Du er ikke vennernes psykolog

Hej Suh
Mine venner og veninder spørger mig ofte til råds, tit om dybere ting. Jeg lytter gerne og giver også gerne et godt råd med på vejen, men nogle gange synes jeg, det er svært at finde balancen mellem at råde og så at overtage ansvaret for deres liv! Nogle gange synes jeg, at jeg siger tilpas og er godt tilfreds med det råd jeg har givet, men andre gange tænker jeg bagefter på, om jeg nu ikke fik sagt for meget, eller om jeg fik manipuleret dem til bare at gøre det, jeg syntes? Hvordan finde den rigtige balance?

Venlig hilsen E.

Kære E.
Først og fremmest må det, at dine venner stadig opsøger dig for at få gode råd hos dig betyde, at du gør det godt, de er jo åbenbart glade for rådene.
For det andet, så er der jo en grund til, at det tager 5 år at blive psykolog, og at folk betaler penge for den hjælp, man her får. En psykolog er nemlig noget helt andet end en veninde/ven på flere niveauer og har en helt anden mulighed for og pligt til at rådgive objektivt og professionelt. Når du giver dine venner et godt råd, skal du huske dig selv på, at du ikke er deres psykolog. Du rådgiver dem som en ven. Du har sikkert i mange tilfælde en privat viden om den pågældende problemstilling og i hvert fald et privat kendskab til den, der beder om råd. Du har derfor ikke mulighed for at være helt objektiv. Sådan er det bare. Det er slet ikke skidt, tværtimod kan du give nogle rigtig gode råd, netop fordi du kender din ven/veninde, med de svagheder og styrker, som han/hun har. Dette er ikke det samme som at være manipulerende, men blot at have en mening ud fra den viden, du i forvejen har. Manipulerende er det først, hvis du udnytter din viden til at få din ven/veninde til at gøre som du ønsker, fordi det er fordelagtigt for dig selv. Du skal altså ikke forlange af dig selv at kunne rådgive på samme måde som en professionel. Prøv i stedet at hvile i, at du, som jeg startede med at skrive, åbenbart er en god hjælp for dine venner. Prøv at være så autentisk som muligt, del ærligt og åbent dine tanker og meninger om den pågældende problemstilling med dine venner – og lad så dem om at tage de beslutninger, der derefter skal tages. Deres liv er deres ansvar, det er ikke dit. Heller ikke selvom du har givet dem et råd ind i deres liv.
Hvis det gør dig mere rolig, så kan du jo sige det direkte til dem, når I snakker sammen: ”dette er blot min mening, til inspiration – du skal selv beslutte, hvad der er rigtigt for dig, det er jo i sidste ende dit liv”.

Hilsen Suh