Nu har jeg virkelig brug for ferie…

– Ååd å gædte! Min to-årige datter insisterer. Jeg ved bare ikke på hvad.

– Ååd å gædte! Det gør hende desværre slet ikke mindre insisterende. Jeg begynder at gætte.
– Vil du ud oooog …. ? Jeg ved ikke rigtig hvad det lige skulle være hun ville….
– Sidde, måske? Hun kniber øjnene sammen, rynker brynene og laver trutmund – jeg er tydeligvis helt på vildspor her. Jeg prøver at redde den:
– Vil du ha’ din sut?
– Nej, råber hun, og nu begynder hun at græde og skrige på én gang.
– Åååååd å GÆDTE! Bliver hun ved.
– Kan du vise mor, hvad du vil? Får jeg endelig hentet frem fra mit pædagogiske reservoir. Men desværre er min datters pædagogik løbet tør på dette tidspunkt. Hun ligger på gulvet og slår ud efter mig, hvis jeg prøver at tage hende op. Og nu forstår jeg godt, hvad hun siger i stedet for.
– Mig ha’ gaaar! Jeg henter gaaar – eller far, som han også kaldes.
Datteren kaster sig i hans arme og siger
– Ååd å gædte.
– Nåeh, lille skat, vil du have noget at drikke?
Pletskud i første forsøg. Jeg lader mig falde om på sofaen. Hvem har fundet på, at tre uger sammen med sine børn skulle kaldes ferie. Hvad med ”Til tider meget hyggelig arbejdslejr”, eller ”Forældretræningslejr” eller ”Kibbutz for Åndens Frugter”. Åndens Frugter bliver i hvert fald hevet ud af mig i denne proces.
Selvfølgelig er det hele ikke krævende. Og nu, hvor det er fjerde gang jeg, holder min sommerferie inklusive børn, har jeg fanget konceptet. Næsten.
Det bliver kun afslappende at holde ferie med mine børn de dage, hvor jeg accepterer, at denne type ferie indeholder en hvis mængde arbejde. Til gengæld kan momentvise himmellignende tilstande opnås. Når ældste barn på fire-et-halvt finder sin pædagogiske stemme og lokker lillesøster til at lege efter sine direktioner, mens mor og far tager en slapper på terrassen. Eller når vi er zoo, og dyrene bliver en så meget mere fantastisk oplevelse, fordi jeg kan dele dem med min familie. Eller når børnene hviner af begejstring, mens jeg jagter dem og sætter dem i fængsel for røveri af bolden.

Måske burde ferien hedde ”Kærlighedstræning” i virkeligheden. Fordi jeg både træner i at give kærlighed uden begrænsning – og at modtage. Både til og fra min mand og mine børn. Men også fra min Far i Himlen. Hvis jeg husker begge ting, kan det være, at jeg har lige knap så meget brug for ferie efter ferien.