Hvem har magten?

Er der grund til, at vi føler os trygge eller frygtsomme her i verden? 

Hvem har magten i vores verden – og kan medvirke til, om vi føler os trygge eller frygtsomme? I svaret på det spørgsmål vil vi her fokusere på magter, som i sig selv er skjult for langt de fleste mennesker. Men disse kræfter kan alligevel registreres, hvis vi får øjne at se med.

For et par tusind år siden skete der noget fantastisk i Israel. Jesus var blevet døbt af Johannes Døber. Efter dåben lød disse ord fra himlene: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”. Dermed havde Gud selv sagt, hvem Jesus er.
Men der blev hurtigt sat spørgsmålstegn ved de ord. For efter dåben blev Jesus ført ud i ørkenen. Og her fik han besøg af sin modstander, nemlig Djævelen selv, som sagde: ”Hvis du er Guds søn, så …” Og så tilbød han Jesus magten over denne verden – bare på én betingelse: et knæfald for ham.
Vi vil ikke her komme ind på, med hvilket ret han kunne komme med det forslag; men han havde faktisk noget af have sit tilbud i. Jesus selv kaldte faktisk sin modstander for ”denne verdens fyrste”. Djævelen har sikkert vidst om Jesu kommende lidelse og kors ca. 3 år senere. Derfor måtte hans ord være et fristende tilbud til Jesus.
Altså en ”nemmere” måde at nå frem til magten og herligheden på jorden. En måde uden kors.
Men hvad indebar ”korsvejen” for Jesus?

To fristelser

Lad os nævne to situationer, som kunne være en fristelse for Jesus, og hvor Gud tilmed udstillede sin svaghed?
For det første kampen i Getsemane have Skærtorsdag. Jesus bad sin Far om befrielse fra byrden af verdens synd, som nu blev lagt på hans skuldre. Jesus havde lært sine disciple at bede: ”Ske din vilje ..”
Den tilføjelse måtte Guds egen søn også gøre i denne svære situation. Resultatet blev da, Faderen prisgav sin søn til mørkets kræfter.
Da tempelvagten kom ud i haven for at arrestere Jesus blev de derfor mødt med følgende ord fra Jesu mund: ”Dette er jeres time, og mørket har magten”.

”Han, som havde tilbudt Jesus den nemme vej til magten, kunne nu gnide sig i hænderne, og Jesus blev nu til grin for Djævelens engle.”

Han måtte tilmed opleve, at en af apostlene forrådte ham, en anden fornægtede ham, og resten forlod ham og flygtede. Jesus blev fængslet, forhørt, bespottet, som en anden forbryder – vel vidende at Faderen havde 72.000 englesoldater til sin rådighed, som hurtigt kunne have gjort kål på det daværende religiøse establishment.
For det andet korsfæstelsen langfredag. En tilskuer på Golgata-højen sagde til ham: ”Stig ned af korset, så vil vi tro dig”. Mon der var noget, Jesus mere ønskede, end at mennesker måtte komme til tro på ham?
Men Jesus blev hængende. Og på et tidspunkt har Djævelen og alle hans engle i Helvedes huler kunnet høre Jesus sige: ”Min Gud, hvorfor har du forladt mig”. Han, som havde tilbudt Jesus den nemme vej til magten, kunne nu gnide sig i hænderne, og Jesus blev nu til grin for Djævelens engle. For nu ville ikke engang Jesu himmelske far kendes ved ham. Nu kunne de i undergrunden synge: Sejren er vor.
Men til trods for, at Faderen tilsyneladende ikke længere var der, betroede Jesus alligevel sin ånd til Faderen.

Kærlighed eller afmagt

Når Gud på den måde viste sig som svag, er det så udtryk for afmagt?
Hvis det er tilfældet, skal vi faktisk have omskrevet den apostolske trosbekendelse, hvor vi bekender troen på Gud Fader, den almægtige.
Men det behøver vi ikke. Sagen er, at når Gud viste sig som svag, var det ikke udtryk for afmagt, men for kærlighed. I virkeligheden var det hverken de romerske soldater eller Djævelen, der tog livet af Guds Søn.
Jesus sagde det selv på denne måde: ”Ingen tager livet fra mig … Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage.” Og det gjorde han så. Det var sådan, han brugte sin magt.

”Sagen er, at når Gud viste sig som svag, var det ikke udtryk for afmagt, men for kærlighed.”

Den romerske korsfæstelse kunne godt slå ham ihjel, men ikke tage livet fra ham. Belæsset med menneskehedens syndeskyld, måtte han dø. Men som det fuldkomne menneske havde han livets ret.
Derfor forlod han også sin grav som den levende og blev modtaget af Faderen med ordene: ”Du er min søn” (ApG 13,33). Det kunne der herefter ikke længere sættes spørgsmålstegn ved.
Men hvad så med den magt, han tidligere var blevet tilbudt af sin modstander? Den havde Jesus nu erhvervet sig ret til ved sin død og opstandelse.
Derfor kunne han også sige: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden”. Og med den tronbestigelseserklæring (Matt 28, 18) ville Jesus kunne udøve sit herredømme uden at tage hensyn til sin fjende, for han er – allerede nu – en slagen fjende.

Den tilkæmpede magt

Hvordan udøver Jesus så det herredømme, der er ham betroet?
I den nuværende verden gør han det sammen med sine disciple. Dem har han gjort til sine medarbejdere og sagt, at de skal arbejde på, at alle andre mennesker også skal blive disciple. I det arbejde vil de møde modstand. Jesus har netop sagt følgende om arbejdets vilkår: ”Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester… Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk”.
Men den nuværende verden vil blive afløst af den kommende verden. Om den hedder det bl.a.: ”Ham, der sidder på tronen, og Lammet være pris og ære og lov og magt i evighedernes evigheder! (Åb 5,13).
Selv sagde han det på den måde, at han vil komme igen i magt og herlighed. Undervejs mod det mål er der sikkert mange disciple, der kunne ønske en endelig afslutning på kampen mellem Kristus og hans modstander, så det kan blive synligt for alle, hvem der har magten.
Ikke mindst med tanke på vore dages kristendomsforfølgelser. Men Jesus lærte sine disciple (se lignelsen om ukrudtet i hveden, Matt 13,24ff), at ondt og godt skal leve side om side indtil høsten. Dette udsagn af Jesus er ikke en forklaring på tilstanden i verden, som vantroen kan bruge til noget.
Men det er til trøst og vejledning for en discipel som går til Jesus med alle sine ”hvorfor’er”.