En sækkeløfter fra en glemt tid

I juni sidste år havde vi besøg af et ægtepar fra Weimar i Tyskland. Vi ville gerne vise dem både kendte og mindre kendte steder.

En tur til Kronborg blev kombineret med et besøg på Esrom Kloster, hvor vi ikke selv havde været. Det var en rigtig fin oplevelse med besøg i klosterets udstilling og på den gamle restaurerede vandmølle.
Der lige midt i møllerummet stod den så SÆKKELØFTEREN, som jeg hverken havde set eller tænkt på i 40 år. I få sekunder bliver hele den verden, hvor sækkeløfteren har sin plads og sin brug, levende i min erindring. (For den yngre del af læserne må det lige tilføjes, at en sækkeløfter brugtes til med et håndsving at løfte en tung sæk med korn op i en højde, så man kunne få sækken op på nakken). Jeg havde ikke glemt det, men jeg havde heller ikke husket det. Det blæste mig næsten omkuld, at synet af en død ting kunne bringe en næsten glemt verden tilbage, så jeg kunne dufte det malede korn og mærke stedet på ryggen, hvor det gjorde ondt, når sækken var for tung for en stor knægt.
Hver alder har sine fordele. En af fordelene ved at blive ældre er at have mange års oplevelser med i bagagen. Det gælder også ved at have levet mange år med kristentroen. Mange af de gode ord, man har hørt eller læst, er for længst glemt, men der ligger nogle af de gode oplevelser og venter på at blive genopdaget. ”Min sjæl pris Herren og glem ikke alle hans velgerninger” (Salme 103, 2). Det er en god sport at øve sig i – at samle på Guds velgerninger.

Min sækkeløftererindring er fra en tid, der var, og som aldrig kommer tilbage. Der skal ikke løftes sække med et håndsving, eller bæres kornsække på drengerygge. Men Guds velgerninger i tiden, der gik, peger på det, der stadig er virkelighed: en Gud som bærer på os i Jesus Kristus.