Når håbet vender tilbage
”Nå, hvor har du så rejst henne?” spørger manden på den anden side af skranken, og kigger på min stopfyldte rygsæk med flag syet på siderne.
Jeg står i lufthavnen og tjekker min bagage ind. Turen går hjem, følelserne er blandede. ”Jeg har bare været her”, siger jeg, ”i Honduras”. ”Men”, siger han så og ser helt forkert ud i hovedet, ”kan du godt lide at være her?”
Selvom denne oplevelse var én af de sidste, inden jeg satte mig i flyet, er den meget sigende for det honduranske folk og deres syn på dem selv og deres land. Honduranerne har mistet troen. På landet, regeringen, folket og på at det kan blive bedre. Den nationale identitet og stolthed druknede et eller andet sted mellem korruption, politiske kup, vold og blodige bandeopgør. Den honduranske drøm er drømmen om at komme til USA, fordi forholdene alligevel ikke ændrer sig i Honduras. Landet er styret af en lille politisk elite uden tilknytning til folket. Honduranerne føler sig afskåret og sat ud af spillet. Deres stemmer bliver alligevel ikke hørt, og det kan sågar være farligt for dem og deres kæreste, hvis de begynder at brokke sig.
Sådan har det i hvert fald været indtil nu. Men måske er tingene ved at ændre sig! Den 26. juni samledes tusindvis af honduranere på gaderne i hovedstaden for at gå gennem byen i et fakkeloptog mod korruption. For Honduras er dette et kæmpestort og betydningsfuldt skridt. Det allerfineste ved fakkeloptoget var, at det kun kunne lade sig gøre, fordi så mange mennesker valgte at gå med. I fællesskab beskyttede de hinanden mod en elite, der ikke bryder sig om at blive sagt imod og ikke har problemer med at svare igen med vold.
En flok som den, der bevægede sig igennem Tegucigalpas gader, kan man hverken slå ned eller ignorere. Jeg tror, Honduranerne har opdaget, at hvis de vil høres, må de råbe op som én samlet stemme. Og jeg tror ikke, det her er det sidste, vi har hørt fra dem. Når et folk begynder at tro på, at de kan ændre tingenes tilstand, så vender håbet tilbage. Dette håb er vigtigt for alle lande – Honduras såvel som Danmark.