Den utrolige kage

– Kom og smag! Kom og smag den mest fantastiske kage du nogensinde vil smage, råbte manden til de forbipasserende folk på gaden. De fleste kiggede kort på ham, men næsten alle gik også bare videre.

Han elskede virkelig den kage. Opskriften var gået i arv fra bedsteforældrene. De havde fortalt alt om, hvor fantastisk kagen smagte. Han kunne huske, at han som barn sad og hørte på historierne om alle de steder, de havde spist af kagen. Og hvor fantastisk den smagte. Han fik næsten tårer i øjnene, når han tænke på det. Da han var barn, havde Mormor engang skåret et stykke af kagen og givet det til ham. Han havde set på kagen, på farverne, duften, konsistensen…det hele var perfekt. Den første bid havde overrasket ham. Den var endnu bedre end rygterne sagde.
Nu var han blevet voksen. Han havde oplevet mange ting siden dengang. Han havde smagt mange kager. Der var egentlig mange gode kager derude, men ingen af dem var i nærheden af Kagen. Og det ville han så gerne fortælle alle folk. Hvorfor nøjes med de billige købekager med alle e-numrene i, når der var noget, som var meget bedre?
Faktisk havde han solgt alt det mad, han havde i huset for nogle år siden. Han havde bestemt sig for, at det kun var Kagen, han ville spise. Alt det andet mættede ikke rigtigt alligevel.
– Hvad er det for en kage du, snakker om, mand?, afbrød en lille pige pludseligt hans tanker, mens hun undersøgende kiggede på ham. Hun så på ham, som om hun ikke helt kunne finde ud af, hvad hun skulle mene om ham.
– Det er en helt utrolig kage, helt utrolig, svarede manden hurtigt tilbage.
– Men hvorfor er du så så tynd? Hvor er kagen henne? spurgte hun.
Manden kiggede ned over sig selv. Pigen havde ret. Han var faktisk blevet utrolig tynd. Armene var tynde og benene var det samme. Han løftede op i trøjen og så, til sin overraskelse, at alle ribbenene tydeligt kunne ses under huden.
– Du har jo fuldstændig ret! Jeg ser jo helt udmagret ud – og…det er jeg faktisk også, udbrød han og blev i samme øjeblik mindet om, at han slet ingen energi havde mere.
– Jeg synes bare, det er lidt mærkeligt, at du hele tiden råber op om den dér kage, når du ser ud som om, at du selv ikke har spist af den længe. Du er ikke den bedste reklame for kagen, sagde pigen.
Hun havde fuldstændig ret. I hans iver for at fortælle andre om Kagen, havde han helt glemt at spise af den selv. Tænk at det var muligt…