Spis Livets Brød – og nå dit mål

Af Torsten Højberg  Pastor emeritus i Baptistkirken og freelance præst
Af Torsten Højberg
Pastor emeritus i Baptistkirken
og freelance præst

Nogle af de mere end fem tusind, der blev mættet af bespisningsunderet, spørger: ”Mester, hvordan er du kommet herover?”

Det var mystisk, for kun disciplene var gået i en båd, mens Jesus gik op i bjergene. Da disciplene var kommet ca. 5 km ud, og de kæmpede imod bølgerne, kom Jesus gående på vandet. Denne begivenhed var endnu et eksempel på Jesu overnaturlige evner. Men det fortalte Jesus ikke. Han gik lige til sagen og viste, at han gennemskuede dem, da han sagde: »Det siger jeg jer: I søger mig, fordi I kunne spise jer mætte, ikke fordi I forstod betydningen af det under, jeg udførte.”

Vi tænker først på det materielle

Jesus stod overfor mennesker, for hvem sulten var en reel risiko, og som derfor ønskede, at han ville redde dem i fremtiden. I dagens Danmark oplever vi økonomisk krise med nedskæringer og flere ledige, og vi vil også gerne være sikre i fremtiden. Så vi ligner dem, der spørger. For også vi er tilbøjelige til først at tænke på det materielle.

Jesus er det brød, der giver evigt liv

Men Jesus taler om det, som han alene kan give, når han siger: ”Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som varer ved og giver evigt liv, det liv, som Faderen, Gud selv, har givet Menneskesønnen fuldmagt til at give jer.”
Det er ikke jordisk mad, men den åndelige føde, der giver næring til det evige liv. »Jamen, hvordan kan vi arbejde for Gud?« spurgte de. Jesus svarede: »At arbejde for Gud vil sige at tro på den, han har sendt.«
Det handler altså om at tro på Jesus, som er sendt af Gud. For en sikkerheds skyld spørger de om et tegn, selvom de selv var en del af de fem tusind, der var kommet til Jesus, fordi de havde set, hvordan han mirakuløst havde helbredt de syge.
Når de talte om mannaen i ørkenen, som havde mættet deres forfædre, tænkte de også på mad. I sit svar understreger Jesus, at det ikke var Moses, men hans Far, der havde givet dem mannaen, og at det nu er Faderen, som tilbyder dem det virkelige brød fra Himlen.
Jesus siger: ”Guds brød er den, som kommer ned fra Himlen, den, som giver liv til mennesker.” »Så giv os det brød hver dag!« sagde de alle sammen. Jesus svarede: »Jeg er det brød, der giver liv. Ingen af dem, der kommer til mig, vil nogen sinde sulte; og den, der tror på mig, vil aldrig mere tørste.”
Jesus er livets brød, og fællesskabet med ham giver den åndelige føde, når vi kommer til ham, og vi tror på ham. Deres svar, at de ville have det brød hver dag, var et godt svar.

Hold ud med Jesus

Men da Jesus fortsatte med at tale om overgivelsen til ham med stærke metaforer om at spise hans kød og drikke hans blod, blev det endog for meget helt ind i discipelskaren. Vi læser:
Selv mange af Jesu tilhængere sagde til hinanden: »Nu er han gået for vidt. Det er helt uacceptabelt!«
Og senere hører vi, at mange forlod ham. Men de, der kendte ham bedst, blev hos ham. For da Jesus vendte sig til de 12 disciple og spurgte: »Går I også jeres vej?« svarede Simon Peter: »Herre, hvor skulle vi gå hen? Du taler de ord, som giver evigt liv, og vi er kommet til tro på og har erkendt, at du er Messias, Guds Søn!«

Også i dag er der mange, som falder fra, når de synes, at det koster for meget. For det er let at sige ja til Jesus, men det kan være svært at holde ud i kriser. Når vi spiser Livets Brød hver dag, holder vi ud og når målet.

Joh. 6:24-35

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk

Jesus er livets brød
24Da folk nu opdagede, at hverken Jesus eller hans disciple var der, gik de om bord i bådene og sejlede over til Kapernaum for at lede efter ham dér.
25Da de havde fundet ham, spurgte de: »Mester, hvordan er du kommet herover?«
26Jesus svarede: »Det siger jeg jer: I søger mig, fordi I kunne spise jer mætte, ikke fordi I forstod betydningen af det under, jeg udførte. 27Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som varer ved og giver evigt liv, det liv, som Faderen, Gud selv, har givet Menneskesønnen fuldmagt til at give jer.«
28»Jamen, hvordan kan vi arbejde for Gud?« spurgte de.
29Jesus svarede: »At arbejde for Gud vil sige at tro på den, han har sendt.«
30Så spurgte de: »Hvilket tegn vil du give os, så vi kan tro dig? 31Vores forfædre, der vandrede i ørkenen, fik jo sendt manna fra himlen, sådan som der står skrevet: ‘Han gav dem brød fra himlen at spise.’«
32Jesus svarede: »Det siger jeg jer: Det var ikke Moses, der gav dem brød. Det var min Far. Og han tilbyder jer nu det virkelige brød fra Himlen. 33Guds brød er den, som kommer ned fra Himlen, den, som giver liv til mennesker.«
34»Så giv os det brød hver dag!« sagde de alle sammen.
35Jesus svarede: »Jeg er det brød, der giver liv. Ingen af dem, der kommer til mig, vil nogen sinde sulte; og den, der tror på mig, vil aldrig mere tørste.”