Venstre sidebanner eksempel

Hvad er en overspringshandling?

Kære Suh

Jeg oplever dog, at mange kristne er så fortravlede og “fyldt op” med alle de kirkelige aktiviteter, de skal nå, at de nogle gange næsten er mere stressede end ikke-kristne.

Sørgeligt synes jeg også det er, at begrebet “udbrændt” ofte florerer i kristne kredse. Hvad er det lige, der går galt her?

Hvorfor er vi kristne (i hvert fald mange af os) dårligere til at “passe på os selv” end andre? Vi tror jo på, at også vores krop er et tempel for Gud, så vi burde vel behandle det derefter?

Venlig hilsen Hanne

Kære Hanne

Jeg er helt enig med dig i, at vi som kristne har et ansvar ikke kun for den åndelige del af vores eksistens.

Gud har jo netop skabt os ikke kun med en ånd, men også med en krop og en psyke. Alle dele er altså villet af ham.

Jeg er derfor overbevist om, at det er hans ønske, at vi behandler alle tre dele ansvarligt og godt! Mange kristne er dog væsentligt bedre til at værne om den åndelige del end de to andre dele, og ofte ud fra den opfattelse, at det er mere fromt? Men hvis kroppen og psyken hver især udgør 1/3 af det Guds-skabte, så er alle dele lige “fromme” at pleje. Og ergo svigter man sit ansvar ved at mis-vedligeholde en af eller begge disse to dele.

Hvordan det er endt med at blive primært det åndelige område, som mange kristne fokuserer på, hænger bl.a. historisk sammen med den indflydelse, som den græske filosofi har haft på den tidlige kristendom.

Filosoffer som bl.a. Platon var med til at udvikle en tankegang og forståelse af mennesket, hvor kroppen og ånden var adskilt. Her var ånden det rene, sande, smukke, mens kroppen eller kødet blev det beskidte og upålidelige.

At store navne indenfor kirkehistorien såsom Augustinus og Thomas Aquinas havde lignende tankegange forstærkede blot denne måde at opfatte mennesket på. I dag i kirkelige sammenhænge er der heldigvis et større fokus på det hele menneske, men stadig er der flere steder, hvor der er reminiscenser af den tidlige tankegang, fordi det i mange år har ligget så dybt i kirkens forkyndelse og forståelse af mennesket.

Interessant er det, at Bibelens beretninger om Jesus netop tegner et billede af et menneske, som ikke kun respekterede sit åndelige kald, men som også respekterede sine menneskelige begrænsninger – en mand, som ind imellem trak sig tilbage sammen med sine bedste venner, en mand som oplevede angst, følte glæde, smerte, blev vred osv. Alle disse følelser og reaktioner var en del af Jesu eksistens, og han stod ved dem og forholdt sig relevant til dem.

Jeg ville ønske, Bibelen fortalte os mere om, hvilke refleksioner Jesus gjorde sig på det kognitive plan – men ét er sikkert, og det er, at vi ville have glæde af at ligne Jesus mere, ikke kun i hjertet, men også i kødet.

Tak for anledningen til at sætte fokus på dette område.

Hilsen Suh