Ny film opfordrer til seksuel udnyttelse
Med et større forsalg end den seneste hobbitfilm ser filmversionen af ”Fifty Shades of Grey” ud til at blive en blockbuster. Men den amerikanske organisation mod seksuel udnyttelse advarer mod filmen.
#fiftyshadesisabuse er et tweet, som National Center on Sexual Exploitation (NCSE) opfordrer til at bruge i forbindelse med februars premiere på filmen Fifty Shades of Grey. Filmen handler om den rige forretningsmand Christian Grey, som forfører den college-studerende Anastasia Steel til et forhold med s/m (sadomasokistisk sex, red.) og får hende til at underskrive en kontrakt på sin komplette seksuelle underkastelse. I løbet af filmen – og de bedstsælgende bøger bag – udvikler Anastasia sig fra at være en usikker ung pige til at blive en stærk kvinde. Filmen bliver markedsført som en romantisk film – og bogserien er blevet kaldt ”husmor-porno.”
Promoverer tortur
NCSE opfordrer til at dele tweetet, fordi de mener, at filmen tegner et dybt forfalsket billede af seksuel vold og overgreb.
– Filmen promoverer tortur som seksuelt tilfredsstillende og normaliserer vold i parforhold – især overfor kvinden. Denne type materiale fremelsker en kultur præget af seksuel vold og voldtægt – og det gennemsyrer i øjeblikket vores samfund, skriver organisationen på sin hjemmeside.
Ender på væresteder
De fortsætter:
– Virkeligheden er, at kvinder i lignende situationer ikke ender som Anastasia – de ender i stedet ofte op på sikre væresteder, på flugt eller endda døde. Derfor opfordrer organisationen til, at man donerer penge svarende til en biografbillet til et værested for voldsramte kvinder i nærområdet. Adskillige kristne meningsdannere i USA opfordrer til at protestere mod filmen.
Kæmp for frihed – ikke mod verdslighed
Men en af de allermest delte artikler opfordrer de kristne til at nedtone modstanden mod filmen i den offentlige debat. Leilani Haywood redaktør for SpiritLed Woman skriver sådan her:
– Jesus blev født ind i en nation, som var erobret af romerne. Selvom Jesu egen familie var overgivet og loyale overfor Gud, var de omringet af en kultur, hvor homoseksualitet og orgier i badehusene var almindelige. Hun fortsætter:
– I stedet var Jesus optaget af at afsløre korruptionen i Guds folk. Hvad med at vi – i stedet for at kæmpe mod verdslige film – kæmpede for, at Guds folk skulle opleve den frihed, som han kan give?
Nytter det at blande sig i den offentlige debat?
Carrie Grove, 29 og medlem af Aarhus Citykirke, giver hende ret.
– Jeg har ikke selv set filmen. Jeg har bare læst lidt om den og tænkt, at jeg ville holde mig fra den. Jeg tror ikke, vi skal “blande” os i den offentlige debat. Ikke-kristne vil ALDRIG tænke “Ej ja, de kristne dér har en pointe.” De vil bare grine af det og tænke, at vi er tossede. For de kan ikke se det med det perspektiv, vi taler om. Så jeg ser det virkelig tit som spild af tid. Så hellere bare tage personligt afstand fra det og vise ens omgangskreds, at man alligevel er et cool menneske.
I Danmark har filmen solgt flere billetter end tredje del af Hobitten i forsalg. Sammenlagt blev der på den første dag af forsalget solgt og reserveret over 39.000 billetter. Bogserien bag filmen er solgt i mere end 100.000 mio. eksemplarer på verdensplan.