– Mere end jeg drømte om
Den kun 22-årige kristne sangerinde Jamie Grace har på trods af sygdommen Tourettes syndrom i løbet af få år vundet priser og opnået bred anerkendelse.
I en alder af kun 22 år har Jamie Grace allerede været nomineret til en Grammy, vundet Dove Awards og opnået ros fra mange sider.
Det kan måske føles, som om Jamie er blevet skubbet ud af ”reden” i en lidt for tidlig alder, trods det åbenlyse talent. Hun har netop udgivet pladen ’Ready To Fly’, som handler lidt om dette.
Selvom Jamie har et åbenlyst talent, så er det nemlig ikke mange år siden, at hun råbte til Gud for at få svar på, hvad hans planer var for hende:
– Hele ideen med ’Ready To Fly’ handler om at være klar, selv når du ikke ved, hvad Gud har planlagt for din fremtid. Jeg skrev titelnummeret natten før jeg fyldte 18 år. Jeg råbte til Gud og tænkte meget over, hvad Guds plan for mig var, siger hun og fortsætter:
– Jeg begyndte at tvivle på så mange ting, men da jeg tilfældigt begyndte at synge teksten til ’Ready To Fly’, blev det klart for mig, at jeg ikke behøver at have styr på hele mit liv for at starte rejsen. Dette album handler om at vente på Gud, samtidig med at du er klar til at gøre noget – til at flyve – når det er det rigtige tidspunkt. Det handler om at gå derhen, hvor Herren siger, jeg skal gå, siger hun.
Tourettes syndrom
Jamies livshistorie har et tvist, som gør den ekstra interessant – og smertefuld: Hun lider af sygdommen Tourettes Syndrom, som gør, at man kan have forskellige ufrivillige muskelbevægelser, utilsigtede lyde eller ord eller ufrivillige indre sansemæssige oplevelser. Jamie har lært at leve med det:
– Det er blevet lidt mindre, efter jeg blev voksen. Normalt kan jeg godt klare at komme igennem en hel dag. Jeg bevæger mig rundt og snakker meget. Det er noget, som kan styres ved hjælp af kost og hvile, men det er en kamp, som jeg ville ønske, at jeg ikke skulle kæmpe. Men jeg tror på, at Gud er min helbreder. Jeg ved, at helbredelse vil komme, når jeg er i Himlen, indtil da prøver jeg at klare en dag ad gangen, siger hun til.
Musikken har tydeligvis været en stor hjælp for hende i den kamp. Men den glade og sprudlende pige lægger ikke skjul på, at der har været – og er – smerte i kampen.
– Intet kommer uden kamp. Nogle gange græder jeg og vælger en negativ attitude. Men andre gange vælger jeg at lægge det over til Gud, følge ham og stole på ham. Jeg sætter mig ved klaveret og begynder at tilbede ham. Jeg lukker mine øjne og tænker på hans trøst og nåde, og det hjælper mig til at komme væk fra et negativt tankemønster, forklarer hun.
Dating og Gud
Jamie beskriver sin musik som en blanding af rock, country og pop. Der er lidt for enhver smag. Måske er det derfor, hun favner bredt. På nummeret ’White Boots’ handler det om noget, som alle kan nikke genkendende til: Dating.
For tre år siden var hun på turne med bandet Group1Crew, og hun snakkede med forsangeren Manwell.
– Han var som en bror for mig. Første gang vi snakkede, gav han mig datingråd, og så lavede jeg det til en sang, fortæller hun og indrømmer, at hendes søster dog også spillede en stor rolle:
– Min søster og jeg skrev ’White Boots’ som en metafor. Vi er alle født i et par støvler. Vi ønsker at være rene og hellige, mener hun og fortsætter:
– Vi skrev nummeret til unge piger. Hvis du er forelsket i nogen, hvad gør du så? Du kan ikke altid få forelskelsen til at forsvinde igen, men det betyder ikke, at du skal følge efter ham overalt. Sangen siger, at hvis Gud har noget for med os, så skal vi lade det ske, men samtidig skal vi også have fred i hjertet.
Allerede mere end forventet
Jamie Grace ønsker at synge om Gud i sine sange. Det er naturligt for hende, for hun ønsker at gøre det, som Gud vil have, hun skal gøre.
– Mine forældre har været meget åbne og ærlige over for mig. Jeg ved, at Gud har talt til mig igennem dem, siger hun med en modenhed, som man ikke altid hører fra en 22-årig.
– De sørger for, at jeg er skarp.
Familien og vennerne hjælper hende til at holde et stærkt fokus på Guds vilje og at være med til at bringe hans rige på jorden.
– Jeg er så glad for, at jeg allerede har fået lov til at lave så mange ting, og jeg ønsker, at det fortsætter. Men hvis jeg bliver nødt til at stoppe nu, så kan jeg helt ærligt sige, at jeg allerede har lavet mange flere ting, end jeg havde regnet med, siger Jamie Grace, som det skal blive spændende at følge på fremtidens musikscene.
Henrik/CCM Magazine