brødrekirke i Tjekkiet (Jan Hus m.fl.) næsten udslettet.
Men en ny Brødremenighed opstod 1722 af flygtninge, der fik lov at slå sig ned på en mark ved grev Zinzendorfs gods i nærheden af Dresden i Østtyskland.
Herrnhut (under Herrens beskyttelse) kaldte de deres by, og snart skød lignende kristne byer op i Tyskland, Holland – og Danmark.

Ikke så ortodoks, men mere varmhjertet

Brødremenigheden adskilte sig fra den herskende ortodokse lutherdom ved, at lægfolket havde en mere aktiv rolle – og præsten var også en bror. Følelseslivet og inderligheden, som også er kendt fra pietismen, betød meget. Både i liturgien og i livet spillede Jesu lidelse og kærlighed til synderen en stor rolle. Men Brødremenigheden var mere end det, det var også en fornyelsesbevægelse, som Helligånden var faldet over, og den indre kilde drev de første generationer til verdens vanskeligste steder for at forkynde det gode budskab.
Som alle andre nye bevægelser stødte de på modstand. Og ikke uventet fra dem, der egentlig lå dem nærmest – pietisterne. Fx Hans Egede på Grønland og biskop Brorson i Ribe, som i første omgang advarede imod disse nye brødre, men som senere faldt dem hjerteligt om halsen.
Brødremenigheden var fra starten tværkirkelig og har aldrig forsøgt at danne kirkesamfund i Danmark, man ville forny det, der allerede var. Guds kirke gik jo på tværs af alle kirkesamfund.

Åndelig frihed og egnsudvikling

Christian den VII og Struense gav tilladelse til at opføre byen efter at have set, hvor driftigt Zeist i Holland fungerede, så Christiansfeld blev oprettet som en blanding af åndeligt fristed og egnsudvikling.
I 1773 var de kun 22 beboere, da de gik i gang med at bygge en ny by på en mark ved Tyrstrupgård. Men de fik hjælp både fra tyske brødre og fra de mange danskere, som gennem brødrenes stilfærdige mis-sionsarbejde havde oplevet en åndelig fornyelse.
De byggede først et mindre hus, som fungerede som samlingssted – senere blev det Danmarks første børnehave.
Præsteboligen, som stadig benyttes, var også et af de første huse. Og hotellet, som i starten rummede de tilrejsende håndværkere, blev senere meget besøgt, fordi det lå lige ud til den daværende hovedvej. Selv konger kom og boede her, når der skulle forhandles om fred efter krige.

Søstre og brødre – og familier

I løbet af ca. 20 år blev det meste af byen anlagt, bl.a. med en kæmpemæssig kirke og tre store fleretagers fælleshuse – kaldet Søstrehuset, Brødrehuset og Enkehuset.
Om man ville leve enligt eller i familier kunne man selv bestemme, men pga. forventningen om Jesu nære genkomst foretrak mange at leve i fælleshusene, hvor de levede af håndværk og småindustri.
Byen voksede hurtigt, og 1845 nåede den sit højeste indbyggertal: 761 medlemmer. De fik deres rene vand fra en kilde 3 km borte – bragt dertil gennem udhulede træstammer!

Stærkt fællesskab

Der har været et helt fantastisk fællesskab. Hver morgen og aften mødtes man i de store kirkesale med trægulve, som var indrettet i hvert fælleshus, og ved højtiderne var der en aktivitet uden lige med samlinger flere gange om dagen.
Hver dag fik alle det samme løsensord – et vers fra Bibelen – at tænke over, mens man arbejdede sammen.
I dag, hvor Brødremenig­heden kun fungerer som en almindelig kirke, er der stadig specielle samlinger – fx tidligt påskemorgen og til kærlighedsmåltid med krydret te og rosinboller i kirken.
I adventstiden mødes man stadig hver onsdag aften til aftensang, og juleaftensdag er der en tidlig morgengudstje-neste kl. 7.30! Om aftenen fyldes kirken igen, og her er det en tradition bl.a., at alle børn får et tændt lys. Inge Sick, som er vokset op i menigheden, fortæller, at traditionen altid har været, at man skulle forsøge at bringe lyset hjem, uden at det gik ud, så man kunne tænde juletræet med det.

Flittige og dygtige

I byen var der et væld af små industrier, fx hattemagere, uldvarefabrik, ovnsætteri, margarinefabrik, bageri (som indførte honningkager til Danmark), vævestole til bomuld, silke og linnedhandel og andre specialvirksomheder, som ofte overgik, hvad man ellers kendte til herhjemme.
Et handelshus, Spielwerg & Co, blev oprettet og drev en omfattende handel. En tobaksfabrik havde i 1864 en årsproduktion på 4 millioner cigarer, 175.000 pund røgtobak og 25.000 pund skråtobak.
Et frivilligt brandværn blev oprettet i 1778 og 100 år senere udbredt i hele Sønderjylland, hvor man i snart sagt hvert sogn investerede i en fælles brandsprøjte og stadig har frivillige brandværn.
Brødremenigheden gik også foran med en bedre pædagogik. Der blev oprettet både drenge- og pigeskole, og hertil kom der elever fra både Sverige og Norge. En af dem var H.C. Andersens kæreste, Riborg Voigt, og den norske forfatterinde Camilla Collet, f. Wergeland.

Kontakt til hele verden

Byen havde kontakt til Tyskland, Holland, England, Sverige, Norge – og missionsområderne i Afrika, Grønland, Amerika , De Vestindiske Øer.
Byen var nemlig centrum for moderne mission under præsten og salmedigteren Niels Johannes Holm („Gør døren høj, gør porten viid“). Han stiftede Brødremenighedens Danske Mission, og brødrene inspirerede flere andre missioner.
Når missionærerne kom hjem fra Tanzania, Grønland eller Labrador, boede de i byen og bragte udstoppede vilde dyr og fremmedartet kunsthåndværk med sig i en tid, hvor der ellers var meget lidt viden om den store verden i Danmark.
En af de hjemvendte var Mama Larsen, hvis fantastiske livshistorie man kan læse om i „Mama Larsen fortæller“. Som lille hyrdepige på heden blev hun kaldet til missionær og begyndte at uddanne sig. Senere hørte hun navnet Tabora, men først i England opdagede hun, at der virkelig fandtes et Tabora nede i Tanzania – og der rejste hun så ned i 34 år. Som pensioneret boede hun i de lokaler på 1. sal i Søstrehuset, hvor Udfordringen senere havde kontorer. Og selv om avisen ikke har noget organisatorisk tilhørsforhold til Brødremenigheden, så lever avisen i samme ånd som de kristne, som forsøgte at leve deres tro ud i livet her. Søstrene er i dag forsvundet fra huset, og det samme er de 5 missionsselskaber og et forlag, som holdt til i stueetagen. Man kan dog stadig købe både Løsensbogen, Husandagts-kalenderen, Adventsstjernen og Honningkager i byen.

Jeppe Madsen Ohlsen

blev født 1891 i Christiansfeld. Efter at have forsøgt sig som barber og kunstklinker rejste han fra byen og blev kunstmaler.
Han vendte tilbage som 40-årig som alkoholiker og fik lov at bo i husvilde-huset, det tidligere brandsprøjte-hus, fra 1931-38.
Som en anden van Gogh hutlede han sig gennem tilværelsen, mens han malede sin by og dens mennesker. Især fra skyggesiden – også rent bogstaveligt… Næsten alle hans billeder er dystre. Han malede ofte døden og gravstederne på „Gudsageren“, og det er tydeligt, at han maler det åndeligt varme fællesskab som en betragter – udefra – hvor det forekommer koldt og mørkt.
Nu og da hjalp folk i byen ham ved at købe et af hans malerier, men de fleste brød sig ikke om hans billeder. Nu er de imidlertid begyndt at stige i værdi. En stor samling findes i dag på byens museum, mens andre er i privat eje.