Kun ved bøn og faste

Vibeke Binderup  Skolelærer
Vibeke Binderup
Skolelærer

Igennem de sidste par år har jeg oplevet en masse af Helligåndens gaver i funktion, ikke kun i mig selv, men også især iblandt de unge i kirken, når vi mødes i bøn.

I disse år er mit kald til at bede for helbredelse skiftevis steget og faldet i styrke. Jeg har i perioder bedt for kolleger (hvilket i øvrigt kun var en positiv oplevelse, på trods af min store frygt for det). Og jeg har i andre perioder besluttet mig for at lægge det på hylden, fordi damen i kørestol ikke blev helbredt, trods mine bønner.
Jeg har skiftevis læst og handlet på Jesu ord, fx i Markus 16.18 (de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske). Og skiftevis læst om Åndens gaver, 1.Kor. 11 (Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil), og tolket sidstnævnte, som at den gave ikke var til mig, og at jeg derfor godt kunne opgive den gave og forbønspraksis.
Efter et møde med Orla Lindskov i Strandkirken for nylig, hvor to mennesker, jeg selv har bedt for i mange mange år, blev helbredt for sygdomme, der ad lægelig vej ikke kan helbredes, følte jeg, ud over en stor taknemmelighed over Orlas gave og tjenestevillighed, også et lille stik, af en følelse, jeg ikke er stolt af. Hvorfor duede mine bønner ikke? Orla nævnte for mig, at disciplene også måtte opgive i mindst et tilfælde, og at Jesus der kaldte dem til bøn og faste. Jeg har aldrig spekuleret så meget på faste, og jeg kan rigtig godt lide at spise (føler mig faktisk ret afhængig af at spise).
Jeg har prøvet kræfter med endags-faste, men det har altid været for at få opfyldt en eller andet særlig bøn, og det eneste jeg har fået ud af disse fastedage, har været massiv hovedpine.
I løbet af de sidste par dage er tanken om faste dog igen og igen vendt tilbage. Selv Jesus startede sin tjeneste med 40 dages faste i ørkenen, og jo mere jeg kigger på det, føler jeg mig som et utålmodigt skolebarn, der vil have en god eksamen, men ikke vil lave lektierne inden.

Jeg har ingen intentioner om at klare 40 dages faste, og i skrivende stund ved jeg ikke, hvordan jeg vil gribe det an. Men jeg ved, at mit største forbillede fastede, før han startede sin tjeneste, og at jeg så er kaldet til at gøre lige sådan. Ikke for at få bønner opfyldt, men for at komme tæt på Guds faderhjerte, så jeg kan høre og gøre hans vilje, der jo helt klart også omfatter at bede for syge.