Så er jeg parat?

Hvordan ville vi reagere, hvis en engel åbenbarede sig med orderne ”Gud har store planer med dig”?
Hvordan ville vi reagere, hvis en engel åbenbarede sig med orderne ”Gud har store planer med dig”?

Hvis der kommer bud om, at ”Gud har store planer med dig”, hvad svarer du så?

Maria, en ganske ung pige, i en almindelig familie, på vej ind i ægteskab med Josef – på mange måder lige så almindeligt et liv, som du og jeg har. Det usædvanlige er, at hun får besøg af englen, som har et budskab direkte fra Gud. “Du er elsket af Gud, og han har store planer med dig.” Det er overvældende ord, englen overbringer. Det var ikke hverdagskost at modtage direkte profetiske budskaber på det tidspunkt. Maria har derfor brug for at reflektere over ordene, for de overrumpler hende naturligvis.

Hvem får profetiske ord?

I dag er profetiske ord ikke forbeholdt de få (jf. Ap.G. 2, 16-18), men vi kan alligevel blive overrumplede, når de bliver til personlige henvendelser fra Gud. Ingen af os har Marias opgave, men at være elsket af Gud og vide, at han har noget særligt i tanker med os er stort!

Ugens prædiken, af Ingrid Frederiksen. Præst i Apostolsk Kirke, Kolding
Ugens prædiken, af Ingrid Frederiksen. Præst i Apostolsk Kirke, Kolding
Undskyldninger er der nok af

Der skete dog det samme med Maria som med mange af os. Straks melder undskyldningerne sig: “Men hvordan… jeg har jo ikke…”. Igennem Bibelen har vi flere fortællinger om mennesker, som stod i den samme situation; de kunne ikke forstå, at Guds planer virkelig gjaldt dem (fx Moses, Gideon og Ester). Og vi står der selv i dag. Når Gud viser os, hvad han har tænkt med os, overvældes vi. Det billede, Gud beskriver, kan vi ikke altid forstå, og slet ikke hvis vi skulle være en central del af det, han havde tænkt for fremtiden. På almindelig menneskelig vis kan det jo heller ikke lade sig gøre – det var umuligt for Maria, og Guds planer for os kan også synes umulige.

Hvad betyder ”store planer”?

Nogle gange tager undskyldninger form af, at vi ikke synes, Gud behøver at have store planer for os. Det må der være andre, som kan klare. Store planer er heller ikke nødvendigvis det samme som berømthed. Vi undskylder ofte, sammenligner os med andre og har svært ved at se, hvordan det umulige skal kunne ske, for det er jo umuligt. For Maria betød budskabet tilmed en betydelig risiko. I værste fald kunne et barn uden for ægteskab betyde dødsstraf.

Englens svar og løsningen på Marias undskyldning udebliver ikke: “Helligånden vil komme over dig, og hans kraft vil gøre et under i dig.” Englen peger på Helligånds-dimensionen, og at det er den, som gør underet og skaber noget helligt. Forstår vi, at når der bliver peget på de store planer, så beror de på Helligåndens under; at vi får kraft? For det er derigennem, at noget helligt bliver til virkelighed. Det er derigennem, at Guds planer kan blive til virkelighed.

Styrker troen

Budskabet fra Gabriel standser dog ikke med at love, at kraften vil komme. I stedet fortsætter han med at fortælle om hendes tante Elisabeth, som efter mange års barnløshed nu er seks måneder henne i sin graviditet. Et utroligt mirakel! Vi har også brug for sådanne eksempler, hvor vi ser, forstår og derfor selv tør tro, at Helligåndens kraft kan gøre det umulige gennem os begrænsede mennesker. At opleve og høre om hvad Gud gør i dag igennem almindelige mennesker, giver os mod og tro.

Måske endda så meget tro, at vi selv oplever det umulige. Herved kan vi også tro, at Gud kan gøre mirakler for andre. “Intet er umuligt for Gud.” Det lille ord, intet, er så absolut. Ikke noget som helst betyder det. Altså kan Gud gøre hvad som helst. Beretningen bliver herved bundet sammen: Når intet er umuligt for Gud, så er det også muligt, at han både elsker mig og har store planer med mig. For det er ikke mig alene, der skal få planerne til at lykkes, men Helligånden vil hjælpe mig. Spørgsmålet bliver i stedet, om jeg tør svare ligesom Maria: “Så er jeg parat…”?

Søndagens tekst: Luk. 1:26-38

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk

Den mirakuløse undfangelse af Jesus, Guds Søn
26Et halvt år efter at Gud havde sendt Gabriel til Zakarias, sendte han ham til Nazaret i Galilæa, 27hvor der var en ung pige ved navn Maria. Hun var forlovet med en mand, der hed Josef, og han var af Kong Davids slægt. 28Da Gabriel kom til hende, sagde han: »Fred være med dig! Du er elsket af Gud, og han har store planer med dig.« 29Maria blev forbløffet over de ord og spekulerede på, hvad meningen kunne være. 30»Vær ikke bange, Maria,« sagde englen, »for du er udvalgt af Gud. 31Du vil blive gravid og føde en søn, som du skal give navnet Jesus. 32Han vil få stor betydning, for han er den Almægtiges Søn. Gud Herren vil sætte ham på Davids trone, 33og han skal for altid være konge over Israels folk. Hans herredømme vil aldrig få ende.« 34»Men hvordan skulle jeg kunne få et barn?« spurgte Maria. »Jeg har jo ikke nogen mand.« 35Englen svarede: »Helligånden vil komme over dig, og den almægtige Guds kraft vil gøre et under i dig. Derfor vil det barn, du skal føde, blive et helligt barn, Guds Søn. 36Og jeg kan fortælle dig, at din gamle slægtning Elisabet, som aldrig har kunnet få børn, nu venter et barn. Hun er allerede i sjette måned. 37Intet er umuligt for Gud.« 38»Så er jeg parat til at acceptere Guds vilje,« udbrød Maria. »Lad det blot ske, som du har sagt.« Så forlod englen hende.