Hitchcock-film var kunstnerisk åbenbaring

Hvilke former for kultur bruger du tid på?
Film, fag- og skønlitteratur og musik. Jeg går ikke så tit i biografen længere og nåede ikke ind til Walesa – håbets mand, så nu venter jeg spændt på, om den kommer på dvd i Danmark eller England/Tyskland. Jeg nåede dog Nebraska, som er et anderledes, alternativt billede af nutidens amerikanske samfund med nogle almenmenneskelige, stærke indtryk, der bliver hængende. Jeg fik ikke skrevet en anmeldelse af den til KIRKE OG FILM, men håber, at en anden gør.

Hvorfor vælger du at bruge tid på kultur?
Det spørgsmål kan der skrives en hel bog om, og det gjorde den gamle litteraturprofessor Frederik Nielsen engang: Hvorfor læser vi? Bogen anbefales hermed. Det er noget med, at selve de kulturelle og kunstneriske former og udtryk fascinerer mig som læser og ’modtager’, altså at der er nogle udtryk, som er så fantastisk udformet, at jeg ikke kan blive træt af at opleve dem igen og igen. Men der er selvfølgelig også tale om, at en film, en bog eller et stykke musik formidler noget væsentligt, noget som går lige til hjertet, fordi det berører noget livsvigtigt – noget centralt om menneskers forhold til hinanden og evt. til Gud.

Hvad er dine største kulturoplevelser?
Af pladshensyn vil jeg nøjes med at nævne nogle få fra filmens verden. Da jeg i begyndelsen af min studietid havde mulighed for at se næsten alle Alfred Hitchcocks film, var det en kunstnerisk åbenbaring, fordi hans samlede filmværk viste sig at være meget mere indholdsrigt og varieret end de gyserfilm, han er mest kendt for. I Berygtet (Notorious, 1946) vender og drejer han spændingen, så den får uventede, moralske dimensioner. Tilsvarende giver John Ford i Forfølgeren (The Searchers, 1956) nye dimensioner til endnu en historie om indianere contra nybyggere; filmen viser, hvordan et menneske i et gudbenådet øjeblik ændrer sit forfærdelige forehavende til et andet og bedre, men ikke desto mindre forbliver han et ensomt, utilpasset menneske. Det er også stort at se, hvordan Andrej Tarkovskij kæmpede sig igennem datidens ateisme og konformisme i Sovjetunionen med frodige, fabulerende film: Ikonmaleren, der sætter sit liv ind på sin tro og sin kunst i Den yderste dom (Andrej Rubljov, 1966), og rumforskeren, som lærer at følge sin samvittighed på trods af andres kritik og foragt i Solaris (1972). Uforglemmelig også Sophie Scholl (2005), hvor den unge kvinde går døden i møde i tro og tiltro til Gud. For slet ikke at tale om alle de film, de komedier, de kærlighedsfilm og de westerns, der giver mig modet og troen tilbage, når livet bliver gråt! Jeg mindes filmkritikeren Robin Wood, der fortalte, at han før en stor operation tænkte på de stoiske og modige helte i Howard Hawks’ western-trilogi Rio Bravo (1959), El Dorado (1966) og Rio Lobo (1970). Uden at blive budskabsfilm udtrykker disse film en parallel til prædiken-parolen: Gud i vold – og hold krudtet tørt.
NJV