’Brødunderets kirke’ ved Genezaret Sø ramt af påsat brand
En tilsyneladende påsat brand har den 18. juni ødelagt dele af den populære Church of Loaves and Fishes ved Genezaret Sø. Der var samtidig malet anti-kristne slagord på væggene.
Statsminister Banjamin Netanyahu har fordømt angrebet som ’et oprørende angreb mod os alle’. Den anti-kristne grafitti, ’Må de falske guder blive elimineret’ var skrevet på hebraisk, så meget tyder på, at ilden blev påsat af jødiske ekstremister.
Under branden fik to personer mindre skader pga. røgen, men selve kirkebygningen tog næsten ikke skade. Til gengæld vil det koste flere millioner at genopbygge nogle kontorer, et boglager og et konferencerum.
– Alligevel er den følelsesmæssige skade det værste, understreger Wadia Abu Naser, som er den katolske kirkes rådgiver i Israel.
Der har været over 50 voldelige angreb mod kristne institutioner i Israel inden for de sidste tre år.