Benzin på tanken

Sveden begyndte at pible frem på min pande. Jeg blev ved at trække i startsnoren til plæneklipperen. Men lige lidt hjalp det: det var umuligt at få startet maskinen efter vinteren. Og min græsplæne var efterhånden blevet pinligt lang.

Jeg fornemmede allerede, at naboerne stod og hviskede om mig ude på vejen, så jeg bed i det sure æble og kørte plæneklipperen hen til værkstedet. Forhåbentligt kunne de høre, hvorfor motoren var så usamarbejdsvillig. Manden i arbejdstøjet skruede resolut dækslet til tanken af og spurgte:
”Har du tænkt på at give den benzin?”
Mine øjne flakkede. Jo, tanken havde da strejfet mig. Uden at fortrække en mine fyldte han et par liter ned i den tomme tank, trak i snoren og voila: maskinen spandt som en kattekilling. Det kostede 350 kroner! Dyre lærepenge, men nu var jeg da klar over, hvad benzin kan udrette. Hjemme igen startede maskinen som et fingerknips, da jeg trak i snoren. Muntert råbte jeg ”hej” til naboerne ude på vejen!
Nogle gange kan vi som kristne miste overskuddet. Vi synes, vi er nede i en bølgedal, og det at udføre vores tjeneste kan føles som at trække i en startsnor, der bruger alle vores kræfter. Da er det, at Jesus lige som kommer til os på ny og spørger: ”Har du husket at lade dig fylde af Helligånden? For du skal ikke være kristen i din egen kraft.”
Helligånden er den kraft, Jesus lovede at sende til disciplene. Helligånden er den gave, som Gud vil give til dem, der beder ham, den benzin, som antændes af Guds kærligheds evige gnist.
Lige pludselig forstår jeg, at jeg er tilgivet. I et splitsekund får jeg en indskydelse til at bede for en person i nød, mod til at sige et ord om Jesus, række en hånd til den, der er svag. Der bobler en ”umotiveret” lovsang op fra mit indre, et bibelvers bliver levende for mig, mens jeg går i den friske vind. Midt i en træls arbejdssituation glæder jeg mig over Guds nærhed.
Som plæneklipperen drives jeg fremad. I Helligåndens kraft!