Gift – mod alle odds

Da Bo og Mona Henriksen første gang mødtes på en nudiststrand, havde de ikke regnet med, at de en dag skulle blive gift.
Faktisk ville de slet ikke giftes med hinanden. Men en lang proces, og Guds hjælp og vejledning, gjorde, at de endelig fandt sammen…

Det er ikke mange, som mødes første gang på en nudiststrand. Og selvom det ikke var kærlighed ved første blik, så skulle det vise sig at være begyndelsen på en kærlighedsrejse for Bo og Mona Henriksen.

Bo havde den – ikke så normale – hobby, at færdes meget på en nudiststrand ved Charlottenlund nord for København. Selvom han var blevet kristen år tidligere, så havde han ikke sluppet taget med sit gamle liv på nudiststranden.
De nye bekendtskaber, han fik på stranden, fortalte han om Jesus, og prøvede at få dem med i kirken. En dag havde en af hans veninder taget en veninde med. Det var Mona.
– Mona kom med hjem og overnattede hos mig, forklarer Bo, som i dag godt ved, at det var forkert. Men han havde ikke gjort op med det gamle liv.
Rundt i Bo’s hjem lå der en Bibel og andre kristne blade som blandt andet Udfordringen.
– Jeg synes det var underligt, at han havde sådan nogle blade liggende fremme, siger Mona, som godt vidste, at Bo var kristen, men det skiltede man vel ikke sådan med på den måde, tænkte hun.
– Men da jeg stod ved havegangen, så havde jeg den lidt syrede oplevelse af, at her hørte jeg bare til, forklarer hun – og det forvirrede hende:
– Jeg er tidligere alkoholiker, og selvom det var fem måneder siden, jeg var stoppet med at drikke, så var Bo lidt for normal i forhold til dem, jeg ellers rendte rundt sammen med.

Uønsket af både venner og Gud?

Nogle uger tidligere havde Mona været inviteret til en fest i roklubben ude på Amager.
– Da jeg kommer derud, var der ingen mennesker, forklarer Mona, som følte det som et hårdt slag, et svigt. Som om alle var ligeglade med hende. De ringede heller aldrig tilbage for at høre, hvor hun var.
Mona havde en følelse af, at Gud også var ligeglad med hende. Hun satte sig derefter ud i en skov og bad grådkvalt Gud om et tegn på hans eksistens:
– Der faldt faktisk to agern ned i skødet på mig, og dem har jeg stadig gemt. For mig var det virkelig et tegn på, at Gud eksisterede, siger Mona.
Selvom hun under normale omstændigheder ville have drukket tæt for at glemme sorgen, køber hun nu en pakke rugbrød i stedet for og lader være med at drikke noget.
– Jeg siger til Jesus, at nu hænger han på mig, for jeg kan ikke mere selv – og jeg vil ikke mere selv! siger Mona, som får et klart billede af, at Jesus står foran hende og trøster hende.
Et par uger senere kommer Bo pludselig og begynder at snakke om Gud. Det var da et sjovt sammentræf, tænkte hun.

Et projekt

Bo var blevet meget begejstret for Jakobsbrevet, så det ville han gerne have, at Mona skulle læse. Men det gjorde ikke noget særligt indtryk. Senere hev han hende også med til et kristent møde i Valby:
– Men det var noget af det mest gammeldags møde, ældgamle mennesker, og der var godt nok ikke meget ”slav i frikadellen” der, siger Bo, som først og fremmest så Mona som hans ”projekt”: Hun skulle blive en kristen.
Trods oplevelsen fik Mona senere lyst til at købe en bibel, men hun fik den pakket ind:
– Jeg var stadig flov over, at den skulle være til mig selv.
En dag tager Bo Mona med i pinsekirken på Drejervej. Det var prædikanten Mal Fletcher, som talte:
– Jeg tudede hele gudstjenesten, og da han kaldte os op, følte jeg mig slet ikke værdig, siger Mona. Men da Fletcher særligt kaldte på dem, som følte sig uværdige, går Mona frem og giver sit liv til Jesus. Livet som kristen begynder.
Og Bo vidste med det samme, at nu var det slut med at have sex sammen.
– Jeg kunne godt være sammen med andre, men ikke med en ”søster”. Jeg havde trods alt lidt moral, siger Bo ironisk.
Han var brændende kristen på den ene side, men havde også noget synd, som han ikke havde gjort op med.

Et syn om et bryllup

Et halvt år senere tog Mona på en kristen højskole i 3-4 måneder. I den periode så de to slet ikke hinanden, og de dårlige samlivsvaner de havde haft sammen, blev hermed stoppet.
Men Mona kunne ikke lade være med at tænke på Bo alligevel. Hun følte en særlig kærlighed til ham.
– Jeg havde den oplevelse, at Bo også holdt af mig, men han havde bare ingen erkendelse af det, forklarer hun.
En dag var Mona til et møde, hvor man sad og mediterede over Guds ord.
– Så fik jeg et billede af Bo og mig i bryllupstøj, hvor Jesus står og velsigner os. Han siger: ”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, Bo og Mona. Planer om lykke, et håb og en fremtid sammen.”
– Så han satte vores navne ind i Guds ord, siger Mona.
Hun kiggede rundt og troede, at alle andre også havde set billedet, men ingen andre havde set noget.
– Jeg blev forvirret, for jeg har aldrig fået et syn før, siger hun.
– Det var fuldstændig ligesom at se et billede foran sig.
Men hun ville helst bare glemme Bo, for hun var ked af, at det sandsynligvis aldrig kunne blive til noget. Hun ville helst stoppe kontakten helt.
– Det gik også op for mig, at det var Jesus, jeg skulle være afhængig af – ikke Bo. Og så faldt tingene ligesom på plads for mig, forklarer Mona.

”Tak for det frie valg”

Kort tid efter stod Bo under lovsangen i kirken og tilbad Gud. Han var frustreret over, at han ikke kunne finde en kone og spurgte Gud om råd. Pludselig fik han en klar følelse af, at Helligånden sagde til ham, at han skulle gifte sig med Mona.
– Jeg begyndte at svede helt vildt. ”Nej, det kan du ikke mene”, tænkte han først og sagde derefter til Gud:
– ”Tak Gud for, at du har givet mig den frie vilje til selv at vælge, hvem jeg vil have”. Men jeg havde jo lige bedt om, at Gud måtte vise mig, hvilken kvinde det skulle være, forklarer Bo.
Men Bo ville ikke, han syntes heller ikke, at Mona var særlig køn på det tidspunkt, så han fortrængte det igen.

Truet med en brødkniv

Kort efter var han på besøg hos en kvindelig bekendt, som pludselig siger ud i den blå luft: ”Jeg fatter ikke, at sådan en som Mona får lov at gå rundt som single i kirken”.
Et par dage senere hos en anden af Bo’s venner, fortæller vennen, at han har læst, at det er ligegyldigt, hvordan ens kone ser ud, for efter et par år lægger man ikke mærke til, hvordan udseendet er alligevel. Bo tænker straks på Mona, som også hele tiden kører rundt i hans tanker.
En tredje ven siger nogle dage senere pludseligt til Bo og Mona: ”Det er, som om I hører sammen”.
Bo ser endelig Guds hentydninger gennem andre mennesker og prøver derefter at gøre tilnærmelser til Mona, mens hun en dag står i køkkenet:
– Men hun tager en brødkniv og truer med at stikke mig i maven, smiler Bo, mens Mona bemærker, at hun ikke husker det helt så voldsomt!
– Jo, det var lidt dramatisk, holder Bo fast i.
Han prøvede senere igen, og efter flere omveje beslutter Mona og Bo langt om længe at gifte sig i et overraskelsesbryllup på et bønnestævne i Mariager, som mange af gæsterne stadig husker som noget helt særligt. De blev indhyldet i bøn.
Men der var ikke de kæmpestore følelser i starten af ægteskabet. Det var i høj grad en viljesbeslutning, forklarer de.
I dag mærker de dog Guds velsignelse i deres beslutning, for den lidt bumpede start har hjulpet dem til at klare senere kriser i ægteskabet.
– Det var en enorm styrke, siger Bo og forklarer, hvordan det blandt andet har hjulpet dem igennem en hård 5-årig depression for Mona, som kom kun en uge efter brylluppet.
I dag har de det godt og er vokset mere sammen end nogensinde før. Guds veje er uransagelige – og spændende!