Syng for Herren, hele jorden

“Syng lovsang hele jorden, syng lovsang for vor Gud!” (Salme 96, vers 1). Vi synger lovsang for at prise Gud og ikke for alle andre, som hører det.

Vi går ind ad en lille gang mellem to huse. Bagved er der opstillet stole, der er vægge hele vejen rundt, men kun tag over halvdelen. Det minder mest om en baggård. Der står et trommesæt i hjørnet, en mand med en guitar, et par med en mikrofon og en mand, der styrer en cd-afspiller. Det er lovsangsbandet i en lille kirke i Honduras. Der er ikke nogen tekster, så man skal kende sangene for at kunne synge med. Der bliver sagt velkommen, cd’en startes, og bandet spiller og synger. Sangen på cd’en er en god spansk lovsang, men i min øjne kan bandet sagtens undværes. De to sangere synger højt og falsk i mikrofonerne. Hele menigheden synger med, og alle lader til at nyde det. Der er nogle, som danser, nogle som laver sjove høje lyde, og andre, som bare synger med. Jeg tænker: “Hvad sker der her?” Så kommer jeg i tanke om, at det jo er det, det hele handler om: “Syng lovsang hele jorden, syng lovsang for vor Gud!” De tænker ikke på, hvordan det lyder, når de synger, eller hvordan de ser ud, når de lovpriser. Her gælder det om at lovprise Gud med både sang, lyde og dans. Man gør præcis det, som man føler for, uden at tænke over hvad sidemanden og andre i kirken tænker. Sådan er det til gengæld ikke i Danmark. Her synger vi kun højt, hvis vi ved, at vi synger godt, eller hvis vi ved, at der ikke er andre, der kan høre os. Vi kan måske lige få os selv til at række hænderne i vejret, men vi vil helst ikke skille os for meget ud fra de andre. Når vi lovsynger, skal vi huske på, hvem det er, vi gør det for. Er det, fordi vi godt kan lide at synge? Eller fordi vores venner gør det? Eller lovsynger vi for at prise Jesus, som er død og opstået for vores synder?