Islamisk stat eller Guds rige

Af Henrik Engedal ung@udfordringen.dk
Af Henrik Engedal
ung@udfordringen.dk

Jeg bliver fyldt af dyb forfærdelse og vrede, når jeg ser på de myrderier, som Islamisk Stat foretager i Irak, men på den anden side, så forstår jeg dem faktisk også godt…lidt.

For de har faktisk fat i noget, og så har de alligevel fuldstændigt misforstået noget basalt om, HVORDAN Guds rige er, og HVEM Gud er.
IS vil indføre Guds rige på jord, ligesom Muhammed gjorde det i gamle dage, ikke? Det, de tror er Guds lov, skal være herskende overalt. Kan du se, hvad det minder om?
Det minder faktisk om jødernes forventning om, at når Messias kom, så ville han oprette et jordisk rige – og romerne ville blive smidt ud – med vold selvfølgelig, og på Guds vegne, ligesom da Kong David herskede. Hvad ellers?

Der er uden tvivl meget forskellige grunde til, at især unge muslimske mænd støtter Islamisk Stats grusomheder, selv i Danmark. Men der er ét punkt, som disse mennesker kan relatere til, hvor jeg synes, at vi som kristne er alt for stille: Guds rige.
Jeg er ved at læse alle Jesu lignelser én efter én, og ved du, hvad de fleste handler om? Om Guds rige – på jord! Jesus snakker hele tiden om det, fordi det er Guds plan, men rigtig mange kristne snakker mest om evigheden eller endetiden.
Men taler Jesus ikke mere om Guds rige nu?

Jeg forstår da godt, at mange muslimer ikke er tilfredse med det samfund, vi lever i. Der foregår mange dårlige ting: Mange lever for sig selv, i stedet for Gud, der er kriminalitet, had, seksuel umoral, egoisme osv. Og disse muslimer finder et svar i Koranen, som er barbarisk, men som faktisk også til en vis grad minder om Guds lov i det Gamle Testamente, under den gamle pagt: ”Tand for tand og øje for øje”:
Vi skal dømme på Guds vegne.
Leder man efter mål og mening i livet, så giver IS klare svar. Men Jesus giver nogle andre klare svar på, hvordan vi får Guds rige på jord. Skulle vi ikke snakke lidt mere om det?

Jesus sagde: At hans rige er noget som vokser inden i os, at det ikke er et fysisk rige, at det skal spredes over hele jorden, at det er overnaturligt osv….ja læs selv lignelserne. Det er faktisk rigtigt spændende at læse om Guds virkelige plan for jorden! Gud er mere kreativ end de løsninger, som både IS har, og jøderne havde. Og modsat IS, så er frugterne af Guds rige, som Jesus forklarer det, kun gode, kraftfulde og kærlige. Det er godt.

Hér har du noget at leve for!